Om os
Rytmisk Center er en kultur- og undervisningsinstitution der tilbyder undervisning i musik, bevægelse og andre kulturaktiviteter til voksne, unge og børn i København.
Med base i egne lokaler på Vesterbro tilbyder vi over 600 forskellige kursustilbud pr. år, hvor i omegnen af 5000 mennesker vælger at gå til alt fra babyrytmik, over seniorkor til tilbud for ambitiøse vækstlagsmusikere.
Den store interesse skyldes, at vi tilbyder undervisning på højt kunstnerisk og pædagogisk niveau, hvilket vi arbejder hårdt på at udvikle i takt med en musikkultur, som er i konstant forandring.
Rytmisk Center spiller en vigtig rolle i folkeoplysningen i dagens deltagende kulturliv i København. Alle centrets tilbud til både børn, unge og voksne skaber stor værdi for individet, gennem den glæde det giver at lære at spille et instrument, synge sammen i kor eller spille sammen på et sammenspilshold, samt skabe sin egen musik på et af centrets produktions-, studie-, eller sangskrivningshold. Samtidig ligger der et stort dannelses- og demokrati-potentiale i disse aktiviteter.
Rytmisk Center tilbyder også intensive kursusforløb, som er forberedende på en karriere i musikbranchen eller for optag på en af de videregående undervisningstilbud, med henblik på at blive udøvende musiker, sanger, sangskriver, komponist, producer eller lydtekniker.