HUN SOLO – koncertaften, artist talk og debat

09. marts 2016

Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København

Rytmisk Center præsenterer

HUN SOLO
9. marts kl. 19.00 – 22.30
Krudttønden

// Gratis entré. Tilmeld dig gerne på facebook, så vi har styr på antal gæster //

Oplev Lydmor, Maggie Björklund, Julie Maria, Kirstine Stubbe Teglbjærg og Nana Jacobi.

Stærke toner, intimt nærvær, inspiration og eksklusive solo-koncerter fra fem markante og spændende musikere.

HUN SOLO er en koncertaften, som lader aktuelle kvindelige musikere træde frem i solo-setups og fortolke deres egen musik på helt nye måder.

Hver koncertoptræden varer ca. 25 minutter og er en unik mulighed for at opleve de fem kunstnere uden filter, helt direkte, og med det stærke nærvær som omdrejningspunkt.

Du får også chancen for at få et indblik i de musikalske processer og måske tage din egen inspiration med hjem, når aftenen slutter af med en artist talk, hvor forfatter og musikbibliotekar Anya Mathilde Poulsen lægger op til en samtale mellem aftenens kunstnere og med plads til publikums spørgsmål og synspunkter undervejs.

Kreativitet, arbejdsmetoder og inspiration vil være udgangspunktet for samtalen, som også – i aftenens tematiske skær – vil rumme en afsøgning af, om der er grund til at forholde sig til køn i forhold til musik, eller om vi har at gøre med så universel en udtryksform, at kategorier som maskulint og feminint ikke spiller nogen rolle.

Anya Mathilde Poulsen er musikbibliotekar og musikformidler ved Roskilde Bibliotekerne, tidligere journalist i DR og forfatter til bogen Feminint forstærket.

OM KUNSTNERNE

LYDMOR
25-årige Jenny Rossander er for alvor ved at få hul igennem til et større publikum, både herhjemme og internationalt. Som LYDMOR kombinerer hun sin drømmende stemme med en finurlig, elektronisk lyd, og hendes album ‘Y’ (2015) blev af Gaffa kåret til en af sidste års fem bedste danske plader. Som noget særligt har Lydmor turneret med sine såkaldte “trust tours”, hvor hun rejser rundt i verden solo og overnatter i sine fans’ hjem mellem koncerterne.

KIRSTINE STUBBE TEGLBJÆRG
Sammen med Blue Foundation har KIRSTINE STUBBE TEGLBJÆRG nydt international bevågenhed. På sin solodebut ‘Hamskifte’ (2013) trådte hun frem som fremragende dansksproget sangskriver. Hendes sange svæver i spændingsfeltet mellem skønhed og støj, og teksterne er dansk poesi af høj klasse. Kirstine har også komponeret musik til flere moderne teaterforestillinger.

NANA JACOBI
NANA JACOBIS melodiske popsange har lige dele råstyrke og lidenskab. Det strømmer ud af hendes seneste album ‘Expander’ (2015) og er utvivlsomt også grunden til, at singlerne herfra har været flittigt spillet i radioen. Hendes sang ‘Maybe In Another Life’ er desuden titelsang på filmen ‘Lev Stærkt’ og soundtrack til traileren for ‘1864’-filmen. Nana Jacobi har også markeret sig som nuanceret debattør omkring den lave andel af kvinder i musikbranchen.

MAGGIE BJÖRKLUND
Pedal-steel-guitar kendes især fra amerikansk country, men herhjemme har vi en stjerne på instrumentet i MAGGIE BJÖRKLUND. I 2015 modtog hun kritikerprisen Steppeulven som årets musiker, og hendes soloplader ‘Coming Home’ (2011) og ‘Shaken’ (2014) er lyden af vidtstrakte ørkenlandskaber. Hun har haft gæstevisit fra internationale navne som Mark Lanegan og John Parish (PJ Harvey) på sine albums, og hun er en del af Jack Whites (The White Stripes) kvindelige backingband.

JULIE MARIA
JULIE MARIA afsøger et landskab mellem elektroniske beats og det smukt intime på sine albums. Hun debuterede i 2004 med ‘Beautiful Minor’, hvilket ledte til en invitation til at gå i studiet med TV-2 og indsynge duetten ‘Et lykkeligt goodbye’ til ‘De første kærester på månen’. Julie Maria har haft flere radiohits, bl.a. ‘Beat’, og har skabt julestemning i mange danske stuer med titelsangen til julekalenderen ‘Pagten’. I tre år har hun holdt pause fra musikken, men nu er hun tilbage.