EKSTRA ARRANGEMENT. Fra sange til stress. Og vejen videre.

21. december 2015

Rytmisk Center, Vesterbrogade 107E, Kbh. V

VI GENTAGER SUCCESEN!

Gratis foredrag, debat og minikoncert med Julie Maria.

Efter tolv år som ihærdigt udøvende musiker, måtte Julie Maria trække stikket og langtidssygemelde sig med stress. En dom hun frygtede ville blive livslang.

Heldigvis kom Julie Maria stærk ud på den anden side.

Ledsaget af sine sange sætter Julie Maria nu ord på stressens tabu og deler ud af egne erfaringer. Foredraget giver konkrete fortællinger om, hvordan hun som musiker har håndteret at blive ramt af sygdommen og vendt den til sin medspiller.

Kom til foredrag, deltag i snakken og hør Julie Marias smukke musik.

Dagens moderator: Carsten Holm, P6 Beat.

Baren er åben. Husk kontanter.

Mandag den 21. december
Kl. 19.00 – 21.00
Rytmisk Center
Vesterbrogade 107E – Kbh. V.

Læs referat fra første arrangement med Julia Maria her:

Julie Maria – Fra sange til stress. Og vejen videre.

Torsdag d. 26. november havde Rytmisk Center inviteret til koncert med sanger og sangskriver Julie Maria med efterfølgende foredrag om at blive ramt af stress. Og om at komme videre. Efter tolv år som ihærdigt udøvende musiker måtte Julie Maria for et par år siden trække stikket og langtidssygemelde sig med stress.

Ledsaget af sine sange satte Julie Maria ord på stressens tabu og delte ud af sine erfaringer.
Radiovært Carsten Holm (DR P6 Beat) var Julie Marias samtalepartner på scenen, og han indledte aftenen over for de godt 50 fremmødte publikummer.

Carsten har arbejdet med musik i 20 år og elsker at møde nye, danske artister. Julie Maria er han stødt på flere gange gennem årene. Sange som Beat (Ugens Uundgåelige på P3 i start 2013), Også Om Dagen, Evelyn, og Gør Det Kort har kørt i fast rotation på P3 og P4 gennem flere år. I 2010 var hun nomineret til P3 Guld.

Veloplagte Julie Maria blev nærmest båret på scenen af klapsalver og satte straks i gang med en eksklusiv intimkoncert, hvor hun havde arrangeret et par håndfulde sange til akustisk guitar og vokal. Sættet bestod af Julie Marias mest kendte sange krydret med nyt.

Da det bragende bifald efter koncerten havde lagt sig, fortalte Julie Maria om sit liv med supersensitivitet, om det at være radarmenneske og om hvorfor det var væsentligt i forhold til at blive ramt af stress. Det var Julie Marias ønske til arrangementet, at hun med sin fortælling kan hjælpe andre.

Julie Maria fortalte, at hun er født ind i en professionel musikerfamilie og hendes egne høje ambitioner som musiker opstod i en tidlig alder. Som barn nød hun at være i sociale sammenhænge, men på samme tid følte hun sig underligt isoleret fra de store sammenhænge. Hun magtede ikke at indgå i dem på samme måde som hendes kammerater. Havde man kendt til karaktertrækket HSP dengang, havde den lydt Særlig Sensitiv.( highly sensitive person )

At være særlig sensitiv karakteriseres ved at man er født med et nervesystem, der er ekstra modtageligt for indre og ydre stimuli af enhver art. Stimuli, der samtidig bearbejdes dybere og mere nuanceret, end det sker hos andre mennesker. Det kan derfor både være en gave og en udfordring at leve med. Ca. hvert femte menneske er særligt sensitivt. Mange kunstnere iblandt, hvilket giver god mening i forhold til at omsætte et indre rigt følelseliv.

Julie Marias ventil for følelserne blev musikken. Selvom grundtonen i hendes liv var indre træthed og tristhed som følge af at mærke verden for intenst og ikke have lært at afskærme sig selv, måtte hun ofte stoppe op og spørge sig selv om, om livet med musikken var for hårdt. Inderst inde var hun dog aldrig i tvivl om, at det var her, hun skulle være.

Det var i det hele taget en kamp for Julie Maria at være i verden og finde balance mellem hendes åbne og ærlige udtryk og, hendes indre følelsesliv og ydre fremtoning.

Julie Maria fortalte at hun gennem mange år arbejdede målrettet med at finde ind til kernen af sine udfordringer i livet, som i sin grund essens handlede om hendes manglede tro på at være værdig til livet, men trods ihærdigt indre arbejde, beskrev hun bl.a., hvordan hun fortsat ikke følte sig god nok efter gennembrudsalbummet Yaguar (2009), som både var en anmelder- og publikumsdarling. Hun var usikker og havde ondt i maven op til koncerterne.

Da opfølgningsalbummet Kom udkom tre år senere, håbede Julie Maria at hun med al sin viden havde skabt grobund for en lettere tilværelse med musikken. Men livet bød på en væsentlig mellemregning hun skulle igennem først.

Indspilningen af videoen til sangen Beat – af to omgange – blev dråben og symbolet på, at Julie Maria stod på tærsklen af et kollaps. Pladeselskabet havde hyret en hot-shot musikvideoinstruktør til at filme videoen, og hans idéer lå meget langt fra Julie Marias forestillinger om sangens visuelle klangbund.

Men i stedet for at lytte til sig selv, lyttede hun til autoriteterne. Og resultatet var da også så langt fra hendes udtryk man kunne komme!

Så hun fik efter mange dage i svære cirkler skrottet den dyre video, inden den så dagens lys. Udover beløbet kostede det en såret instruktør, men – som Julie Maria nu har lært på den hårde måde – så kommer man til at såre mennesker på sin vej, medmindre man konstant sætter sig selv helt i baggrunden.

Pladeselskabet gav Julie Maria en ny chance til at skyde en video. Denne gang med et minimalt budget og en idé, som lå nærmere Julie Marias hjerte.

Men om morgenen på dagen for optagelsen ringede instruktøren – alt videoudstyret var stjålet. Det var dråben, og Julie Maria brød sammen i sin lejlighed og mærkede at hun ikke havde flere kræfter tilbage. Efterfølgende fandt hun ud af, at hun havde haft et decideret angstanfald.

På alternativ vis lykkedes det at få en video til Beat i kassen og videoen står nu som et monument over den tid og den karriere hun havde kæmpet med i mange år.

Herefter blev Julie Maria rigtig syg. Hun havde skubbet symptomerne foran sig – præcis som man kan skubbe en influenza foran sig. Hun fik hårtab, var konstant varm i nakken, havde som oftest hovedpine, kunne ikke tåle at tale for længe med mennesker, var overfølsom over for skarpt lys, mv. Hun blev langtidssygemeldt med stress i et år.

Julie Maria beskrev, hvordan sygemeldingen viste sig at være den byggesten der manglede i hendes puslespil. En gave i en bizar indpakning.

Det gik bl.a. op for hende, at hun aldrig havde prøvet at holde rigtig fri. For selvom hun førhen holdt pauser kørte hendes hjerne videre. Pausen. Den var hun tvunget til nu. Og efter at have siddet og kigget ind i en væg i 4-5 måneder, blev hun rask nok til at række ud efter hjælp. Julie Maria startede et længere forløb hos en stresscoach, som til hendes største held viste sig at være HSP specialist. Hun fandt ud af, at hun ikke stod alene og lærte stille og roligt at finde ind til de mange styrker der også ligger i sensitiviteten; når man vel at mærke kender sine grænser.
Hedes coach gav hende et smukt citat med sig hun bærer med sig i alt hun gør: ”Når du begynder at leve i overensstemmelse med hvem DU er, slipper stressen”

Julie Maria brugte sin krisen til at starte et nyt liv. Hun begyndte at rydde op i alt fra sine relationer til daglige gøremål ud fra devisen, hvad giver energi og hvad tager energi. Samtidig begyndte hun at sætte pris på de ting i sit liv, hun tidligere havde følt som pligt, som noget der skulle overståes – fx madlavning og havearbejde.

Midt i sit mørke, slap hun endelig kampen og fandt blidheden samt en dyb omsorg for alt hun havde gennemgået. Hun begyndte at respektere hvem hun egentlig er og fortalte afslutningsvis, at hun i processen blev mester i at kende sine behov og tage sig af dem. Hun fik set sin grundangst og vendt kamp til lyst. På et tidspunkt midt i det hele, dukkede musikken op som en elsket ven der havde ventet på hende. Ventet på at kunne hun var klar til at opbygge en ny relation til sig selv og verden med sine sange som formidler.

Efter foredraget kunne publikum stille spørgsmål, men reaktionerne fra salen var primært opbakning og respekt til Julie Maria for at stille sig frem og tale så åbent om sit forløb. Som én fomulerede det:

“Den skrøbelighed, du har mod til at vise i dine tekster har fascineret mig siden day one. Det nemmeste i verden er at gøgle – det sværeste er at være gi’ udtryk for det inderste.”

Julie Maria lukkede aftenen af med en helt ny sang, ”Jeg Glædes” som vil være at finde på hendes kommende album der er godt i gang og forventes ud til efteråret 2016.