Hvad er kunst – provokation, æstetik eller begge dele?

13. marts 2011

Teater V

Der blev blæst fornyet liv i en gammel debat, da Rytmisk Center og Teater V inviterede fem paneldeltagere og et engageret, 100 mand stort publikum til at svare på, hvad kunstens vigtigste funktion er – skal den provokere eller være æstetisk? Udgangspunktet var Jakob Weiss’ teaterstykke om Kristian von Hornsleth, der er god til at stjæle overskrifter men ikke er accepteret af kunstkritikerne. Er manden kunstner eller bare provokatør. Og hvor går grænsen?

Kristian von Hornsleth kom for alvor i mediernes søgelys, da han i 2006 søsatte sit landsby-projekt i Uganda. Projektet gik ud på at få en hel landsby til at tage Hornsleths efternavn til gengæld for en gris. I 2008 gjorde Hornsleth sig igen bemærket, da han solgte aktier til våbenindustrien for at investere afkastet i humanitære projekter. Hornsleths seneste projekt har navnet Deep Storage og kredser om tanken om det evige liv. Ideen er at samle blodprøver og hår fra 5000 mennesker rundt om i verden og gemme dem i en stor Hornsleth-skulptur, der sænkes ned i Marianergraven på bunden af Stillehavet.

De fleste kunstkritikere vender tomlen nedad for Hornsleths projekter, og kunstneren har endnu til gode at blive udstillet på et anerkendt, dansk udstillingssted. Til gengæld er han god til at skabe debat og forargelse og til at samle risikovillige investorer, der vil smide penge efter de ofte ret bekostelige projekter. Og det er Hornsleth – der underskriver sine værker Horn$leth – da også helt bevidst om:

”Jeg overbeviser ikke kunsteksperter men forretningsfolk. Mine projekter er meget instinktive. Det er som at læse en avis og reagere på det. Det er et kald og derefter en forretningsmodel og en livsstil. Jeg vil gerne have, at folk vågner op. For mig er det jeg laver kunst, fordi jeg laver det som kunst, men det er også entertainment.”

Til at give kunstneren med og modspil havde Rytmisk Center og Teater V inviteret dramatikeren Jakob Weis og tre andre folk fra den etablerede kunstverden med til debat i Spinderiet i Valby, hvor dramatikerens stykke Udslet Hornsleth netop nu spiller. Stykket udstiller personen Hornsleth – men i endnu højere grad udstiller den de meget voldsomme og fjendtlige reaktioner som Hornsleths værker har afstedkommet i den danske befolkning, forklarede instruktøren Jakob Weis.

Foruden Hornsleth og Jakob Weiss bestod debatpanelet af Michael Thouber der foruden at være Hornsleths personlige ven også er ekspert i branding af kultur. Af Trine Ross, Magister i Kunsthistorie og kunstanmelder- og skribent på bl.a. Politiken. Og af Mette Sandbye, der er lektor og kunstkritiker samt medlem af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg gennem de seneste fire år.

Enighed om bredt kunstbegreb
Debatten kunne have været en lejlighed til at få bragt provoen Hornsleth på kunstkritikernes skafot, men det stod hurtigt klart, at ingen af deltagerne var synderligt interesseret i at indtage den strenge smagsdommers standpunkt. Heller ikke selvom debattens moderator, tidligere vært på DR Deadline Lene Johansen gjorde sit til at få sat tingene og meningerne på spidsen. De to kvindelige kunstkritikere gjorde i stedet en del ud af at gøre sig til repræsentanter for et meget bredt kunstbegreb.
”Jeg opererer med et meget bredt kunstbegreb. Når nogen siger, at noget er kunst, så er det kunst, men så kan man bagefter diskutere om det er god eller dårlig kunst. For mig kan kunst både være ren æstetisk nydelse eller noget konceptuelt stimulerende med ideer, der sætter tanker i gang. Hornsleth både maler og laver interventionsværker, hvor kunstneren griber ind i verden på forskellig vis. Jeg er ikke begejstret for malerierne, men jeg kan godt lide interventionsdelen, fordi der pirkes til nogle spændende ting”, forklarede Trine Ross.

Og Mette Sandbye, der var på bølgelængde med sin kollega, ville også nødigt diktere, hvad der er kunst og hvad der ikke er:

”Det er en ufrugtbar diskussion at tale om, hvorvidt hundelort på dåse er kunst eller ej. Mit kald er imidlertid at formidle kunst, og jeg synes man bør acceptere, at nogen har en uddannelse og har set rigtig meget kunst og kender meget til kunst og derfor er i stand til at vurdere, hvad der er
god og mindre god kunst. Men kunst i dag er mange ting. Kunst i dag er ikke at stå alene på et værelse og arbejde, det er også networking og evnen til at skaffe midler til gigantiske projekter, sådan som f.eks. Hornsleth gør. Det anerkender jeg.”

Jakob Weis, der står bag stykket om Hornsleth viste sig lidt overraskende at være panelets varmeste fortaler for den kontroversielle kunstner. Og Weis ville gerne give et bud på, hvorfor han mener at Hornsleth er en stor kunstner:

”Jeg synes helt sikkert Hornsleths værker er kunst. Det er tanken bag hans værker, som er kunst.
Jeg synes det er vedkommende og heftigt og det slår et slag hos mig, når jeg ser det, og derfor er det kunst for mig. Det at det bevæger mig, gør det til kunst.”

Kunstneren vigtigere end værket
Michael Thouber, der er ekspert i branding og ven af Hornsleth, roste Jakob Weis’ Hornsleth-forestilling og kom med sit bud på en lille håndfuld kunstværker, som har gjort et stort og uafrysteligt indtryk for ham. Fælles for disse kunstværker er, at han ikke selv har oplevet dem og at det konceptuelle er det bærende og betydningsbærende element. Det er kunst, når det er lavet af kunstnere, hævdede Thouber og forklarede, hvorfor Hornsleths projekter efter hans mening er kunst:

”Hvor mange kender Rembrandt – alle – men hvor mange kender flere end fire af hans
værker? Det er den leg Hornsleth leger, når han brander sig selv. Kunstneren bliver vigtigere end selve værket. Hornsleths samlede værker er interessant – hver enkelt værk for sig er det måske ikke. Kunsten bedømmes af en lukket klub, der mødes til de samme udstillinger og de samme møder, og derfor kan der nemt dannes en eller anden form for konsensus om, hvad der er god kunst og hvad der ikke er. Efter min mening er Hornsleths Uganda-projekt et af de vigtigste værker i nyere danske kunst og der er ubegribeligt for mig, at der ikke er noget stort dansk museum, der har villet udstille det. I Danmark er 375 kunstnere pa livsvarig støtte, men man hører ikke om dem. Til gengæld hører man en hel masse om Hornsleth.”

Hornsleth selv lagde ikke skjul på, at selvpromoveringen spillede en væsentlig rolle i hans samlede projekt som kunstner:

”Jeg har altid syntes, at det er en interessant diskussion om personen eller kunstneren er mere spændende end værkerne, og jeg har valgt at sige: Hvad man ikke har i talent, har man i markedsforing.”

Flere af paneldeltagerne var enige om, at Hornslets mission måske i virkeligheden ville vise sig forfejlet, hvis han en dag blev accepteret og inviteret indenfor i den etablerede og anerkendte kunstverden, og det er heller ikke Kristian von Hornsleths egen ambition:

”Jeg bruger medierne som galleri”, forsikrede han.

En fornem blåstempling er det under alle omstændigheder at få skrevet et stykke ny dramatik omkring sin person. Det er vand på Hornslets Branding-mølle.

Udslet Hornsleth kan opleves til og med 27. marts 2011.