Multikulturens glemte stemmer

15. november 2012

Global

Lad de tavse indvandrerstemmer blive hørt

Danskernes skyld, institutionernes skyld eller religionernes skyld? Der var både drag over nakken og forslag til forbedringer, da Rytmisk Center og foreningen Tavse Stemmer inviterede til debat. Hvorfor lever de kvindelige indvandrere et liv i anonymitet og hvorfor kommer de ikke ud over rampen med deres musik, lød spørgsmålene bl.a.

Kvinder af anden etnisk baggrund har svært ved at komme til orde. I stedet for at berige det danske kulturliv, må de ofte se sig henvist til at synge og udøve deres kunst langt væk fra rampelyset. Men hvad er det egentlig, der forhindrer indvandrerkvinderne i at deltage på lige fod med danske medsøstre – eller mænd for den sags skyld?

Omkring et halvt hundrede mennesker var 15. november mødt op på Global for at følge en spændende og til tider følelsesladet debat, der blev ledet af Ralf Christensen, som til daglig er musikredaktør på Dagbladet Information.
I panelet sad den tyrkisk-kurdiske musiker, sanger og komponist Mizgin, den danskfødte imam og debattør Abdul Waheed Petersen, der har en mindre kendt fortid som rockmusiker, Annemette Kirkegård, der er lektor, Ph.d. ved musikvidenskab på Københavns universitet samt journalist Ole Reitov, programchef på Freemuse – en organisation der med base i København har fokus på censur og kunstnerisk ytringsfrihed over hele verden.

At starte forfra
Det var dog en af initiativtagerne til debatten, Annette Bellaoui, der åbnede ballet. Annette Bellaoui var i 2008 med til at stifte foreningen Missing Voices / Tavse stemmer, der i dag tæller 45 forskellige kvindelige kunstnere fra syv lande. Det er foreningens erklærede mål at give kvinder med indvandrerbaggrund mulighed for at udøve deres kunst og blive hørt af den brede offentlighed, og med turneer og forskellige produktioner både bag og foran sig, er det indtil videre lykkedes godt.

Et af medlemmerne er netop Mizgin, der kom til Danmark for 11 år siden og på sin egen krop har mærket, hvor svært det kan være at skulle etablere sig som kvindelig kunster med indvandrerbaggrund:

”I begyndelsen var det meget svært. Jeg var 24 år, da jeg kom til Danmark og skulle starte forfra med sprog, opholdstilladelse og en række andre praktiske ting. Hvem skulle jeg spille med, hvordan kunne jeg komme i gang? I mit hjemland var jeg et kendt navn, men her skulle jeg starte helt forfra.”

En blanding af held og vedholdende førte dog Mizgin sammen med ligesindede musikere, men der mangler efter Mizgins mening nogle flere foreninger, som folk med samme baggrund som hun selv, kan slutte sig til.

Et kulturelt problem snarere end et religiøst
Mizgin er opvokset i et mandsdomineret samfund, men er altid blevet støttet af sin far til at dyrke sit talent. Dette er langt fra tilfældet for alle kvinder med indvandrerbaggrund. Udover de helt indlysende udfordringer der er forbundet med at skulle begynde forfra i et helt andet land, må indvandrerkvinder ind imellem også kæmpe mod forestillinger og fordomme blandt sine nærmeste. ”Man er begrænset af mange regler og uskrevne regler”, mente Mizgin.

Opfattelsen blev understøttet af Annette Bellaoui, der under sit arbejde i Missing Voices er kommet tæt på indvandrerkvinder – og piger med vidt forskellig baggrund:

”Nogle forældre støtter meget, men andre familier slår omvendt hånden af deres døtre, fordi de vil spille musik. For mange er det ikke nogen velset karriere, og det er især de dårligst uddannede der for alt i verden ikke ønsker, at deres datter skal være musiker. De er måske bange for at der skal blive talt dårligt om deres datter, fordi det der med at stå på en scene kan associeres med dårlig moral og løsagtighed. I deres øjne er det måske kun lidt bedre end prostitution.”

Annemette Kirkegård supplerede med en iagttagelse, der viser forskellen mellem etnisk danske piger og danske piger med indvandrerbaggrund:
”Mange danske piger kan godt lide at synge og være i forgrunden, men nogle steder i verden betragtes kvinden som noget faretruende og får ikke lov til at synge eller på anden måde optræde i det offentlige rum.”

Modstanden mod at piger optræder med deres kunst, skal dog ikke først og fremmest forklares religiøst men kulturelt, mente flere af debattørerne.
”Der er ikke som sådan noget forbud mod musik i islam. Der er måske nogle tolkninger af koranen, som bevirker, at nogle mener det er forbudt, men reelt er der intet til hinder for, at man som muslim kan udøve sin musik – og det uanset om man er mand eller kvinde. I nogle kulturer kan der til gengæld være et problem ved at kvinder stiller sig frem og optræder – sådan som man f.eks. har set det i Afghanistan under indflydelse af taliban de senere år”, for klarede Abdul Waheed Petersen og fortsatte:

”Der er dog en tendens til, at man i den muslimske verden gerne vil have den kvindelige stemme dæmpet, og koranrecitation er af samme grund også mest udbredt blandt mænd. Ikke desto mindre er der jo en enorm popkultur i mange muslimske lande og mange kvindelige celebriteter, der dyrkes som store idoler.”

Uddannelsesinstitutionerne har et ansvar
Også Ole Reitov forklarede nogle af barriererne som kulturelt betingede. Og i virkeligheden gentager historien sig, reflekterede han:
”I den europæiske middelklassekultur i 1800-tallet f.eks. kunne folk generelt godt lide, at pigerne spillede klaver – men for guds skyld ikke på en scene og for offentligheden. Der har historisk været mange former for forbud mod musik pga. religion eller kulturelle normer – fra 1800-tallets Sverige hvor man brændte spillemændenes instrumenter til kvækerne i USA og til pinsebevægelsen eller Salafistbevægelsen i Mali – og det er altid kvinderne der først rammes af restriktionerne. De forskellige verdensreligioner har i øvrigt lånt flittigt fra hinanden, når det gælder modstand mod musik, og der går en rød tråd helt tilbage til Platon, som også var skeptisk.”

Hvis kvinder med indvandrerbaggrund – muslimer eller ej – på sigt skal få lov til frit at dyrke deres musik, skal man imidlertid også have uddannelsesinstitutionerne med. En del af problemet for kvindelige kunstnere med udenlandsk baggrund ligger nemlig også i, at danskernes uvidenhed gør det svært at finde et publikum, påpegede Ole Reitov:

”Der findes næsten ingen viden om andre kulturers musik – det spilles ikke længere i radioen og man undervises ikke i det i skolen.”
Denne holdning fandt opbakning hos Annemette Kirkegård, der slog et slag for, at man begynder den positive prægning så tidligt som muligt:
”Musikundervisning er desværre skåret meget ned i skolen. Musik skal fylde meget mere i folkeskolen, og man skal i det hele taget tænke mere i uddannelse. Det kan af mange forskellige årsager være svært at aktivere kvinder i musiklivet, og der er ekstremt mange stereotyper om, hvordan henholdsvis mænds og kvinders roller er inden for musikken. Det spiller også – og spiller måske ind som en forhindring for mange af de kvindelige sangere og musikere med udenlandsk baggrund.”

Vi skal have flere forbilleder
Ole Reitov harcelerede i denne forbindelse også mod dansk provinsialisme, og fremhævede at man på den anden side af Øresund var langt bedre til skabe og dyrke forbilleder med en anden etnisk baggrund, end man er det i Danmark.

”I Danmark er man desværre ekstremt optaget af, hvor folk kommer fra”, beklagede Ole Reitov.
Enkelte succeshistorier blev dog fremhævet i den forbindelse. Foruden Mizgin der allerede har fundet et publikum i Danmark, nævntes den dansk-palæstinensiske percussionist Simona Abdallah, der bl.a. har optrådt med Sort Sol, Aura og snart gør det med ærkedanske Lars Lilholt.
Ole Reitov fremhævede også nødvendigheden af, at flere omvendt turde bryde ud og træde frem i rampelyset som mønsterbrydere.

De mulige løsninger
Og så var der ellers taget fat på de mulige løsninger. For hvordan kommer indvandrerkvinderne videre med livet og med deres kunst.
Et skridt var allerede taget med et arrangement som dette, mente Annemette Kirkegård. For en stor del af løsningen består i at sætte fokus på et ellers dunkelt belyst problem.

”Annette Bellaouis og Rytmisk Centers initiativ her er rigtig godt, for når man taler om tingene, er man med til at ændre dem.”
Abdul Waheed Petersen appellerede til større åbenhed og gensidig forståelse over hele linjen og på alle niveauer i samfundet.

”Folk vil meget gerne kontrollere hinanden. Det er måske normalt at ville kontrollere hinanden inden for familien, men der er en tendens i samfundet til, at vi vil være hinandens politibetjente. Man er måske ikke enig i hinandens valg, men man bør acceptere dem, for som menneske har man ret til at træffe sine egne valg.”

Til at runde aftenens debat af kom musiker, producer og forfatter Henrik Marstal på scenen. For ham mindede debatten om Kunstmuseet Louisianas nyligt afholdte udstilling om avantgardens oversete kvinder – og om Politikens kunstanmelder Trine Ross, der med en retorisk afrunding på sin anmeldelse spurgte: ”Hvad mere går vi glip af?”

Musik bør være et kønsneutralt område, hvor man hverken blevet favoriseret, chikaneret eller udstødt, fordi man er enten mand eller kvinde – eller på grund af det man udøver.
”Vi skal måske i virkeligheden prøve at lade være med at kategorisere tingene for meget”, appellerede Henrik Marstal og fremhævede gruppen Outlandish.

”Et band der er lyttet til af mange, fordi det ganske enkelt er god musik.”

Det samme kan man sige om en række andre divaer fra bl.a. den arabiske verden, herunder den egyptiske Umm Kulthum. Næsten 40 år efter sin død, betragtes hun fortsat som en af de største stemmer inden for den arabiske verdens musik. Ikke fordi hun var kvinde, men fordi hun var enestående. Med tiden bliver vi måske modne til at gøre op med den eurocentriske tankegang, der spiller ind som en ubalance, for folk der kommer hertil som kunstnere og musikere. Også de østrogene af slagsen.