eQ Saturday med Emily Holm Nyhuus

Denne måneds emne: “Queer” som kreativt redskab
Hvad betyder “queer” og hvordan kommer det til udtryk i musik? Gennem tiden har det betydet skæv, underlig, mærkelig, afvigende. Det er et ord der kan have en negativ ladning, men det kan også være et positivt ord fuld af power, mod, fællesskab og styrke, samt en agenda om at udfordre status quo. Til denne workshop skal vi vende ting på hovedet og udfordre måder vi tænker på. Vi skal udfordre normer for hvad der er muligt og bruge “queer” aktivt som redskab i vores komposition. Vi skal lytte til queer musik, læse queer tekster og vi skal skrive tekster og sange, som vi finder frem til, ved at dykke ned i “queerheden” i os selv. Hvem ved hvad vi finder i dybet. Workshoppen er for alle, uanset om du identificerer dig med ordet “queer” eller ej. 

Det store billede og den røde tråd.
Hvordan kan man komponere og tænke i værker og større sammenhænge? Til denne talk vil Emily fortælle om sin tilgang til sangskrivning ud fra et princip, hvor det større værk er vigtigere end de enkelte spor. Hvordan hun arbejder med flow, overgange mellem numre, omkvæd, der spænder over hele værket og ikke er begrænset til enkelte sange f.eks. Hvordan det skaber en større konceptuel sammenhæng, og hvordan hun tit har flere plader i gang samtidig, så der er flere koncepter at skifte imellem. Til sidst vil der blive præsenteret øvelser og værktøjer, til hvordan du selv kan udtænke et koncept, med denne metode, som du kan anvende i dine egne projekter. 

Emily Holm Nyhuus, der er kvinden bag navnet Reveal Party, skriver sange om at eksistere i et kaos af komplicerede følelser, og hvordan man kan være nødt til at kappe enhver forbindelse til dem, når de bliver for svære. »Cut your feelings, like me«, er hendes stille råd på åbningsnummeret til debut-ep’en, ‘You Stole a Year of My Life’, der i 2020 etablerede Reveal Party som et af de stærkeste nye bands på den danske musikscene og høstede roser af både danske og internationale medier.

Reveal Party fortæller historier om kærlighed og sit liv som transkvinde med en tongue-in-cheek, spiddende sarkasme. Inspirationskilderne er både smertelig midwest emo og opløftende popsange, og derfor klinger Reveal Party’s musik både af melankoli og håb. Fælles for sangene er de skarpe, rå tekster, Emily’s bløde, men stålsatte stemme og et hav af distortede guitarer. 

Reveal Party har fået airplay på P6 Beat og P3 og givet store interviews til DR Kultur, Go’ Morgen Danmark, Kulturen på P1, Femina og Soundvenue. I sommeren 2021 spillede Reveal Party desuden til Roskilde Summerdays og samme år modtog hun musikprisen ved Danish Rainbow Awards 2021. I 2022 udgiver hun en EP-trilogi med den samlede titel ‘You’re My Favorite Person’.

 

Eventet er gratis, men tilmelding er nødvendig. HER

 

Dagens program
12-14: Workshop (Bemærk: Kun for kvinder, transpersoner og ikke-binære)
14-16: Talk med nyt emne og gæstetaler hver gang (for alle køn)
16-18: Networking og fri snak med fri bar (for alle køn)

Lydstudierne åbner igen efter oplægget, hvis nogle vil arbejde videre efter workshoppen, holde lyttesessions eller andet.

Workshop for kvinder, transpersoner og ikke-binære

To timers workshops for kvinder, transpersoner og ikke-binære umiddelbart før dagens talk.

 

STED:
Rytmisk Center
Vesterbrogade 107 E, 2. sal
1620 København V

 

Om eQ konceptet
Vi ønsker bidrage til at skabe et stærkere fællesskab og større vidensdeling i musikbranchen for kvinder, transpersoner og ikke-binære, samt udbrede kendskab til de mange spændende, dygtige og inspirerende kunstnere af disse køn, der findes i Danmark. eQ Saturdays fokuserer på musikproduktion, elektronisk musik og kreativ proces indenfor dette. Dette er stedet hvor folk indenfor musikproduktion af alle genrer kan blive inspireret og måske møde nye samarbejdspartnere. Vi ønsker også at skabe et trygt rum for kvinder og kønsminoriteter at arbejde sammen med om musik. Derfor starter dagen med en workshop for denne gruppe før der åbnes op for alle musikere og interesserede. eQ Saturdays foregår på Rytmisk Center en lørdag eftermiddag om måneden og er støttet af Tuborgfondet.


Hvem står bag?
eQ Fridays er et samarbejde mellem Beats By Girlz Denmark, Rytmisk Center og Autor og er støttet af Tuborgfondet.

 

Foto: Christy Dokbua