Artist talk med Jóhann Jóhannsson

03. december 2016

Bremen Teater, Nyropsgade 39-41, København V

Rytmisk Center, CPH PIX og Bremen Teater dannede rammerne om en eksklusiv artist talk med den dobbelt Oscar-nominerede komponist Jóhann Jóhannsson i forbindelse med hans koncert i København den 3. december 2016. Jóhannsson står bag musikken til film som ‘Sicario’, ‘The Theory of Everything’, ‘Arrival’ og ‘Blade Runner II’. Se hele artist talken her!

Tjek Rytmisk Centers Musik til Medielinje her.

Rytmisk Center
CPH PIX
Bremen Teater

—————————————————————————————————

Prisvindende komponist giver artist talk på CPH PIX

Den dobbelt Oscar-nominerede og Golden Globe-vindende islandske komponist Jóhann Jóhannsson er hyperaktuel i disse dage med sin første soloplade i 6 år, premieren på science fiction-filmen ‘Arrival’, samtidig med at han er midt i processen med at skrive til ‘Blade Runner II’ – og senest nyheden om samarbejdet med Darren Aronofsky (Requiem for a Dream, Black Swan). Den 3. december giver han en storslået koncert i forlængelse af filmfestivalen på Bremen Teater. Men det er ikke alt! Tidligere på dagen vil han deltage i en nær dialog om sit virke som komponist med den danske tonemester Peter Albrechtsen som vært.

Nyklassisk filmmusik

Jóhann Jóhannsson (f. 1969) er en af tidens allerbedste eksempler på en komponist, der er vokset ud af den rytmiske musik og har bevæget sig sikkert ind på den klassiske scene med sine banebrydende nyklassiske kompositioner. Debutpladen ‘Englabörn’, der oprindelig var skrevet til et teaterstykke, slog med ét Jóhannssons navn fast internationalt og understregede hans minimalistiske musiks evne til at gå på tværs af musikalske og kunstneriske genrer og forventninger.

Til koncerten på Bremen Teater akkompagneres han af en strygerkvartet, og man vil kunne høre numre fra den nye plade, såvel som fra bagkataloget.

Fra dansk dokumentarfilm til fiktion i Hollywood

Komponisten har gennem årene skrevet til en hel del indiefilm, ligesom han har en særlig relation til Danmark med sin musik til danske dokumentarfilm, bl.a. Phie Ambos ‘Free the Mind’, Eva Mulvads ‘The Good Life’ og Max Kestners ‘Drømme i København’. Og så kan det danske kor Theatre of Voices høres på hans nye plade ‘Orphée’.

Hollywood-gennembruddet kom i 2013 med det forrygende og foruroligende score til Denis Villeneuves thriller, ‘Prisoners’. Herefter fulgte musikken til Stephen Hawking-biografien ‘The Theory of Everything’, som sikrede Jóhannsson sin første Golden Globe og ikke mindst en Oscar-nominering; efterfulgt af ‘Sicario’ i 2015, hvis dystre og utraditionelle action-score blev Oscar-nomineret side om side med mestrene Ennio Morricone og John Williams.

Jóhann Jóhannsson

Lørdag d. 3. december

Bremen Teater
Nyropsgade 39-41
1602 København V

Artist talk kl. 18.00 -19.00 – gratis entre for publikum med billet til koncerten.

Reserver billet her fra mandag den  7. november klokken 12.00 – der er et begrænset antal! KLIK HER

Koncerten starter kl. 20.00

Billetter: kr. 250 + gebyr, kan købes HER

Præsenteres af Rytmisk Center, CPH PIX & Bremen Teater