Avantgarde – revival eller selvmord?

15. november 2009

Statens Museum for Kunst

I samarbejde med Statens Museum for Kunst

Avantgarde

Trods en weekend med hård kulturkonkurrence fra CPH:DOX og BogForum mødte næsten 400 mennesker op, da Rytmisk Center i samarbejde med Statens Museum for Kunst skulle diskutere, om avantgarden er død eller levende – og om kunsten skal være politisk eller ej. Danmarks mest dagsordenssættende mænd fik lov til at give deres bud.

Af Tom Nørgaard

Det seneste tiårs politiske dagsorden har handlet om at få mere for pengene – velfærd, klima og kultur. De borgerlige partier har trængt de kulturradikale i defensiven og midt i sommerens agurketid kørte en af rindalismens børn, Pia Kjærsgaard, sig selv i stilling som et bud på en ny kulturminister. Nu, mente Kjærsgaard, var der brug for politikere, som turde stille sig frem og sige, at afføring i glas, udstoppede hundehvalpe og parterede heste ikke havde noget som helst med kunst at gøre.

En dag med kunstens magtfulde mænd
Både Kjærsgaard og siddende kulturminister Carina Christensen fik sarkastiske ord med på vejen, da ordstyrer og smagsdommervært Adrian Hughes bød velkommen til en debat, der skulle handle om lige præcis den form for kunst, som borgerlige kulturpolitikere elsker at hade. Under overskriften Avantgarden – selvmord eller revival lød spørgsmålet: ”Skal kunsten være aktivistisk fortrop, politisk eller bare provokerende?”

Det fik et panel bestående af en række af de mest fremtrædende og dagsordenssættende folk på den danske kunstscene til opgave at svare på. Rektor ved Kunstakademiet Mikkel Bogh, museumsdirektør ved Statens Museum for Kunst Karsten Ohrt, museumsdirektør ved Louisiana Poul Erik Tøjner, forfatter Lars Morell der med ”Broderskabet” har skrevet en bog om den danske avantgardekunsts mest indflydelsesrige bevægelse, Eks-skolen, lektor ved Københavns Universitet Mikkel Bolt der står bag en bog om avantgardens død og endelig billedhugger Bjørn Nørgaard der som provokatør, Eks-skole kunstner og senere kongelig hofleverandør har præget hele det kunstneriske spektrum de seneste fire årtier.

Kunstskolen der ville forandre alt

Lars Morell fik lov til at kridte banen op og indvie tilhørerne i, hvad det hele drejer sig om. Der findes nemlig ingen bedre repræsentant for den danske avantgardekunst end Eks-skolen eller Den Eksperimenterende Kunstskole, som Morell gennem samtaler med skolens mest fremtrædende udøvere har portrætteret i bogen “Broderskabet”.
Bevægelsen der med Poul Gernes i spidsen blev dannet i 1961 var et direkte opgør med Kunstakademiet, barriererne mellem lærer og elev skulle nedbrydes, der skulle arbejdes kollektivt og tværfagligt og værket blot være det mål, der skulle hellige midlet. Det var processen, med andre ord, der var det vigtige – og happeningen blev derfor meget logisk en af bevægelsens væsentligste udtryksformer. Men happeningen var ikke for sjov – og det var ikke kun kunsten men også samfundet, der skulle forandres. Det blev skåret ud i – ikke pap men hest – da Bjørn Nørgaard som en protest mod Vietnamkrigen ofrede en hingst for rullende kameraer i forbindelse med den omstridte udstilling Tabernakel på Louisiana i 1970.

Selvom Nørgaards happening i manges bevidsthed står som et af den danske avantgardebevægelses højdepunkter, var Eks-skolen på det tidspunkt allerede ved at miste pusten. Eks-skolen var på mange måder kompromisløs og elitær og medlemmer der trådte ved siden af blev dømt og ekskluderet ud fra en slags avantgardekunstens nultolerancepolitik. De mest inkarnerede frontkæmpere gav alt hvad de havde i sig og Peter Louis-Jensen, der som en af de første eksperimenterede med happening-formen, betragtede det som en æressag at brænde ud, fortalte Lars Morell, som kunne konkludere:
”Avantgarden findes ikke mere. Den hører det 20. århundrede til.”

Begik avantgarden selvmord – eller sejrede den ad helvede til
Men det var ikke alle Eks-skolens medlemmer, der som Peter Louis-Jensen trak stikket ud og vendte kunsten ryggen i 1970’erne. Flere af medlemmerne, herunder medstifteren Troels Andersen og hesteslagteren Bjørn Nørgaard fik senere prominente stillinger som henholdsvis museumsdirektør og rektor for kunstakademiet.

Adrian Hughes følte sig derfor fristet til at spørge Statens Museums direktør Karsten Ohrt, om det er Eks-skolens skyld – eller fortjeneste – at alt kunst (til Pia Kjærsgaards og andres fortrydelse) nu er tilladt og at alt kunst kan udstilles på museer.

”Nej, men den har helt sikkert været med til at skubbe til processen”, svarede Ohrt, der tilføjede at man i dag godt kan savne den dynamik som Eks-skolens happenings og improvisationer var eksponent for men at samfundet ganske enkelt er løbet fra bevægelser af den slags – og at det er svært at forestille sig en lignende kollektiv samling i 2009.
Nuværende rektor for Kunstakademiet Mikkel Bogh tilsluttede sig Ohrts betragtninger og sagde:

”Eks-skolen introducerede eller opfandt samtidskunsten med inspiration fra Fluxusbevægelsen og pop art. Det førte bl.a. til at dagsorden skiftede og at personalet blev skiftet ud fra akademiet. I dag er vi måske blevet for radikale i vores åbenhed på akademiet – anything goes – og der er ikke længere noget at gøre oprør imod.”

Boghs bemærkning faldt som indirekte svar til Bjørn Nørgaard, der meldte sig i debatten med denne opfordring:

”Kunstakademiet skal være reaktionært, så de studerende kan udvikle eget kritisk potentiale og gøre oprør.”

Men Nørgaard mente at blikket skulle rettes fremefter og ikke tilbage:

”Et samfund som vores kan ikke eksistere uden en kritik af de ting, som samfundet bygger på. Men vi skal udvikle et andet kritisk potentiale end avantgarden – det er ikke en bevægelse men hver enkelt kunstner, der skal føre kampen.”

Samtidskunsten lefler for ferniseringspublikummet
Avantgarden er altså død – det blev også slået fast af lektor Mikkel Bolt, der med ”Avantgardens selvmord” har skrevet en hel bog om emnet. En bog der samtidig retter en kritik mod samtidskunsten for at være konform og for kun at fungere som underholdning for middelklassen – eller det man nedladende kalder for ”ferniseringspublikummet”.

Bolt har bl.a. rettet hård kritik mod store, toneangivende kunstnere som Olafur Eliasson, den anmelderroste duo Elmgreen & Dragset og Bjørn Nørgaard for sit arbejde for kongehuset, og han bragte sig selv fokus da han i foråret fremhævede piratfesten (og hærværket) i Hyskenstræde som ”en kreativ tilegnelse af et kolonialiseret offentligt rum”.
Historisk er der uenighed blandt teoretikere om, hvorvidt man kan definere avantgarden i kraft af dens politiske engagement, men Bolts standpunkt stod klart – han savner avantgardens (og Eks-skolens) forholden sig til konflikter og dens insisteren på at pille i samfundets brudflader – han savner kunst med politisk substans.
”Samtidskunstens afpolitisering er et symptom på en meget bredere afpolitisering, som er sket gradvist siden 1989 på den store, internationale scene og i Danmark især siden systemskiftet i 2001. Det er udtryk for en neoliberal ideologi – en tømning af det politiske – og det smitter af på kunsten. Der mangler bud på, hvordan man kan indrette verden anderledes og komme med alternativer til det bestående.”

Kunstens rolle i dag
Museumsdirektør Poul Erik Tøjner som har ansvaret for udstillinger og publikumstal på Danmarks mest besøgte museum, Louisiana var ikke overraskende uenig i fremstillingen af samtidskunstens rolle:

”Kunst kan og skal være mange ting, men den skal ikke forandre verden – højst skal den forandre billedet af verden. Kunst kan ikke oversættes 1 til 1 til et andet sprog, og jeg ville nødigt overlade den politiske kamp til kunstnerne.”

Bjørn Nørgaard mente, at Bolts kritik af ham selv og samtidskunsten var bygget på en falsk problemstilling. Eks-skolens kollektive fremstillinger og 1960’ernes avantgarde faldt på godt og ondt sammen med ungdomsoprøret og man kan ikke slagte heste hele livet, sagde Nørgaard og tilføjede:
”Der er mange grunde til at være kritisk – også over for den nuværende regering – men det er ikke først og fremmest kunstens ærinde. Politisk kunst kan ikke bestilles. Den skal opstå.”
Rektor for kunstakademiet, Mikkel Bogh savnede heller ikke en egentlig genoplivning af den gamle avantgarde.
”Skal kunsten være effektiv, skal den være det gennem sin form snarere end gennem sit indhold.
Mikkel Bolt, der skulle vise sig at stå alene med sin insisteren på kunstens politiske rolle forsøgte at vende problemstillingen på hovedet. For ikke alene er avantgardens institutionskritik forstummet – kunsten og kunstnerne er også blevet direkte samfundsbevarende og en del af at maskineri hvor store byer konkurrerer med hinanden om at lave store udsmykningsprojekter, mente han.

…Og museernes rolle
Bolts kritik gjaldt også museerne og den aktuelle udstilling på Statens Museum for Kunst. Nature Strikes Back, som er en kommentar til miljøet forud for det store klimatopmøde i december kommer i alt for høj grad til at legitimere den politiske dagsorden, mente han – og det samme var tilfældet med den argentinske kunstner Tomás Saracenos værk, der i den anledning pryder skulpturgaden.

“Man må overveje hvilke sammenhænge , man indgår i – og jeg burde i princippet slet heller ikke være her i dag”, tilføjede Bolt med antydning af selvironi. Han havde hellere set debatten foregå på en byggetomt, hvor folk ikke skulle sidde dumt og se passivt til, fortalte han.

Mikkel Bogh var mere venligt stemt:

”Et arrangement som dette var utænkeligt på Statens Museum for Kunst for 50 år siden, og selvom det er langsomt i forhold til avantgardens krav om reaktion, er det et stort fremskridt.”
En gæst blandt publikum bandt knude på enderne og mente, at museerne og akademiet burde åbne dørene for de aktivister, der vil strømme til når klimatopmødet går i gang, men rektoren sluttede af med at påpege, at der ikke ville være noget sjov ved det, hvis det skete med institutionernes accept.

Pia Kjærsgaard som kulturminister nu!
Både debatpanel og de omkring 400, som var mødt frem til Rytmisk Centers og Statens Museums for Kunsts fælles arrangement fik en spændende diskussion at gå hjem på – og musikalsk eftertænksomhed i pausen ved Kristor Brødsgaard, Scratch Magic, Steen Rock og Marko Martinović.

Nogle aspekter nåede kun lige akkurat at blive berørt. For eksempel er det interessant at Marcel Duchamp og hans pissekumme samt mange af Eks-Skole kunstnernes værker for længst er blevet kanon og at overskridelsen på mange måder stadig er nutidens kunstparadigme. Med eller uden politisk indhold.

Måske er der virkelig brug for Pia Kjærsgaard som kulturminister – og nye, langt mere reaktionære kræfter til at styre Kunstakademiet med hård hånd. Så avantgarden kunne få en grund til revival. Og kunsten igen få lyst til at udfordre samfundet.