Hvad vil det digit@le egentlig kulturen?

09. oktober 2015

Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1203 København

Wonderticket – et brud med kulturel vanetænkning

Mads Hallas Bjerg og Anders Stigel vandt for nylig Kulturministeriets konkurrence om en ny digital ungekulturplatform. På Wonderticket.dk gælder det om at udvide horisonten og bryde med den kulturelle vanetænkning. Platformen blev lanceret på Kulturnatten, hvor Rytmisk Center inviterede til powerdebat og test af konceptet i Kulturministeriet.

Du ved ikke, hvad du får, men du kan være sikker på, at du bliver en oplevelse rigere. Sådan lyder det forlokkende og let forståelige pay off på kulturplatformen Wonderticket, skabt af softwareprogrammøren Anders Stigel og vennen Mads Hallas Bjerg, som har læst filosofi og arbejdet med digital markedsføring. Sammen har Stigel og Hallas Bjerg vundet Kulturministeriets konkurrence om en ny digital kulturplatform målrettet unge mellem 15-25 år. I en digital verden, hvor individualiseret kommunikation og behavioral marketing giver udbydere mulighed for at skræddersy alverdens kulturtilbud, bliver vi som kulturbrugere ofte foranlediget til at træffe de samme velkendte valg, og det er denne kulturelle vanetænkning, som Wonderticket ønsker at udfordre.

”Vi får hele tiden mere af det vi liker, kender til og har prøvet før. Det intelligente samfund strømliner os. Der er uendeligt mange kulturtilbud, men eventyrene forsvinder i målrettede annoncer og forudsigelige anbefalinger fra dem vi spejler os i. Hvis alt vi gør, kommer fra de artikler vi læser, de venner vi lytter til og de kendte vi følger, så bliver vi sjældent virkelig overraskede. ”, fortæller Stigel og Hallas Bjerg.

Man ved ikke, hvad man får, indtil man har fået det

På lanceringsaftenen er de to entreprenører inviteret til debat i Kulturministeriet arrangeret af Rytmisk Center. Her har de fremmødte i et tætpakket departementslokale på Nybrogade mulighed for både at blive klogere på konceptet og teste dets muligheder af on location.

”Vi vil give folk overraskende oplevelser til nedsat pris. Man ved ikke, hvad man får, indtil man har fået det”, forklarer Anders Stigel, mens han demonstrerer platformen, der først endeligt er blevet flyvefærdig samme aften. Wonder refererer dels til det overraskende i oplevelsen, men wonder betyder også et vidunder eller det at forundres over noget, og ingen af tingene er naturligvis tilfældige”, supplerer Hallas Bjerg.

I sagens natur kan folkene bag Wonderticket ikke afsløre konkrete detaljer omkring specifikke arrangementer, men Hallas Bjerg forsikrer, at det ikke bare drejer sig om at sende flere folk i Det Kongelige Teater til en billigere pris. I al sin enkelthed går Wonderticket tværtimod ud på at få unge til at springe ud i en oplevelse, som ikke på forhånd er fast defineret. Man ved måske, at der er tale om en koncert, men ikke hvilken én eller at oplevelsen har med scenekunst at gøre, men ikke om det er improvisationsteater eller ballet. På platformen bliver de potentielle kulturbrugere og købere præsenteret for nogle ikke-afslørende hints til, hvad man kan forvente sig. Man vil også kunne se, hvor i byen oplevelsen finder sted og tidspunktet for oplevelsens start, tilbudspris, og hvor meget man sparer. Det er dog først, når oplevelsen og billetterne rent faktisk er bestilt, at navnet på arrangøren, kunstneren, og de specifikke detaljer omkring arrangementet bliver afsløret. Det drejer sig om at få udvidet sin kulturelle horisont med billetter til kulturelle oplevelser, som man ikke har prøvet før, aldrig har turdet springe ud i, eller bare ikke vidste fandtes.

Erfaren reklamemand: Stort potentiale i Wonderticket

Til debatten i Kulturministeriet, der styres af kulturentreprenør og projektleder Anne Boukris, er også inviteret Christian Have, indehaver og kreativ direktør i Have Kommunikation, hvis portefølje i stor stil består af teatre, udstillingssteder og andre kulturbærende institutioner. Og Christian Have ser et stort potentiale i Wonderticket.
”Jeg tror faktisk på det her projekt. Det er så enkelt og så godt, at man tænker, ”hvorfor er det ikke gjort før?”

Den kreative direktør ser det umiddelbart som en fordel, at drengene bag Wonderticket ikke er en del af den etablerede kulturbranche, men tilføjer han: ”Selvom jeg synes det er godt, at I tager udgangspunkt I, hvad I selv synes er fedt, så vil jeg samtidig råde jer til at alliere jer med mere erfarne samarbejdspartnere i form af medier eller andet – samarbejdspartnere som måske har en forståelse for, hvilke arrangementer der kan siges at være noget særligt for målgruppen”.

Hvor flere af debattens publikummer ærgrer sig over Wondertickets snævre målgruppe, der begrænser sig til de 15-25-årige, finder Christian Have afgrænsningen fornuftig. Stigel og Hallas Bjerg henviser da også til, at det var en del af konkurrencens bundne opgave, men at man i øvrigt ikke har tænkt sig at afvise nogen kulturbrugere døren.

Med prisen som den bedste idé til en Ungkulturplatform følger i øvrigt et beløb på 360.000 kr., penge som skal bruges til at drive projektet for frem til slutningen af 2016. Stigel og Hallas Bjerg er dog opsat på så vidt muligt at drive Wonderticket videre som privat virksomhed herefter.

Konceptet demonstreret i praksis

Det bliver ikke ved snakken på Kulturnatten, for i Wondertickets ånd, får de fremmødte efter debatten lov til at få en overraskende kulturoplevelse af gå hjem på. I de omdelte goodiebags ligger foruden diverse kulturpræmier også henholdsvis en rød og en grøn seddel.

Publikummerne med de grønne sedler får lov til at lære korsang i stueetagen, mens de røde sedler på første sal indvies og undervises i stomp – den særprægede rytmiske disciplin som er en kombination af musik og dans og som bl.a. kendes fra succesfænomenet Blue Man Group.

At dømme på Poul Henningsens blafrende koglelamper under Kulturministeriets loft, bliver deltagerne rystet godt sammen. Det er muligvis ikke en oplevelse, man normalt ville have indløst billet til, men alle er efterfølgende enige om, at man nødigt ville have været den foruden.

Konceptets pointe er gjort klar.

Besøg Wonderticket