Tekster fra Forfatterværkstedet

Her på siden kan du læse historier, som vi producerer på Forfatterværkstedet.

God fornøjelse!

Ulykken på museet

Af: Hera

Victoria så det på krigsmuseets loft. Store, fede rotter pilede hen til en bunke. En bunke af sidste måneds praktikanter. Deres hjerneskaller var flækket i to. Hjernemassen væltede ud på gulvet, hvor rotterne spiste af den. Man kunne mærke lugten svitse sine næsehår. Deres hår var helt klistret af deres eget blod.

Hun kunne høre Holger brække sig bag hende og Kamma mumle “ad”, men hun forstod ikke hvem der kunne gøre sådan noget.

Vi hørte en lyd bag os, og da vi vendte os om, stod han der i mørket. Det var Lasse. Det var meningen, han skulle vise os rundt på loftet. Men han stod med et sværd fra 30-årskrigen. Hans øjne var hvide. Hans stemme var unaturlig dyb, da han sagde: ”Krigen er slem, lad det gode skinne.”

Så svingede han sværdet. Han svang det ned mod Felix’ hoved. Han begyndte at skrige i vilden sky, men han stod bare der og så sværdet komme imod sig. Da det ramte, skar det igennem ham som smør. Blodet sprøjtede ud, så det ramte os alle. Vi var stive af skræk, da hans krop faldt sammen.

“Løb!” råbte Christopher.

Det var ved hans skrig, at vi begyndte at løbe.

Arthur løb ned til forhallen, hvor han kikkede sig omkring. Der var plastik, hvor den nye udstilling om Syrienskrigen var ved at tage form. Der valgte han at gemme sig i en tom papkasse.

Christopher løb ned på førstesalen, hvor der var en rustning, Christian den 4. havde haft på. Der gemte han sig.

Kamma løb ind i et af de mange skabe på loftet nær Felix lig.

Victoria løb ned af trappen til første sal. Hun kikkede sig omkring og så en masse puder. Hun gemte sig blandt dem.

Holger løb ned til forhallen. Han kunne høre skridt bag sig, men da han vendte sig om, så han ikke nogen. For enden af forhallen så han en lille kanon. Den var lige stor nok til, at han kunne gemme sig. Han satte venstre fod op på kanten. Så den fik han et skub. Da han kikkede op, så han receptionisten med hvide øjne. Hun sagde med en meget lys stemme: “Med krigens gru skal lyset komme.”

Så tog hun en af de kanonkugler. der lå ved siden af. Den løftede hun over kanten. Hun skubbede den ned til Holger. Den 90 kg tunge kanonkugle ramte Holger. Hans lunger fyldtes med en sidste vejrtrækning, før kuglen ramte. Hans sønderknuste skrig kunne høres helt henne ved Arthur. Holgers indvolde splattede ud af kanonen.

Tunge skridt kom ind i udstillingen. En hviskende stemme kom tættere på. “Hvor er du henne? Jeg vil finde dig og dræbe dig. Kom ud nu, så vil det til at gå hurtigt.”

Artur sad helt stille. Han kunne høre kuratoren komme tættere på.

“Nåhr, det skal være på den måde,” sagde kuratoren.

Han tog et maskingevær, rettede det imod en papkasse og skød. 10 skud blev til 20, 20 blev til 50, snart havde han affyret 100 skud. Da han stoppede, var den papkasse Artur gemte sig i, blevet til en si. Blodet fossede ud af den. Man kunne kun høre små gurglelyde fra den.

“Offeret er godt til krigen.” Hans hvide øjne blev afspejlet i Arthurs blod. Da han gik, efterlod han blodspor i størrelse 44.

Der var blevet stille på krigsmuseet loft. Kamma åbnede skabsdøren langsomt. Hun kunne ikke se nogen. Da hun gik ud af skabet, stødte hun ind i Felix’ lig. Nogen havde rykket ham. Hans mave vendte på vrangen. Hun sprang over Felix og løb hen til trappen og kastede op. Da der ikke var mere tilbage i hendes mave, mærkede hun hårene på nakken rejse sig.

Luft ramte hendes øre. Med en mørk stemme blev der sagt: ”BOOO!”

Hun sprang op i luften. Så fik hun et skub, så hun faldt ned af trappen. Hun landede på trappen med brystkassen først, så hendes ribben blev splintrede. Hendes hjerte og lunger var ude af brystkassen. Da rundviseren vendte hende om med foden, pumpede hendes hjerte stadigvæk. Med en sidste vejrtrækning sagde hun: “Hvorfor?”

“Endnu et offer til krigen, endnu en barnesjæl.”

Det sidste, Kamma så, var rundviserens hvide øjne. Han smilede til hende.

Han gik videre hen på første sal. Da han kom forbi Cristian den 4.s rustning, stoppede han op. Lidt efter gik han videre. Han lukkede døren for enden af salen. Der gik 10 minutter. Det føles som timer. Så kom hun ud. Hun var museumsinspektøren. Med en kontrolleret stemme råbte hun: “Vi ved, hvor du er, og nu kommer jeg, og jeg ville lægge min hånd om din hals, og der ville den blive, indtil du er død.”

Så løb hun så hurtigt, hun kunne. Lige pludselig stopped hun op. Vende hovedet for at kikke på rustningen, stak sin hånd ind og trak Christophers hoved ud. Hans læber blev helt blå, og med et slap hun ham.

“Endnu et offer, endnu et liv til krigen.” Hun vendte sig om og gik.

Victorias hoved stak ud over puderne. Hun hørte tunge skrig på trappen, men hun var ikke bange. Hun blev siddende, da kuratoren kom op ad trappen med de blodige sko. Så spurgte hun med en iskold stemme: “Hvad vil I have fra mig?”

Kuratoren kikkede forundret på hende. Med en hviskende stemme sagde han: ”Din sjæl.”

Gåsehuden krøb op ad hendes nakke.

“Hvorfor?” spurgte hun.

“Fordi at krigen har været voldsom, og den har brug for noget lykke”

“Hvilken krig”

“Den krig… første verdenskrig,” sagde kuratoren

Rundviseren kom ind ad døren med museumsinspektøren. Op ad trappen kom receptionisten.

“Hvad laver I?”

“Dræber dig,” sagde receptionisten.

“Kan I ikke få min sjæl nu, når det er den, som I vil have fat i ?”

“Jo,” sagde de.

De kom tættere og tættere på, og med et skrig faldt hun sammen.

Da Månen forsvandt

Af: Alma

Dampen fra den store gryde var næsten ubærlig. Den fyldte hele det lille rum og gjorde, at man nærmest heller ikke kunne se noget. Der var ingen vinduer, så den tykke damp og lugten fra gryden kunne ikke slippe ud. Noget hun ofte havde overvejet at ændre, da de tykke brygge hun lavede ofte ikke lugtede godt, hvis hun overhovedet lavede dem rigtigt.

Den grønne masse nede i gryden boblede, og lidt af den faldt udover kanten og ned i ildstedet, som begyndte at syde. Hun samlede sit tykke hår i en hestehale, hastede over til den gamle magibog, der lå på bordet og prøvede at læse instrukserne. Den gamle håndskrift var næsten umulig at læse.

Hun havde fundet den oppe på hendes bedstemors loft, da hun i begyndelsen af sommeren havde været ved at dø af kedsomhed. Der var næsten ingenting at lave på den gamle gård, og hendes bror ville kun læse dagen lang.

Hun havde ikke nævnt overfor nogen, hvad hun havde fundet, men havde i stedet gemt den gamle bog i en skuffe. Bortset fra når hun tog den frem for at læse i den i smug om natten.

En nat havde hun fundet en opskrift til en magisk drik, som gjorde hun kunne tale alle sprog. Den næste aften var hun derfor gået ned i det lille kammer under gården, som hun havde fundet i starten af sommeren i kedsomhed, men som hun blot havde slået hen, som et gammelt kælderrum.

Da hun gik der ned for anden gang, og kiggede bedre på det lille rum, opdagede hun at det havde alt hvad hun havde brug for, for at brygge eliksirer.

Flere uger senere var hun hernede hver nat og bryggede nye eliksirer og øvede sig.

Hun hentede lidt safran fra en gammel krukke på en af de utallige hylder fyldt med ingredienser, og kastede det ned i gryden, og ventede på den blev mørkeblå.

Første gang hun havde været hernede og prøvet at lave en eliksir, var det gået elendigt.

I stedet for at kunne snakke alle sprog havde hun haft hovedpine hele dagen, og ikke været i stand til at tale.

Men det havde bare gjort at hun var endnu mere nysgerrig efter at lave flere eliksirer og prøve igen.

Eliksiren begyndte at boble, og den blev en dyb mørkerød. Hun gik hen til bogen igen, for at dobbelttjekke om hun havde læst rigtigt.

Og stønnede og smækkede bogen i, da hun opdagede den var ødelagt. Det ville så ikke blive i aften at hun ville kunne snakke med dyr.

Oftest i ly af natten, kom hun til at ødelægge eliksirerne, og da de var meget sensitive, blev det ofte med fatale udfald.

Hun gik hen til eliksiren, og tog gryden af hængslerne, og bar den hen til vasken.  Der var ingenting den kunne bruges til nu, når hun ikke vidste hvad den gjorde. Men da hun hældte den ned i vasken, lå der en stor grå kugle i bunden. Hun satte gryden ned, og løftede kuglen op af gryden, og kiggede forundret på den.

”Så kom der måske alligevel noget ud af eliksiren,” sagde hun til sig selv, og bar den hen til det store arbejdsbord, og satte sig ned, for at undersøge hvad den grå kugle var i den gamle magiske bog.

Flere timer senere smækkede hun for anden gang den nat bogen i og skulede ondt til den grå kugle.

Der havde ikke stået noget om den i bogen.

Hun valgte at stoppe for natten, og i stedet lade mysteriet om kuglen vente til næste aften, hvor hun ville være bedre udhvilet.

Næste morgen vågnede hun stadig groggy fra aftenen før. Normalt plejede hun ikke at blive så længe oppe for at lave eliksirer.

Men hun blev nød til at stå op, ellers ville hendes bror undre sig over, hvor hun blev af.

Hun satte sig derfor op i sengen, og tog skeen fra under hendes hovedpude, og bandt den fast til hendes ben med noget snor og begav sig nedenunder.

Skeen var endnu en af hendes fejlslagne eliksirer, som skulle have gjort, at hun kunne hidkalde ting, som så ville komme til hende, uden hun behøvede at gøre noget. Da hun havde prøvet det med en ske nede i kammeret, var den fløjet hen til hende, og hun havde glad lagt den fra sig, og var gået op for at sove. Den nat, da hun lå i sin seng, var skeen dog fløjet op gennem hele huset, og havde lavet huller i loftet gennem hele huset, for at brase gennem gulvet på hendes værelse, og flyve direkte ind i hendes pande. Lige siden, havde den ikke forladt hendes side. Lige meget hvor meget hun prøvede.

Hun gik ind i køkkenet, hvor hendes bedstemor stod og lavede morgenmad, og hendes bror sad og læste ved spiseborderet. Hun satte sig selv ned ved spiseborderet og tændte for det lille fjernsyn i hjørnet. Straks som hun havde tændt, stormede det ud med nyheder fra tv’et. Hun skulle lige til at slukke for det igen, da hendes bror råbte ”VENT!” og stirrede forbløffet på tv’et. Hun kiggede forvirret på ham.

”Hvad sker der?” spurgte hun. Han kiggede bare endnu mere forvirret op fra tv’et, som om han ikke selv forstod, hvad det var han sagde.

”Månen er væk”.

Og i det sekund, gik det op for hende, hvad det var, som lå i kammeret under gården.

Efter morgenmaden, stormede hun ned i det lille kammer. Det her kunne ikke vente til om aftenen.

Hun skyndte sig hen til kuglen, og kiggede med nye øjne på den.

Selvfølgelig, hvordan havde hun ikke set det, den lignede månen på en prik.

”Åh nej, åh nej, det her er ikke godt, ikke godt” sagde hun til sig selv og begyndte at trave gennem dette lille rum.

”Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre?” klynkede hun ud i luften, hvis der nu var nogle gamle guder, som lyttede med og som kunne hjælpe hende.

Hun stoppede brat op i rummet, og sagde til sig selv ”Fokuser, Rude. Hvordan får vi månen tilbage?”

Med fornyet energi og mod gik hun over til den gamle magibog, og slog op på siden, hvor opskriften på eliksiren stod.

”Hvis jeg laver eliksiren baglæns, kan jeg måske gøre fortryllelsen om, og få den tilbage igen!” sagde hun til sig selv, da det gik op for hende.

Hun farrede rundt i det lille rum, og gjorde alle ingredienserne klar, og stillede gryden over blusset.

”Så begynder vi,” sagde hun til sig selv, imens hun lagde månen ned i gryden, og fik tændt op i kaminen, og til sidst flettede sit tykke hår, så der ville være ingen forstyrrelser.

Det havde været svært at lave opskriften som i går nat, men det var endnu sværere at lave den baglæns i dag, og selvom hun gjorde sit bedste, var det lige ved at gå galt flere gange.

Men da væsken blev grøn, som den havde startet ud med at være, åndede hun lettet op, og satte en krølle, som var faldet ud af fletningen om bag øret.

Bagefter tog hun den store gryde og hældte den grønne væske ud. I starten da hun ikke så månen med det samme, åndende hun lettet op. Men da hun fik tømt den endnu mere, så hun hvad der i stedet lå.

Hele månen var gået i stykker, og lå spredt på bunden af gryden. Hun satte bare gryden ned på gulvet, og faldt selv om ved siden af den.

”Hvad skulle hun nu gøre,” tænkte hun forpint, og holdt sit hoved i hænderne.

Lidt tid efter sad hun stadig på jorden, da den lille dør, der førte ned til kammeret, sprang åben, og lod solen skinne ned i kammeret, indtil en silhuet spærrede for den.

Hun løftede forskrækket hovedet fra sin hænder og stirrede i skræk på indgangen.

”Så det er her du gemmer dig. Ærligt talt, så har jeg også undret mig over, hvor det er du er forsvundet hen hver nat,” sagde hendes bror, imens han traskede ned i stentrappen, og lod døren smække bag sig.

”Hvad laver du hernede,” spurgte hun i skræk.

”Jeg er kommet for at sikre mig, at månen kommer tilbage i rummet, og sørge for at du ikke ødelægger flere ting.”

”Hvordan vidste du?…”

”Hvordan jeg vidste det var dig,” afbrød han hende.

”Jeg har vidst hele sommeren, hvad du har lavet. Jeg så dig læse i den der bog flere gange, som du fandt på loftet, og da du så begyndte at forsvinde hver nat herned, var det lidt svært ikke at bemærke det.

Da der så pludseligt fløj en ske gennem køkkenet en aften imens jeg læste, blev jeg for nysgerrig. Så jeg spurgte mormor, hvad de bøger på loftet indeholdt, og hun sagde, det var nogle gamle magiske tryllebøger, en gammel sælger engang havde givet til hendes egen bedstemor. Flere generationer efter hende havde så brugt dem til alt muligt hernede i det her kammer. Indtil bedstemor syntes det blev for farligt og valgte at pakke dem væk. Lige indtil du altså fandt dem.

Da månen så også forsvandt, vidste jeg at du må have gjort noget forkert. Specielt da du ligefrem stormede ud af køkkenet i morges efter morgenmaden, da du hørte nyhederne.”

”Jeg forstår ikke…” sagde hun helt forvirret.

”Hvorfor tænkte du også, at det ville være sikkert at begynde at lave alle mulige eliksirer fra en magibog, du aldrig havde hørt om før, og så ikke gang spørge mormor, hvad de var? Nu er månen væk, og det vil skabe seriøse problemer for hele vores økosystem, og ødelægge sindssygt mange ting!” råbte han vredt.

”Jeg tænkte det ikke igennem okay! Jeg vidste jo ikke, at jeg ville skrumpe månen! Kan vi ikke bare droppe hele udspørgningen, og kommer videre til problemet?”

”Fint” svarede han.

”Har du fået månen op igen?” Spurgte han.

”Ikke helt” svarede hun og tippede gryden, så han kunne se indholdet.

”Har du ødelagt den!” råbte han, og løb hen til gryden.

”Jeg tænkte hvis jeg lavede eliksiren om, ville det sende den tilbage” sagde hun.

Han stirrede bare på den ødelagte måne, og begyndte så, som hun også havde gjort tidligere at traske gennem det lille kammer.

Efter noget tid, sagde hun: ”Sig nu noget”.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, du har jo ødelagt den!” Sagde han tilbage.

”Okay, okay” sagde han, og gik hen til hende.

”Hvad med de andre bøger på loftet, stod der noget i dem?”

”De andre bøger?” spurgte hun forvirret, og kiggede op på ham.

Han stirrede bare på hende, indtil han lige pludseligt råbte: ”Har du ikke tjekket de andre bøger!”

”Jeg tænkte ikke over det!”

Han trak vejret flere gange, indtil han meget stille sagde: ”Gå op på loftet og hent alle bøger om magi du kan finde.”

Og fordi hun ikke turde spørge om mere, skyndte hun sig derop, og hentede alle de gamle bøger fra loftet, ned i det lille kammer.

Resten af den eftermiddag, snakkede de nærmest ikke sammen. De sad bare på det hårde gulv, og gik alle de magiske bøger igennem for at finde en løsning.

På et tidspunkt efter mange timers søgen, råbte Rude i begejstring.

”Jeg har fundet en løsning!

Der står her, hvis man vil gøre en fortryllelse om, skal man blot følge disse instrukser. Det eneste det kræver er at det er nat!

Hendes bror skyndte sig derover og læste instrukserne sammen med hende.

”Månen skal bare være på sit højeste” sagde hun.

Hendes bror stirrede bare på hende.

”Hvad? Den er da perfekt?” Sagde hun.

”Månen vil jo aldrig nå sit højeste, når den jo er i stykker her nede i kælderen! ”svarede han.

”Nårh jo, det havde jeg glemt,” svarede hun, og kiggede væk fra ham.

”Måske,” sagde han. ”Måske vil det virke uden månen. Det er i hvert fald vores eneste forsøg.”

De valgte derfor alligevel at prøve at bruge guiden, da det var den eneste mulighed de havde.

Den nat, begav de sig derfor begge to, i ly af natten, ud af huset. Rude bar på de tykke kåber og salten, som teksten skrev man skulle bruge. Imens broren bar på den ødelagte måne i et tykt tæppe.

De ville udføre en nøje fremlagt dans omkring den ødelagte måne, som lå i en cirkel i midten af dansens center, imens det hele var omringet af salt.

Da de nåede hen til det sted, som de tidligere på dagen, havde valgt, begyndte de at forberede ritualet. Men da ingen af dem havde tænkt at tage lys med, og månen jo ikke var der, var det nærmest umuligt i mørket.

Til sidst, da de mente at det hele var klart, tog de de tunge kåber over sig, og begyndte at danse og messe ordene som der stod i ritualet man skulle sige.

Det var en let dans, nærmest ikke engang en dans. Men i mørket og med de tunge kåber, imens de prøvede at messe de snørklede ord, var de begge ved at falde flere gange eller miste rytmen.

I lang tid skete der ikke noget. Rude stoppede endda på et tidspunkt, og spurgte om de ikke bare skulle stoppe. Men de fortsatte, og på et tidspunkt begyndte saltet at lyse. I starten kunne man næsten ikke se det. Men som de fortsatte blev det tydeligere og tydeligere. Til sidst da saltet lyste så skarpt at det næsten blændende dem, hvis det ikke var for de tykke kåber, blev det pludseligt rødt.

Rude kiggede op på sin bror og spurgte: ”hvad betyder det?”

”Jeg tror vi kan stoppe nu” svarede han.

De stoppede derfor begge op fra dansen og de messende ord. Begge pludseligt udmattede fra ritualet.

I samme sekund stoppede saltet med at lyse rødt, og alt blev helt mørkt igen.

Broren gik ind i midten og undersøgte hvad der var sket.

”Tror du det virkede” spurgte hun og begav sig selv mod midten af salt ringen.

De så begge svaret i midten af ringen. Den ødelagte måne, lå stadig lige så fint fordelt i en cirkel.

Broren satte sig bare ned på jorden, og stirrede bare på det.

”Hvad skal vi gøre nu?” Spurgte hun, og slog den tunge hætte ned, så hendes hår slap løs.

”Jeg ved det ikke,” svarede han. ”Vi er fortabte.”

”Selvfølgelig er I ikke det,” svarede en ny stemme.

De kiggede begge op, og der gående med en gammel lanterne, kom deres mormor gående.

”Mormor!” råbte de begge, og stirrede forvirret på hende.

”Jeg havde håbet, i var kloge nok til at løse det her selv, da jeg ikke selv gider mere magi. Den del har jeg lagt fra mig. Men helt ærligt. Et måneritual uden en måne. Selv I burde vide, at det aldrig ville have kunnet virke.” sagde hun.

”Så nu må jeg vist træde ind, og rette op på alle jeres fejl, selvom jeg svor, aldrig at bruge magi igen.”

Hun var nu helt henne ved dem, og satte den gamle lanterne ned, og begynde at arrangere saltet og den ødelagte måne.

Begge børn var stadig i for meget chok til at kunne sige noget.

Indtil broren rystede hovedet let og spurgte: ”Hvordan ved du hvad du skal gøre, vi har søgt igennem alle bøgerne for at finde en løsning.”

”Noget som alle hekse lærer fra en tidelig alder, er hvordan man laver en fortryllelse om. Det er basisviden, som man ingen gang skriver i bøgerne.

”Selvfølgelig er det kun basisviden, hvis man faktisk er blevet undervist i magi, i stedet for at prøve sig frem helt ulært,” sagde hun, og stirrede vredt på Rude.

”Undskyld mormor, jeg burde være gået til dig, da jeg fandt bøgerne, i stedet for at prøve mig frem.” sagde Ruth, imens hun kiggede ned i jorden.

”Ja, det burde du. Og nu må jeg, bede jer begge om at lægge de magiske bøger i midten af cirklen, og derefter træde ud af den.” sagde hun.

De gjorde som hun sagde, og gik langt væk fra cirklen.

”Det her kommer til at tage noget tid, og der kommer til at være ild, så bliv væk, indtil jeg siger anderledes.” Sagde hun.

De nikkede begge, selvom de ikke regnede med hun kunne se det.

Og så begyndte mormoren at messe en masse ord, imens hun løftede sine hænder højt over hovedet.

Saltet som hun havde omarrangeret, begyndte at brænde, og flammerne voksede sig større og større, og dansede nærmest til de messende ord hun sagde.

Pludseligt gennem flammerne, løftede de ødelagte stykker af månen sig, over flammerne, og begyndte at lyse. Langsomt gled de sammen, og formede den hele måne. Efter det, fløj månen højere og højere op, og voksede sig større imens. Indtil den til sidst var kommet så langt væk, at den igen virkede helt lille, og flammerne fra ritualet gik ud.

Mormoren stoppede med at messe, og trak vejret dybt flere gange.

”Mormor,” spurgte broren forsigtigt, og tog et skridt mod hende.

Mormor vendte sig hurtigt om, og så meget træt ud, men smilte.

”Så er det hele gjort om. Månen er tilbage på sin plads. Lad os nu gå hjem og få noget morgenmad” sagde hun.

Og ganske nok, begyndte de første stråler fra solen at skinne over dem.

Da de begyndte at gå tilbage, kunne broren ikke længere holde et spørgsmål tilbage. ”Hvorfor skulle magibøgerne også lægges ind i bålet?” spurgte han.

”De var ikke en del af ritualet, jeg valgte bare, at de ikke længere skulle eksistere. Magi er en svær ting at mestre, og ikke noget man skal lege med. Det er derfor bedre at de ikke længere er der, end at de er.” svarede hun.

Ruth stirrede på sin mormor og spurgte så: ”Betyder det, at alt vores magi så er forsvundet?”

”Ja pigebarn, det er for det bedste. Magi var aldrig noget vi skulle have haft i det hele taget.” sagde mormoren.

Ruth mærkede pludseligt skeen som var bundet mod hendes ben. Hun blev fyldt med skræk, og spurgte igen sin mormor: ”Så vi kan heller ikke gøre fortryllelser om længere?”

”Nej, den magi er også forsvundet” sagde hun. ”Og ikke et ord om dette, når i kommer hjem til jeres forældre, om et par måneder” Sagde hun.

Rudes skuldre sank sammen. ”Helt ærligt,” sagde hun stille til sig selv, med visheden om, at den ske aldrig ville forlade hende. Imens de gik tilbage til gården i den tidlige morgen.

En ny begyndelse

Af: Ella

Jeg har fyldt min blå og sorte taske med alt muligt skrammel, og har sat mig ved busstoppestedet. Jeg vil væk! Væk fra alt! Væk fra mine såkaldte ”venner”! Væk fra mine forældre, ikke hans, mine! Væk fra alting, for altid! Jeg er desværre ikke ligefrem klædt på til en hurtig get-away. Mine strømpebukser er begyndt at løbe i siden – efter jeg sad fast i den busk, da jeg klatrede ud af mit vindue. Mine sko gnaver, min BH irriterer mig grænseløst, og min ellers så pæne ternede, yndlings, nederdel er blevet snavset til med lidt jord og sand.

Det er selvfølgelig begyndt at regne, bare lige for at gnide salt i såret. Der står at bussen kommer om 15 min. På 15 min. er der rigtig mange forskellige måder, jeg kan nå at skifte mening på. F.eks. jeg kan få overbevist mig selv om, at jeg kommer til at savne mine forældre og venner, eller måske, at jeg aldrig kommer til at klare mig alene. Nej, sådan gider jeg ikke at tænke, jeg har brug for det her, brug for en ny start! En hvor folk faktisk lytter til mig, og ikke udskifter mig for den søn de altid har drømt om at få! Det skal nok gå alt sammen, så snart jeg kommer væk, bliver det hele godt igen.

Okay, 14 min. tilbage! I got this! Jeg keder mig virkelig meget. Min telefon – som ligger i den blå taske -, bliver ved med at summe fordi Sasha, – som er den eneste jeg har fortalt til, at jeg rejser – bliver ved med at ringe. Jeg skulle aldrig have fortalt hende det, men hun er min bedste veninde, og jeg kommer virkelig til at savne hende – trods, at hun faktisk lidt er skyld i, at jeg rejser. Men det hele er i bund og grund mine forældres skyld!

13 min. tilbage! Jeg husker det lige så tydeligt… desværre. Jeg kom hjem fra skole en dag, og begge mine forældre var hjemme, hvilket næsten aldrig skete. De sad på sofaen, og bad mig om at komme ned i stuen, efter jeg havde sat min skoletaske på mit værelse. Jeg kunne mærke på deres toneleje, at det var noget vigtigt. Jeg kunne ikke helt tyde om det var noget godt der var sket eller noget knap så godt. Jeg satte mig ned overfor dem, med rystende ben.

”Anna, du ved, at far og jeg altid har ønsket os en stor familie, men sådan kunne det bare ikke blive…” startede min mor. Hun smilede stort, hvilket fik min teori om, at de skulle skilles til at krakelere. Men senere fandt jeg ud af, at jeg meget hellere ville have haft, at de skulle skilles, fordi så havde jeg i det mindste stadig haft dem for mig selv.

”Ser du vi har altid ønsket os en søn…” fortsatte min far. Al luft blev slået ud af mig. Det var jeg godt klar over. Jeg vidste jo godt, at det var sådan de havde det, men at høre det direkte fra deres munde var som at få en kniv i ryggen.

”Lad os bare komme til sagen. Din mor og jeg har besluttet os for at adoptere en dreng,” de brød begge ud i et stort smil, men mit forblev dødt. ”Han er ca. din alder, Anna, det bliver så hyggeligt! Tro mig, I to kommer til at blive bedste venner!” insisterede min mor.

”Hvornår flytter han ind?”, var det eneste jeg kunne fremstamme. Jeg havde lyst til at skrige, at det kunne de da ikke bare gøre sådan uden videre, uden at spørge deres datter først?! ”I morgen, så vi skal have ryddet gæsteværelset så han kan flytte ind.”

12 min. tilbage. En tåre løber ned af min kind bare ved at tænke på den dag. Det var der det hele startede, alt vreden, løgnene og alkoholen…

Drengen ved navn Lucas flyttede ind. Han var meget høflig når mine forældre kiggede, men hver gang de vendte ryggen til, lagde han fødderne op på bordet eller sagde et eller andet nedladende til mig, som f.eks. ”du ser da godt nok træt ud, ha!”. Han kom med den kommentar rigtig mange gange, og hver gang havde jeg lyst til at svare at: ”Det er fordi dig og din snorkene grisetryne ligger og sover lige inden ved siden af!”, men jeg nøjes altid med bare at rulle øjne.

Mine forældre insisterede på, at jeg skulle præsentere ham for mine venner, inklusiv Sasha. Det skulle jeg aldrig have gjort!

11 min. tilbage. Jeg sidder sammen krympet på den lille bænk under halvtaget. Regnen siler ned, og mine to tasker er blevet sjask våde, men jeg er ligeglad. Så snart jeg kommer væk fra dem og fra ham bliver det hele godt igen.

Første gang jeg præsenterede Lucas for mine venner gik fint. Sasha virkede afvisende overfor ham fordi hun vidste, hvor meget jeg havde imod ham. Men sådan fortsatte det ikke. Sasha og resten af mine venner blev gladere og gladere for min nye ”bror”. Lucas har forværret et helveds masse problemer. En af drengene fra min vennegruppe blev anholdt, fordi han ikke nåede at slippe væk da politiet kom til den butik de havde lavet hærværk på, og stjålet fra. Bare for at nævne en af de mange ting han har været skyld i. For at nævne en af de lidt mindre ulovlige nogle stjal han min aflevering, afleverede den selv og jeg endte med at skulle lave den hele om på en dag, EN dag?! Fordi læreren selvfølgelig ikke troede på, at den bare var blevet væk.

Jeg kigger op på skiltet igen, 10 min. til min redning kommer. Jeg har samlet mit glatte lysehår i en knold i nakken, og har fået børstet det værste jord og sand af min nederdel. Min telefon brummer stadig derudaf, og til sidst kan jeg ikke mere, så jeg ender med at tage den.

”Hold op med at ringe!”, vrisser jeg surt.

”Anna lyt til mig! Jeg beklager okay, det var ikke min mening at vende dig ryggen. Please ikke rejs, okay? Ikke rejs…”, gentager hun.

”Det hele handler ikke om dig. Jeg rejser ikke kun, fordi jeg er for jaloux på min nye yndlings bror over, at han er blevet kærester med min veninde. Tro det eller lad være, jeg har faktisk andre ting at tænke på end bare det!”, vrænger jeg, ”Og ved du hvad, du og ham kan hygge jer med jeres vodka og alkohol, fordi jeg er pisse ligeglad!”, siger jeg halvkvalt – hvilket er et tydeligt tegn på jeg ikke er helt ligeglad – og lægger på.

9 min. Jeg glæder mig virkelig til at stige ombord på den bus, sætte mig i sædet og aldrig komme tilbage. Min telefon ringer ikke længere, men hun har sendt en sms.

”Anna jeg ved du er vred, men prøv lige at høre på mig! Du har ikke ret til at dømme mig, bare fordi jeg vil have det lidt sjovt. Jeg ved du ked af det over, at dine forældre foretrækker Lucas frem for dig, men det ved jeg altså ikke om er sandt. Du har bare fået en idé om, at de ikke kan lide dig og aldrig har. Jeg synes ikke du har ret til at blande dig i hvem jeg dater! Det er fejt af dig bare at smutte, fordi du er lidt jaloux over, at du ikke får al opmærksomhed!” står der. Nu har han også vendt hende imod mig… Jeg sukker opgivende. Hun ved ikke en skid om noget som helst. Hun har en kærlig familie, som elsker hende over alt på jorden, mens min knap kan huske min fødselsdato.

Jeg stikker ikke af fordi jeg er jaloux, eller fordi jeg ikke kan lide at dele mine venner og forældre med ham. Jeg har pakket mine ting og prøver at komme langt væk herfra, fordi ingen lytter til mig og fordi jeg er ingens første prioritet længere. Alle foretrækker ham. Den alkohol stinkende butikstyv, med et charmerede smil.

8 min. tilbage. Vinden blæser og mine ben ryster. Jeg ville fryser, hvis det ikke er fordi jeg har slået alle følelser fra. Det er helt stille. Ingen trafik, ingen fugle, himlen er oveni købet kul sort og det regner stadig en smule.

En aften havde jeg spurgt om mine venner ville komme over og hænge lidt ud, eftersom mine forældre ikke var hjemme, som sædvanligt. Sasha svarede med, at Lucas havde inviteret dem over til den fest han holdt, hos os!? Jeg var mega forvirret. Lucas kom først sent hjem – og havde taget en masse venner med, – hvilket gjorde, at jeg ikke havde mulighed for at spørge ham omkring festen, inden den startede.

Jeg var ked af det, og følte mig også lidt forrådt. Jeg prøvede at deltage lidt i festen i begyndelsen, men det var ikke lige noget for mig. Da jeg ved 12 tiden var på vej ud i køkkenet for at tage et glas vand, så jeg Sasha med tungen helt nede i halsen på Lucas.

Hvordan kunne hun gøre det mod mig? Hun vidste, at det ville såre mig grænseløst! Jeg gik oven på – inden de to turtelduer opdagede mig – med tårerne løbende ned af kinderne. Ikke engang ”Friends” kunne muntre mig op, efter det jeg lige havde set.

Det næste der skete husker jeg kun svagt, men pludselig kom der et højt skrig. Jeg løb nedenunder i sådan en fart, at jeg simpelthen måtte havet lavet fartstriber. To, fulde, drenge var op at slås, og de var smadret igennem et af vores vinduer.

7 min. Jeg har taget en bog op fra min, endnu ikke helt våde, taske. Jeg prøver at kigge lidt på siderne, men bliver nødt til at genlæse det igen, fordi jeg slet ikke kan mærke ordene. Mit hoved er alt for fyldt med tanker, minder og følelser, til kunne læse lige nu. Jeg fatter stadig ikke hvorfor Sasha er så vild med Lucas? Jeg ved, at nogle sikkert vil mene, at jeg overreagerer lidt ved at fryse hende sådan ude, men det er sådan jeg har det!

Den lysende dims over mit hoved siger ”6 min.” Jeg kan snart ikke vendte mere. Jeg er begyndt at mærke kulden lidt igen.

Da jeg kom hjem en dag, sad mine forældre med korslagt arme i sofaen. Lucas sad der allerede, og de bad mig også om at sætte mig.

”Anna, det her er simpelthen u-accep-tabelt!”, skreg min mor, og rystede langsomt på hovedet, ”Jeg har aldrig været mere skuffet over dig!” Efter en lang, forvirrende, snak frem og tilbage, fandt jeg ud af at mine forældre havde fundet ud af, at Lucas havde holdt fest, men eftersom han er deres lille engel og englen havde givet mig skylden, var jeg i problemer. Jeg troede ellers, vi havde fået skjult beviset ret godt ved at få ordnet vinduet. Men reparatøren havde åbenbart sendt regningen til mine forældre, fordi Lucas – den nar – krydsede af at regningen skulle sendes med posten, men han havde så bare glemt at tjekke postkassen, før de kom hjem. Typisk!

Da jeg prøvede at fortælle sandheden, blev jeg bare afbrudt og sendt op på mit værelse. Jeg prøvede at sige det igen senere, men ingen lyttede.

Jeg havde fået stuearrest i over en måned, plus jeg også skulle betale for det ødelagte vindue.

Så i teorien har jeg stadig stuearrest, de skulle bare vide, hvor jeg befinder mig lige nu.

Jeg sidder og stirrer ud på den tomme mark foran mig. Hvedekornene svajer i vinden. ”5 min.” står der på skærmen.

”Vent! Anna! Vent!” høre jeg pludselig en stemme råbe.

”Skrid!” svarer jeg. Det er Lucas. Hvad fanden laver han her? Han er et par meter væk da han stopper med at løbe.

”Du kan da ikke bare stikke af!” siger han helt forpustet. Han er ikke ligeså våd, som han burde være i det her vejr.

”Hvorfor går du op i det? Det har vel været det du har ønsket dig fra starten af, ik’ også? At jeg ville forsvinde sådan, at du kunne få mine forældre for dig selv!!” hvæser jeg. Jeg sætter mig helt op i hjørnet, op ad reklame skiltet. Han forbliver tavs, men sætter sig ned ved siden af mig. Per refleks rykker jeg endnu længer ind i hjørnet, og trækker min ben helt op under mig.

4 min. siger skiltet. Vi sidder uden at sige noget som helst. Jeg nyser, og han rækker mig hans jakke. Jeg svare med et ”are you kidding me?” blik, som jeg altid har været god til at lave.

Da jeg kom hjem fra skole i dag, var alt nogenlunde stabilt for mig. Jeg havde haft en lidt uheldig episode med Sasha, hvor det endte med, at hun fandt ud af, at jeg vidste, at de var sammen. Jeg stormede hjem da jeg endelig havde fået fri. Sasha havde prøvet at indhente mig, men gav til sidst op da jeg bare blev ved med at løbe. Jeg trøstede mig selv med, at det var fredag eftermiddag, hvilket betød, at jeg ikke skulle se hende igen før om et par dage.

Da jeg kom ind ad døren, var min mor hjemme. Jeg fik et chok fordi jeg ikke havde opdaget hendes bil i indkørslen. Hun stod helt stift midt på gulvet i stuen.

”Hvad har du at sige til dit forsvar?”, spurgte hun, og da hun kunne se, at jeg ikke fattede hvad det var hun mente, fortsatte hun: ”Din meget dårlige karakter på din engelsk opgave?”

Den var åbenbart kommet med posten i stedet for givet til os i skolen, fordi skolen ikke stoler på, at vi giver det videre til vores forældre. Jeg vidste godt, at jeg nok ikke ville få en specielt god karakter fordi den weekend jeg ville havde lavet opgaven, var den weekend Lucas holdte fest.

”Jeg ved, du ikke er glad for det. Men det er én gang, det er sket, går det ikke nok, mor?” Jeg satte et ”mor” på i enden for at prøve at bløde hende lidt op, men det hjalp overhovedet ikke.

”Jeg ved simpelhent ikke hvad der er sket med dig, Anna. Du plejede at være sådan en fornuftig pige, men nu holder du fest uden tilladelse, smadret et vindue og får dårlige karakterer!”, hun viftede frustreret med armene: ”Gid du ville være lidt mere som Lucas!”

Det sagde hun simpelthen bare ikke. Det var meget jeg kunne finde mig i, og jeg havde allerede bare besluttet mig for at tage den straf hun nu ville give mig, uden protest, men det her kunne jeg ikke klare. Jeg var kogende, og jeg havde mest af alt lyst til at smadre noget. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg prøvede at forklare mig, fortælle alt det de ikke vidste om Lucas, men det kom bare ud som små klynk. Jeg brød til sidst helt sammen på stue gulvet. Min mor kiggede bare på mig, rystede på hovedet, og efterlod mig grædende på gulvet. Jeg ved ikke hvorfor jeg reagerede så voldsomt, men det var i det øjeblik jeg besluttede mig for at rejse væk.

Jeg pakkede mine ting, skrev til Sasha og smuttede. Jeg skrev kun til hende fordi jeg syntes, at hun fortjente at vide det, men så snart jeg havde trykket ”send” fortrød jeg det.

3 min. tilbage. Jeg sidder helt tom i blikket og kigger ud, en enkel tåre falder. Jeg har grædt alt for meget her på det seneste.

”Anna?”, spørg han blidt da han ser jeg græder lidt. Jeg giver ham fingeren, men han griner bare lidt af det. ”Godt at se, at jeg ikke har ødelagt dig fuldstændig…” fortsætter han. Jeg svarer ikke, men smiler lidt indvendigt.

”Okay, jeg ved du er vred og sur og ked af det… men prøv lige at se det her fra mit synspunkt. Jeg ved, at det jeg gjorde, ikke var smart eller sødt, eller noget godt for den sags skyld. Jeg burde ikke have skudt skylden på dig – med alt det med festen -, men hvis de fandt ud af, at det var mig, blev jeg sikkert sendt tilbage til anstalten, og der kan jeg virkelig ikke klare at være længere…” Han sukker.

”Men hvis du var så bange for at blive sendt tilbage, hvorfor fanden holdt du så en fest?” spørger jeg uden at se på ham.

”Fordi jeg ikke er ligesom dig, Anna. Folk kan ikke bare lide mig fra starten af. Jeg havde brug for nogle venner, og det med festen var den bedste plan for at få nogle.”

”Som om du havde brug for flere. Du havde jo allerede alle mine venner, selv Sasha!” Jeg halvt råber den sidste del af sætningen, men kigger stadig ikke på ham. Han sukker bare som svar.

”Jeg holdt den fest for at få flere folk til at kunne lide mig. Jeg har været på 10 forskellige børne- og ungdomshjem, 3 forskellige plejefamilier. Alle vidste hvem jeg var, før jeg overhovedet havde mødt dem. De havde stemplet mig. Jeg blev født med det stempel, Anna, men her var der ingen der kendte min baggrund. Ingen der vidste hvad jeg før havde gjort. Dine forældre var de første der rigtig gav mig en chance, og da jeg indså jeg kunne miste den, gav jeg dig skylden.” Hans lange og sentimentale tale bløder mig lidt op, men jeg er stadig ikke fan af ham.

”Nu kører du bare rundt i det samme. Nej, det var ikke cool eller fair at give mig skylden, men det er faktisk ikke det jeg er allermest vred over. Det, at du på en eller anden måde formår at vende alle imod mig. Mine lærere, mine venner og selv mine forældre. Det har aldrig været nemt med mine forældre og det, at du pludselig skulle bo hos os, hjalp ikke lige frem på det. Sasha er den eneste jeg altid har følt jeg havde, men nu har du kraftedeme også taget hende…” Sætningen er vred, men min stemme er opgivende.

”Jeg har brug for et hjem Anna, det kan jeg ikke lave om på. Men hvis det går dig så meget på, at jeg er sammen med Sasha, skal jeg nok ende det med hende,” svarer han. ”Men du skal også lige vide, at jeg ikke er sammen med hende for at gøre dig ondt, eller noget. Jeg kan faktisk rigtig godt lide hende, hun er den første som rigtig gad lytte til mig…” Jeg ignorerer det sidste han siger, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med det. Det er jo heller ikke fair at bede dem op at slå op, hvis de virkelig godt kan lide hinanden.

”Jeg vil bare ikke miste hende…” siger jeg så, og lægger hovedet tilbage sådan, at jeg kigger op i taget på busstoppestedet.

2 min. Vi sidder igen lidt i stilhed.

”Du bliver ved med at sige, at du ikke vil miste Sasha eller dine forældre… men hvis du rejser nu, mister du dem med garanti.” Lucas siger det ligeså forsigtig, tydeligvis lidt bange for, at jeg er ved at sprænge i luften. Han har en pointe, desværre.

”Jeg føler bare at jeg allerede har mistet dem alle. Derfor hvis jeg rejser kan jeg møde nye mennesker…” siger jeg, men kan godt selv høre, hvor absurd min plan lyder.

”Du har ikke mistet nogen. Sasha elsker dig meget højt, og hun er virkelig ked af alt det her. Dine forældre betyder du endnu mere for. Tror mig, det kan jeg høre på dem når de snakker om dig på!” Han smiler skævt til mig. Min krop reagerer, før min hjerne når at gennemtænke det. Jeg læner mig ind imod ham, og han holder om mig, imens jeg græder det sidste ud.

1 min. Jeg kan se bussen længere ned af vejen. Det regner stadig en smule, men det er langt fra ligeså tunge regndråber som før. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Men jeg har brug for det her, og hvis mine forældre elsker mig så meget, som Lucas nu påstår de gør, kommer de måske efter mig for at hente mig hjem…? Jeg sukker højlydt. Fuglene er langsomt begyndt at kvidre igen.

½ min. står der på skærmen, og bussen står lige foran os, – den skærm er vidst lidt bagud. Jeg rejser mig, og Lucas ser helt fortabt ud i ansigtet. Dørene bliver åbnet til min nye begyndelse.

”Ik’ gør det…” siger han svagt. Jeg vender øjne.

”Come on, du tager den blå og jeg tager den sorte!” siger jeg med et smil på læben.

”Hvad?” Lucas ligner et stort spørgsmålstegn.

”Taskerne, selvfølgelig. Kom, så går vi hjem!” Han ryster på hovedet af mig og fører an.  Vi tager en taske hver og begynder at gå. Den gule bus kører videre, men jeg mærker ingen fortrydelse. Lucas har ret. Hvis jeg rejser nu, mister jeg dem alle sammen med garanti… Jeg er ikke blind, jeg kan godt se, at han gør Sasha glad og mine forældre virker også rigtig lykkelige over, han er kommet. Måske er han alligevel ikke det værste der er sket i hele mit liv.

”Ikke mere drikkeri eller tyveri, okay? Jeg vil ikke have, at du er dårlig indflydelse på Sasha, høre du mig? Ikke mere alkohol, ellers skrider jeg sgu alligevel!” Jeg prøver at lyde truende, men jeg smiler lidt. Mit lyse hår blafrer i den kolde vind, og han trækker mig ind i et kram.

”Ikke mere alkohol eller stjålne ejendele!”, lover han.

Honningvæsnerne

Af: Sofia

Langt ude i en skov, mange, mange mil væk fra nogle mennesker, boede der, i
en lille by kaldet honningborg, honningvæsner, med hud af det gyldenste honning og øjne af det pureste nektar. De var lykkelige og glade for de havde intet at frygte.

Den eneste der vovede at gøre dem fortræd, lå nemlig mange meter under dem, i den grav honningvæsnernes forfædre lavede til ham for mange, mange år siden. Han havde taget livet af mange uskyldige honningvæsner og det
tog tusindvis af honningvæsner til at besejre ham.

Den frygtelige honningbjørn, bedre kendt som Peter Plys.

I den dybe skov lever
honningvæsnerne i
fred og ro.

Dybt nede under
jorden ligger deres
hemmelighed
begravet ….

Dig eller livet?
af Lena

Den læderindbundne bog lå støvet på min reol. Jeg havde ikke rørt den siden du forsvandt. Hvor er du? Pludselig var du ikke i skole mere. Politiet gav op, og ingen leder efter dig mere. Jeg havde ikke mod nok til at tale med nogen om dig. For det meste sad jeg på gyngerne ved legepladsen. Det mindede mig om alt det vi havde, hele vores liv var perfekt, inden det forfærdelige skete. Du forsvandt…. Bare tanken om dig, får mig til at græde. Der var øde på legepladsen, ingen små børn sad i sandkassen, eller oppe på klatrestativet. Idag var en svær dag for mig, jeg havde taget din bog med. Jeg holdt den tæt ind til kroppen. Den var tung. Et stykke af en presenning flød rundt på legepladsen. Jeg tog mig sammen, og tog et skridt mod buskene. Hvis man kigger godt rundt, kunne man skimte en presenning som hang på en busk. Vi havde lavet en hule sammen. Derinde havde vi blandet blod, og svoret at vi ville være bedste venner for evigt. For evigt er et mærkeligt ord. Intet kan være for evigt. Jeg er blevet en helt anden. Selv min familie kan ikke genkende mig. Det er som om du gjorde mig til den jeg var. Jeg havde brug for din støtte, til at finde hvem jeg i virkeligheden er. Nu vidste jeg også hvor meget jeg havde brug for dig.

Mor er læge. Hun troede jeg havde depression, men jeg fik hende overbevist om at jeg kun havde sorg, og hun forstod mig heldigvis. Far var også bekymret, men prøvede ikke på noget. Han sagde selv han var dårlig til at trøste. Min lærer sagde at jeg skulle holde lidt fri fra skolen. Han så hvor meget jeg led under det. Jeg satte mig på den fugtige jord, omringet af buske. Det var halvmørkt derinde. Al lyd var dæmpet. Jeg lagde forsigtigt din bog på jorden. Min mobil gav en lyd fra sig. “Kom hjem. Der er mad. Kh, Mor” efter det var der en forvrænget smiley, som skulle forestille et smil. Jeg lukkede øjnene et par sekunder, og tænkte på dig. Endnu en dag hvor jeg ikke kunne sidde alene i halvmørket og tænke tilbage på hvor godt vi havde det, selvom det gjorde ondt at tænke på dig, elskede jeg at forestille mig at du sad lige ved siden af mig. Dengang i den her hule, snakkede vi om alt man kunne finde på. Andre gange var der bare stille, hvor vi bare sad og tænkte. En til lyd fra mobilen

” Hallo. Svar.”. Hvis man ikke svarede hende lige med det samme, troede hun at der var sket noget. En til vibration fra mobilen.

“Du bliver tracket ned fra Mors- Iphone”.

“Kommer jo nu.” skrev jeg hurtig og trådte ud fra gemmestedet. Der sad en lille pige i sandkassen. Helt alene. Hun var igang med at fylde sand op i hendes spand. Hun havde plukket en rose, som lå ved siden af hende.

“Hej” sagde jeg. “Hej”. Der var ikke nogen andre. “Hvor er din mor?” spurgte jeg hende, og gik lidt tættere på.

“Hun er her ikke” sagde hun. Hendes øjne var mørke og mystiske. De mindede mig lidt om dine øjne

“Nåe, er hun så derhjemme?”

Hun smilede. “Ja, helt sikkert”

“Skal jeg hjælpe dig med noget?” spurgte jeg.

“Næh, jeg har ikke brug for noget. Men tak” sagde hun.

Der vendte jeg mig om, og gik hjem. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

Der var et eller andet ved den der pige. Hun mindede mig om nogen, men jeg kan ikke huske hvem. Din bog blev tungere under armen. Jeg havde ikke kigget i den endnu. Jeg var bange. Men da jeg prøvede at tage den under den anden arm, faldt der en lap papir ud. Det var et billede af en pige. Hun havde lyst hår og mørke øjne. Det var pigen! Pigen i sandkassen. Jeg kiggede forskrækket på portrættet. Hun så glad ud. Men hvem var hun? Og hvor kender du hende fra? Havde I noget med hinanden at gøre? Jeg syntes det var ret ubehageligt og løb hjem.

“Hvor har du været?” sagde mor, og kiggede bekymret på mig.

“Legepladsen” svarede jeg og gik ind i gangen for at tage mine sko af.

“Nå, har du lavet dine lektier?”

Jeg rullede med øjnene. Jeg kunne virkelig ikke tænke på det lige nu. ”Jaja,” sagde jeg.

“Men du mangler rigtig mange pligter inden du for…”

Jeg afbrød hende. “Ikke idag okay?” Så vendte jeg mig om og gik op på mit værelse. Klokken var mange da det ringede på, og det var allerede blevet mørkt.

“Kan du åbne op?” råbte mor fra hendes arbejdsværelse. Efter at tage mig gevaldigt sammen rejste jeg mig op fra sengen, og traskede ned til døren. Egentlig havde jeg glemt den lille forældreløs pige, indtil nu. Det ramte mig med et brag, og jeg blev lidt bange. Men måske var det jo bare far der havde glemt sine nøgler i tennisklubben. Bestemt åbnede jeg op, men til min overraskelse stod der ikke nogen. Jeg kiggede mig omkring for at se om der var nogen der prøvede at lave sjov med mig. Men der var ingen. Jeg kiggede ned. Noget havde fanget min opmærksomhed. Der lå en rose på dørmåtten. Jeg samlede den op og betragtede den. Pludselig flashbackede det fuldstændig tilbage til den mystiske pige. Havde hun ikke haft en rose ved siden af sig? Kuldegysningen løb ned ad ryggen på mig. Men der var noget pigen ville sige. Jeg kunne mærke det. Hun havde noget at sige om dig. I kendte ihvertfald hinanden, siden du havde et billede af pigen i din dagbog. Jeg ville gå ned til legepladsen og se om hun var der. Hun ved måske hvor du er? Og om du stadig er i live?

“Mor? Jeg bliver nødt til at gå.” Intet svar fra arbejdsværelset. En note blev skrevet og lagt på hendes skrivebord. Det var typisk hende at falde i søvn i hendes kontorstol. Jeg må indrømme at jeg var lidt bange. Det var altså lidt creepy at gå helt alene i mørket til en øde legeplads, og vente på en lille pige som kendte noget til ens forsvundne bedste veninde. Jeg var ikke lige så modig som dig. Men du lærte mig da lidt. Klokken var 00:47 og jeg løb resten af vejen op til legepladsen. Mine øjne vænnede sig hurtigt til mørket. Ja, jeg havde ret. Hun sad der. Igen var pigen ved at fylde sand i sin spand. Jeg havde virkelig lyst til at løbe hjem igen. Jeg var bange. Men det var for sent.

“Hej,” sagde hun.

“Hej,” svarede jeg stille.

“Jeg har ventet på dig. Der er noget du skal vide.” Hun talte højt og tydeligt.

“Men… hvem er du?” spurgte jeg.

Jeg fik intet svar. I steden for hentede hun din bog frem. Din bog.

“Hvor har du den fra?” spurgte jeg overrasket. “Giv mig den! Det er ikke noget du skal blande dig i!”

Hun rørte sig ikke. Hun åbnede bogen op på det sted hvor jeg havde lagt billedet af hende omhyggeligt ind igen. Hun tog billedet op og kiggede på det. Hun smilede blidt. Træerne hvislede stille i vinden. “Hvad ville du sige til mig?” sagde jeg efter et par dybe indåndinger.

Jeg var stadig bange, og min stemme rystede lidt. Men jeg beherskede mig. Hvorfor frygtede jeg hende så meget? Det var bare en pige fra en legeplads. En pige som gav mig besked på at måske ville fortælle noget om min bedste veninde. Men min mavefornemmelse sagde noget helt andet. “Er det noget om hende?” sagde jeg, og håbede inderligt at hun ville give mig et ordentligt svar.

“Læs,” hviskede hun og rakte mig bogen. Jeg tog imod den og satte mig langsomt ned på sandkassens kant. Her er hvad der stod:

En helt normal dag. Intet specielt. Hvad er hovedstaden af Holland? Vi har fået lektier for i dansk. Du reddede mig igen i dag med regne lektierne. Jeg takker dig mange gange for den aktion.

Der stod kun det på første side. Åbenbart havde hun tænkt sig at begynde at skrive dagbog på det tidspunkt. Jeg kan godt huske da jeg reddede hende med regne lektierne og gav hende lov til at kopiere det jeg havde skrevet. Dengang var det hele perfekt. Intet kunne være bedre. Dengang vidste jeg slet ikke, at hele mit liv ville blive ruineret, og at jeg ville blive til den her melankolske person.

“Læs videre,” sagde pigen. Jeg havde helt glemt hende og tabte bogen af bar forskrækkelse.

“Jaja.” sagde jeg og samlede bogen op igen, for at læse videre:

Jeg tror du er lidt forelsket i Marcus. Du lægger ihvertfald sygt meget an på ham. Du siger at det ikke er sandt, men det er det jo. Vi fik totalt grineflip i engelsk, og blev sendt ud. Vi grinte bare mere efter det. “Tie stille! Jeg kan ikke få vejret” råbte du.

Det kan jeg også huske. Jeg læser videre:

I går var der nogen der fulgte efter mig. En ældre dame. Måske var det bare noget jeg bildte mig ind, men hun stoppede ved min hæk, kiggede hurtigt på mig, og så vendte hun sig om og gik. Jeg låste døren efter mig. I dag var der ikke nogle der fulgte efter mig. Til gengæld stod der nogen ude ved mit vindue i flere timer. Jeg gider ikke at snakke med mine forældre om det. “Det er jo noget latterligt du bilder dig ind” vil de sige. Jeg overvejer at sige det til dig. Ja, jeg gør det i morgen. Der er nogen der  banker på, og mor siger jeg skal åbne op. To sekunder, så er jeg tilbage.

Men så stod der ikke mere. Intet. Jeg bladrede hele bogen igennem, undtagen billedet af pigen stod der ikke mere.

“Ved du så hvad der skete?” sagde hun.

“Nej” svarer jeg. “Det var det folk prøvede at finde ud af.”

“Hun døde. Hun blev myrdet. Hun havde fået noget at vide, som nogle personer ikke ville have at andre skulle vide. Åbenbart ville de tage den nemme vej, og bare komme af med hende.”

Hvem var hun? Og hvor vidste hun alt det fra? “Men hvorfor var der så ingen der fandt hendes krop?”

“Hun er levet videre som et spøgelse.” Som om. “Jeg kunne bedst lide livet da jeg var 6 år. Derfor valgte jeg den her alder.” Hvad var det hun fablede om? “Kom nu med. Vi havde det jo godt sammen!” Mener hun at hun er dig? “ Jeg kan jo hjælpe dig!” Hun tog en kniv frem. Hvad skete der her?! “Det gør kun ondt et øjeblik.” Jeg rejste mig. “Hvad mener du?” Hun trådte nogle skridt nærmere. “Jeg er jo din bedste veninde!”  Så løb jeg, men jeg kunne mærke at hun fulgte efter.

Jeg var totalt til grin
af Frida Voller Marcussen

Jeg kiggede mig i spejlet. Langt brunt hår. Det var ikke engang smukt og naturligt, ligesom de andre piger i min klasse.

Det lignede at jeg havde en brun moppe på hovedet eller en grim uglet paryk. Mit ansigt var også fyldt med bumser og urenheder. Da jeg foreslog en lille smule concealer, blev min mor meget ophidset og sagde, at jeg var alt for ung til makeup.

Jeg havde prøvet bumse creme men det virkede slet ikke, tværtimod blev jeg bare tomatrød i ansigtet.

Pludselig kunne jeg høre min telefon ringe inde fra mit værelse. Gad vide hvem det var? Jeg havde ingen venner.

Da jeg trådte ind af den hårde dørkarm, lod jeg mit blik falde over min telefon. Ukendt nummer.

Det var sikkert drengene fra klassen, der lavede telefonfis igen. Jeg sukkede og trykkede på den røde knap på skærmen. Og kiggede ud over mit værelse, som så ud til at være lidt rodet.

Jeg kunne egentlig meget godt lide mit værelse. Jeg havde en sort himmelseng, med et lyserødt tæppe og en masse lysegrå og lyserøde pyntepuder med små søde citater på.

Ved siden af min seng havde jeg mit hvide skrivebord med min computer og et højt hvidt skab, som jeg havde fået af min mormor. Min mor og jeg havde vasket det og givet det en lille omgang maling. På væggen hang der en boghylde med alverdens bøger og et billede af mig som baby.

Jeg var enebarn, selvom jeg altid havde ønsket mig en søster, som jeg kunne snakke med om alle de ting, jeg gik og kæmpede med. Men min mor og far havde alt for travlt med at arbejde til hele tiden til at passe en baby.

Da jeg kom i skole, ramte duften mig som en hård bølge lige i ansigtet.

Blomster og en lille smule af sprit. Det var Karla, hun havde fået en hundedyr parfume af sin mor sammen med et hårbånd og et matchende bælte. Hun får en regn af gaver hver dag, fordi hendes mor har en ny kæreste og hun har det dårligt med det.

Sådan nogen dyre ting ville min mor bare fnyse af. På den ene side syntes jeg også at det var lidt synd for Karla, men jeg forstod bare ikke hvorfor hun hele tiden talte så grimt til alle og blærede sig med alle hendes seje ting, mens at drengene bare sad og savlede over hende. Jeg fik helt kvalme.

Jeg lukkede døren bag mig og gik hen mod min plads i hjørnet, hvor jeg altid sad. Det er der hvor ingen kunne lægge mærke til mig eller prøve at tale til mig.

Da jeg slængede tasken over den ene skulder, kom jeg til at ramme mig selv i hovedet, det dunkede og gjorde sindssygt ondt. Jeg kiggede rundt i klasselokalet, heldigvis havde ingen set hvor klodset jeg var. Jeg prøvede at ignorere det og ikke tage mig til hovedet, så ingen skulle opdage det.

I frikvarteret stormede alle ud, for enten at spille fodbold eller sidde og snakke i solen med deres venner. Men ikke mig. Jeg slentrede langsomt hen ad jorden. Helt langsomt, den ene fod foran den anden. Jeg havde ikke rigtig nogen at være sammen med, så jeg havde ikke så travlt.

Pludselig kom Josh fra klassen gående hen ad gang imod mig. Han var helt klart den flotteste dreng fra klassen. Bare synd at Karla allerede havde sine kløer i ham. Jeg så gerne mig selv sammen med ham.

Han vinkede. Jeg kiggede mig bag mig, men nej, der var ikke nogen. Det måtte være til mig han vinkede.

Gad vide hvad han ville? Han viftede mig over og jeg gik hen imod ham. Mine håndflader var våde af sved.

“Hej Emily! Kan vi måske lige snakke sammen?..”

”OK,” fremstammede jeg. Mine hænder rystede og jeg begyndte at rødme helt vildt, mens han førte mig med hen under den store trappe hvor ingen kunne se os.

Han kørte håret tilbage med hænderne og kiggede på mig, så jeg blev helt varm i kroppen.

”Hør her, du er en rigtig sød pige og jeg er sikker på at der er tonsvis af drenge som kan lide dig på den måde..”.

Han slog håret tilbage og jeg stod bare og forsvandt i hans endeløse blå øjne.

”Men jeg må takke nej. Og du ved da også godt at jeg godt kan lide Karla!”

Åh nej! Det var bestemt ikke det jeg havde håbet på.

”Eh.. Nej til hvad?”

Jeg vidste godt hvad han mente, men det gav ingen mening.

”Du ved.. At komme sammen, du skrev jo til mig i går aftes og spurgte.”

Hvad! Det ville jeg aldrig turde at gøre. Nogen måtte have stjålet min telefon, men jeg var jo hjemme hele aftenen, ligesom jeg plejede at gøre.

”Øhh.. Emily.. vi ses..”.

Han småløb ned ad trapperne. Han syntes sikkert at jeg var virkelig mærkelig.

”Åhh!! Afvist!!”.

Nogen piger havde lyttet til os snakke bag trappen og stod nu og skraldgrinede. Jeg følte mig sindssygt til grin. Snart ville alle på skolen vide at jeg var blevet afvist af Josh, fordi at jeg sikkert ikke var ligeså smuk som Karla.

Jeg begyndte at blive svimmel og trådte et par skridt baglæns. Lige pludselig stødte jeg på en meget hård stentrappe og det rungede og sved i hele mit hoved.

Jeg satte mig ned og begravede hovedet i skødet. Næsten hele klassen stod og stirrede på mig ude på gangen og smerten i mit baghoved blev værre og værre.

Jeg var totalt til grin…

Senere fik jeg en frysepose på nede hos sygeplejersken, som insisterede på at jeg skulle gå hjem og hvile mig. Egentlig havde jeg det helt fint med det, jeg havde virkelig ikke lyst til at se mine klassekammerater i øjnene og specielt ikke Josh.

Senere på aftenen lå jeg henslængt på min seng og stirrede ned i et dameblad. De var alle sammen sindssyg smukke ligesom Karla. Og så slog det mig pludselig.

Jeg skyndte mig at tænde på knappen i siden af min telefon.

Og der stod det helt desperat og ynkeligt, i den lille blå Bubble.

Livet uden dig ville være som en knækket blyant … meningsløst KH Emily ❤️

Han havde selvfølgelig ikke svaret, fordi at han sikkert ikke vidste hvad han skulle skrive for ikke at såre mine følelser. Men det var for sent, de var allerede rigtig sårede. Der forsvandt alle mine muligheder for at få en eneste ven, direkte ned i afløbet. Men der var stadig noget der ikke helt gav mening i mit hoved.

Nogen måtte have stjålet min telefon, men den lå jo på mit værelse hele aftenen. Hvad måtte Josh tænke. En lille ynkelig pige som hverken kan finde ud af scorereplikker eller bare at stå op på to ben for den sags skyld.

Næste dag i skolen prøvede jeg at undgå Josh og de andre piger, men selvfølgelig kom der et par nedladende kommentarer omkring hvad der skete i går.

Om morgenen havde vi biologi, et af mine yndlingsfag. Da vi gik ind i naturlokalet, begyndte drengene straks og pille ved alle de forskellige udstoppede fugle, som stod rundt omkring. Mens alle pigerne himlede med øjne og fnisede lidt sammen. Der stank også bare af døde dyr og gammel gips.

Lyset skar i øjnene, som kom fra de meterhøje vinduer, der stod ud til gaden. Som om at skolen var virkelig glad for deres biologilokale og følte at de behøvede at vise det frem. På de mange diske stod der flere forskellige ting som mikroskoper, et akvarie med haletudser og en masse små maskiner man aldrig fik lov til at bruge alligevel, men de var der sikkert til pynt

Pludselig trådte vores biologilærer ind. Han var en lav skaldet man, som gik meget sammen bøjet, uden rigtigt at kigge folk i øjnene. Han hed Ole.

Ole havde nogen store runde briller på og en hvid kittel, der så ud til at være alt for stor.

”Hallo! Kan jeg lige få ro!” råbte han med en meget hæs gammel mands stemme.

Det var næsten helt synd. Klassen havde ingen respekt for ham og han var så lille så han kunne ikke rigtig styre os.

Til sidst var han blevet helt rød i hovedet og stod og klappede hårdt i hænderne for at få ro, de andre elever begyndte endelig at forstå at de skulle tie stille.

”I dag!.. øh.. I dag skal vi ud og lede efter frøer i parken”.

Han rømmede sig og tog en slurk af noget der lignede danskvand.

Allerede inden han havde snakket færdig, var alle eleverne på vej ud ad døren.

På vejen spurgte jeg Hedvig om hvad det var han sagde frøracen hed. Hun så ud til at være fuldstændig ligeglad med at hjælpe mig. Og hun pustede bobler med sit lyserøde tyggegummi, mens hun stirrede ned på mig.

”Ehm… Det ved jeg ikke, spørg læreren…”

Hun viftede håret væk fra ansigtet på en snobbet måde og gik sin vej. Jeg kunne bare mærke at hun var fuldstændig ligeglad med mig, men det var jeg ved at være vant til nu.

Jeg fik en klump i halsen.

Vi havde fået hver vores lille fiskenet og spand til at fange en almindelig grøn frø, det kunne da ikke være så svært. Eller det syntes jeg i hvert fald ikke. Karla og de andre piger var ved at gå op i limningerne over at de måske skulle komme til at røre ved en frø.

“Hvad hvis jeg får det på mit tøj, jeg har altså lige fået de her sko!” hylede Sasha op. Den første, der fangede en frø var Liam. Han smed den ned i sin spand og blærede sig mega meget.

“Skal vi ikke sige til læreren at vi er færdig? Nåh! Nej… I har jo ikke fangede nogen endnu!!”

Liam skraldgrinede, han havde en fest med at han havde fanget en først og var kæphøj nok til næsten at komme op ad slås med de andre drenge.

Mig derimod, jeg havde ikke fundet en eneste frø endnu. Det var faktisk sværere end det så ud til. I mellemtiden havde Josh, Liam og Simon fundet en kæmpe mørkegrøn tudse. Sådan en, selv jeg ikke brød mig særlig meget om at røre ved.

Drengene havde planer om at smide den i hoved på Karla og Sasha. Jeg vidste bare at de ville blive så vrede.

De listede sig om bag ved pigerne og de havde ikke opdaget noget endnu, de stod bare og grinede og pjattede. En lille del af mig, ønskede at de ville få den store fede tudse smurt rundt i hele ansigtet.

I sidste øjeblik så Sasha det og råbte til Karla at hun skulle vende sig. Karla skreg i vildens sky og begyndte at spæne væk i hendes lille korte nederdel. Josh løb efter hende og det prikkede lidt i mig, noget der føltes bekendt.

Jalousi.

Jeg endte med ikke at fange nogen frøer, hvilket var lidt skuffende, men jeg kom over det.

Da jeg kom hjem fra skole, tjekkede jeg alle mine sociale medier, som jeg altid plejede at gøre. Da jeg kom til Instagram, var det mest bare folk der spiste avocado toast, lavede seje trampolintricks eller søde selfies med deres venner. Endnu engang fik jeg denne lille prikfølelse. Selvom jeg syntes at det var dumt, ønskede jeg det stadig for mig selv.

Jeg scrollede lidt længere ned og pludselig så jeg noget, som fik mine øjne til at stå på hvid gab.

Hele min krop rystede, da jeg lod mine øjne glide ned til den lille tekst som stod under det billede som forestillede en sort sky.

”Jeg fatter ikke hvorfor Josh ikke kan lide mig. Jeg er jo meget pænere end Karla. Vi ved jo godt alle sammen at drengene kun kan lide hende fordi at hun er populær og har alle mulige seje ting, som hun får af sine rige forældre.

Jeg tror at jeg dobbelt tjekkede over en million gange, og hver eneste gang stod der stadig med tyk skrift. “Emily5000”. Hele min krop var våd af sved og mine hænder rystede voldsomt, hvilket også fik mit hovedet til at dunke. Højere og højere sagde det til mig.

“Det kan ikke ske… Det kan ikke ske… Det er bare en drøm…”.

Men nej det var det ikke, jeg nev mig selv i skulderen og jeg var stadig lysvågen. Men det kunne ikke passe, nogen måtte havde hacket min mobil.

Det første jeg gjorde, var at slette opslaget, men der var allerede tonsvis af kommentarer, som jeg ikke turde læse. Hvilket betød at opslaget i hvert fald havde været oppe i nogen timer. Heldigvis var mine forældre ikke på instagram.

Næste dag i skolen var smertefuld. Forestil dig en hel dag, hvor det eneste du laver, er at prøve ikke at kigge nogen i øjnene.

Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at fortælle det til mine forældre og de ville heller aldrig tro at det ikke var mig som lagde teksten op. Alle ville helt sikkert være på Karlas side og det var jo også rimelig synd for hende.

”Jeg har virkelig aldrig gjort sådan noget før, jeg sværger!”

Vandet bag mine øjne var på grænsen til strømme ud, men jeg måtte ikke græde, jeg havde en følelse af at det ikke hjalp at knække sammen.

Han stirrede ondt på mig, men det var jo i princippet også hans job, at straffe børn på skolen. Jeg var ikke sikker på hvordan jeg skulle komme ud af den her situation.

”Du er godt klar over at vi bliver nødt til at ringe til dine forældre og du bliver i hvert fald bortvist fra skolen i mindst nogen dage!”

Jeg nikkede, mens jeg kiggede ned i jorden uden af sige noget.

Hvis han ikke var vred før, var han det i hvert fald nu. Men man måtte da også blive deprimeret af at sidde på det mørke kolde kontor hele dagen. Han snakkede aldrig med nogen og der stank altid af gamle rådne møbler.

Det der bekymrede mig mest, var mine forældre. Ingen ville jo nogen sinde tro mig. Min mobil var begyndt at kontrollere sig selv og den har lagt et billede ud på instagram hvor jeg sidder og ryger og pjækker fra skole.

Min forældre var også så stolte af mig. De ville aldrig tro at jeg ville gøre sådan noget. Hvilket jeg aldrig ville, fordi at det gjorde jeg ikke.

Mine forældre opførte sig slet ikke som jeg troede de ville. Jeg havde troet at de ville råbe ad mig og give mig stuearrest for livet, men i stedet sagde de slet ikke noget. Hele aftenen sagde vi ikke et eneste ord til hindanen og jeg tror at jeg hørte min mor græde sent på aftenen.

Hvilket faktisk var tusinde gange værre. Jeg kunne virkelig mærke at de var skuffede over mig. Jeg havde slet ikke gjort noget og det var overhovedet ikke fair. Ikke nogen af gangene.

Ikke da jeg pludselig havde skrevet til Josh, ikke da jeg mobbede Karla på instagram og slet ikke nu. Jeg måtte gøre noget. Jeg kunne ikke lade det her lille stykke apparat ødelægge hele mit liv.

Mit hoved rungede og jeg var ikke en gang sikker på at jeg så klart, men det måtte gøres. Jeg åbnede skuffen ved mit skrivebord, hvor jeg havde lagt min mobil. Den var helt varm og sikkert allerede i gang med at ødelægge flere dele at mit liv. Så det måtte gøres hurtigt.

Ind på badeværelset og luk døren. Jeg stod et sekund og kiggede ud i luften, inden jeg smadrede telefonen mod det knaldhårde stengulv. Det gjorde jeg så et par gange.

Pludselig kunne jeg høre min mor råbe om hvad i al verden, der skete deroppe. Jeg svarede ikke, i stedet låste jeg døren. Jeg kunne ikke få hende til at forstå.

Da min mor var på vej op ad trapperne, smed jeg den hurtigt i vandet i toilettet, hvor den gav en hvinende lyd fra sig. Så fiskede jeg den op og kylede den ud ad vinduet.

Pludselig var det stille. Så kunne jeg høre min mor gå ned af trapperne igen.

Næste morgen vågnede jeg med et smil på læben. Da jeg kom ned af trapperne, kom min mor ikke hen og spurgte hvad jeg skulle have og spise. Det var meget besynderligt, for det havde hun gjort så længe jeg kunne tale.

Da jeg kom ind i køkkenet, stod min mor heller ikke derinde og lavede morgenmad. Jeg huskede pludselig, at hun havde sagt i går at hun skulle ud og rejse, men jeg havde da troet at hun ville sige farvel eller skrive en note på køleskabet.

Jeg besluttede mig for ikke at tænke videre over det, fordi at hun sikkert ikke ville vække mig eller også havde hun lidt småtravlt.

På vej til skole gik jeg lidt og nynnede en lille melodi. I lang tid havde der ikke været noget som føltes normalt. Og skolen var nok en af de mest normale ting i verdenen.

Da jeg kom ind i klasseværelset, sad min lærer med sin computer og så ud til at være dybt koncentreret. Jeg listede mig ligeså stille hen til min plads.

”Øhh.. Må jeg spørger hvad du laver?!”.

Hun så vred ud.

”Undskyld, det var ikke meningen jeg skulle forstyrre…”

Jeg snubler lidt over ordene, for jeg havde ikke lyst til at flere lærere skulle blive vrede på mig.

”Hør her, du kan godt tage og komme ud af mit klasseværelse, det her er kun for folk i klassen. Hen til din egen klasse.”

Kunne hun ikke genkende mig?

Jeg løb ud på gangen og så Josh komme gående med sin mobil i hånden.

”Øh… Hej Josh!”.

”Hej person jeg ikke kender…”.

Han smågrinede helt akavet, men han vidste ikke hvem jeg var. Det gjorde ingen.

Ikke engang min egen mor.

Jeg sprintede hjem. Hen til den græsplæne, jeg havde smidt min telefon. Jeg kunne næsten ikke få vejret og da jeg endelig var noget frem, måtte jeg sætte mig ned.

Jeg ledte over alt og rodede mine hænder og græsplænen.

Men den var væk.

Digte

Uden Tittel
af Maja

Mine tanker faldt på dig
jeg ved at jeg var fej
Det var ikke min mening at skubbe dig væk
Som om du bare var en sølle sæk
Du Betød ALT
Men det var ikke det der gjaldt
Han sagde at du skulle gå
Og at der var en anden jeg kunne få
Men jeg vil kun ha’ dig
Jeg håber du stadig ka’ tilgi’ mig

Uden Titel II
af Maja

Tårerne trillede ned af din kind
Tanken er låst fast i mit sind
Jeg kan ikke sove mer’
Jeg er bange for du også er der
I mine drømme er det dig der har magten
Det er dig der styrer takten

Sekunder
af Alanah

Klokken blev tolv, og alle skulle træde ud af VR verdenen. Vi havde sådan en regel om at vi skulle ud af den falske fantastiske verden, så vi ikke kom til at sidde fast.

Jeg tog min maske af, og lagde den på mit sidebord. Det var kun nogle måneder siden at VR blev noget som alle mennesker blev sat ind i.

Men denne gang var det kun halvdelen af dem på stue 1 der tog maskerne af. Carmen og jeg skyndte os ned til Impirius på første sal. ”Min højhed, de sidder stadigvæk i masken.” Det var ikke ofte at vi var nede i det højtærede afdeling, men i dag hastede det.

”Har I prøvet at tage maskerne af?” spurgte han.

”Nej, min højhed,” svarede jeg imens vi gik med lange skridt hen imod min stue. Impirius åbnede døren, og hentede hans soldater.

”Tag masken af hende her,” beordrede han.

”Men Impirius, vi ved ikke hvad der sker.”

”TAGE MASKEN AF!” råbte han nu. De hev først masken frem, men der var tråde der sad fast fra damens ansigt, til masken.

”Klip den af,” sagde Impirius. De hentede lægens saks, og med et par snit frigjorde de ansigtet. Der kom et skrig, så stilhed og jeg kiggede væk.

Tidlig morgen vågnede jeg af mareridt. Jeg tænkte næsten kun på ansigtet der i går blev revet til stykker og damen, der døde lige efter hendes voldsomme skrig.

Derefter sad jeg bare i min kube. Jeg så rundt. De hvide futuristiske vægge, den moderne arkitektur, og vinduerne ud til solopgangen. Ingen var endnu kommet ud af verdenen, og ingen af dem som faktisk kom ud til frokost, var gået tilbage.

”Vi bliver nødt til at sende alle fra stuerne tilbage til verdenen.” Impirius havde udtænkt en plan. ”Så I skal overbevise ALLE om at komme ud igen. Med det samme, før I selv glemmer. Ja, vores dygtige forskere har konkluderet at de har glemt alt om vores verden. Og tror at den de lever i er den rigtige.” Han holdt en lang pause. ”I får en digital dagbog, som er som en helt normalt chip sat ind i jer. I skal notere hver eneste skridt, så I husker. Tagedog ikke maskerne af, før I redder de andre ud, for ellers kan der ske store skader. ”

Jeg tog min maske på og kom tilbage til VR verdenen. Jeg sad alene på værelset og skulle skynde mig ud, jeg noterede hver skridt, som jeg fik besked på.

Der så jeg igen verdenen, og glemte næsten.

Gaden var fuldt af sollys, duft af alverdens lækre ting, men alligevel så rent og pæn som vores rigtige verden var for længe siden. Som Impirius sagde, skulle jeg notere hvert eneste skridt. Min ven Lukas noterede ikke, heller ikke rejsen hertil, og nu er han som de andre. Væk i vores falske verden. Ingen anelse om det andet. Jeg vidste at det skulle tages seriøst.

Det var ganske rigtigt at vi har prøvet at sove inden i maskerne, men aldrig havde jeg brugt så lang tid herinde. Jeg havde ondt i hovedet om morgenen, og selvom snart 2 dage var gået, var jeg endnu ikke modig eller rask nok til at konfrontere nogle om situationen.

Jeg havde besluttet mig for, at i dag ville jeg skynde mig ud. Det var farligt her. Inden længe ville jeg sikkert også glemme hvad der foregik.

Nu trådte jeg for alvor ind i byen, hvor alle var. Flere gange den dag prøvede jeg at overbevise og overbevise, men hverken dem jeg kendte og dem jeg ikke kendte troede på mig. De svarede bare ”Aleander, hvor har du været? Ud og høre teorier fra dine skøre venner.” Eller ”Er du gået vanvittig, dreng!”

Det værste var nok, at de få fra de andre stuer var lige så stille ved at tro på dem der sagde at det slet ikke passede. På den måde gik det galt, og mindre og mindre var de opmærksomme på at vi var begyndt på at sidde fast. Jeg blev afbrudt af nogen der prikkede mig på skulderen. ”Dig. Kom med mig. Jeg har noget at fortælle.” En pige, samme alder som mig, trak mig et par huse ned, og ind i lejligheden.

”Det du siger er sandt. Impirius har gjort det,” sagde hun. Jeg så undrende på hende, og gav tegn til at hun skulle snakke videre. ”Han ville have magt i begge verdener, men det du måske ikke ved er at det ikke er ham der har lavet verdenen.” Hun tog en lang pause og trak vejret dybt. ”Den oprindelige opfinder vil have spillet igen, men det ville Impirius ikke tillade. Han overbeviser folk om at gå ind i spillet. Efter lidt tid glemmer de, og så kan de ikke komme ud og bestemme. Hverken hvem der får ret til spillet eller noget andet. ” Hun kiggede mig i øjnene.

”Bare så han kunne få magt,” sagde jeg så.

En uge var nu gået. En uge uden held, udover pigen. Ciska hed hun. Jeg tænkte tit på hende. Men ingen havde tid til hverken venner eller mere, jeg havde kun en ting at tænke på og det var at redde alle. Måske med den nye viden kunne jeg, men jeg blev nødt til at prøve hårdt.

Jeg lagde mig til at sove, og det var rigtigt nok at man ikke kunne mærke masken.

Der var nogen der skulle ringes op i morgen. Nogen jeg entelig ikke havde lyst til at snakke med.

”Aleander. Dejligt at høre at du ringer.” Den varme stemme som jeg engang så op til, men for et par år siden skubbede væk. ”Jeg ved desværre at du kun ringer med vigtigheder, så kom dog på besøg. Fængsel tid er jo ikke så slemt hernede.” Jeg vidste at hun havde ret, og kun fordi jeg ikke vil give op, kørte jeg ned til Hjørnehøjs fængsel. Hvor min mor var.

”Aleander, min skat. Se hvor stor du er blevet. Men nu vil jeg vide, hvad er så vigtigt at du kommer herned?” Hendes øjne skar gennem mig som altid før – det mørke hår, tatoveringer og piercinger var der også stadigvæk. På en måde havde jeg forventet at hun vidste at det hele var falskt, men nu hvor jeg var her… Jeg troede at hun var faldet for verdenen.

Da jeg forklarede hende hvad der var sket, svarede hun bare kort ”Jeg havde forventet at den ene gang du kom, ville du komme med noget vigtigt at sige. Ikke bare en langt ude teori. Jeg forventede mere af dig. Mere end at bruge din tid på pjat, og komme herned for at lave det du i din alder åbenbart kalder sjovt.” Med det lagde hun en seddel i min hånd og gik.

Jeg var kommet hjem, og først nu havde jeg tænkt mig at se hvad hun havde skrevet.

”Jeg ved at du aldrig ville besøge din mor, bare for at sige det du sagde. Så hvis du taler sandt, skal du passe på. De vogtere der stod i rummet arbejder med Impirius, og jeg har ikke lyst til at tilbringe mere tid herinde, fordi jeg siger noget de ikke bryder sig om. Jeg får drømme fra en verden, som den du siger findes. Pas på, og red mig. Red os alle, min dreng.”

Det var ikke den hjælp som jeg havde forventet, men det var noget. Hvis det med drømmene var rigtigt, var det en måde at overbevise andre om det jeg sagde var sandt. Bare hvis jeg kunne overbevise én person, som havde indflydelse.

Hver gang jeg tog mig sammen, blev jeg bange, jeg tænkte på hende som døde foran mig, den dag hvor vi kun var nogle der vågnede, der hvor alle havde glemt, og nu. Ja, nu var det værst.

”Drømme. Drømme har vi hver nat. Og hvis nogen her snakkede om de præcise omgivelser i drømmene, ville I hurtigt se at ALLE jeres drømme foregår samme sted.” Jeg stod alene på torvet. Alle var samlet omkring mig, rundt om den stol jeg stod på. ”I tror at den verden I lever i, er den I altid lever i. MEN TÆNK MENNESKER TÆNK… Det her er ikke jeres hjem, stuerne er heller ikke hjem, dog er det i det mindste virkelighed.” Jeg lagde mærke til, hvor mange jeg stod foran og begyndte at ryste, men jeg vidste at nu hvor alle kiggede, blev jeg nødt til at råbe ud til dem. ”Kom med mig tilbage, jeg ved hvordan. Så husker I jeres liv.”.

”Jeg gør det. Jeg tror på dig,” sagde Ciska, der var dukket op blandt de andre. ”Kom så. Alle sammen. Vi skal ud herfra,” råbte hun så. Men ingen trådte frem og sagde at de var med os.

”Kom med mig,” sagde hun til mig. Alle de andre vendte tilbage til deres dagligdag.

Vi gik igen ned til lejligheden og satte os sammen i sofaen. ”Det du lige gjorde. Det var sejt. Men det var sidste forsøg.” Jeg søgte hendes blik, men hun talte bare videre. ”Imens vi alle har været herinde, er det gået galt udenfor. Nu hvor alle er herinde, er ingen i gang i vores rigtige verden. Det er kun et par dage indtil alle går under.” Nu kiggede vi hinanden i øjnene.

”Så rejser du med mig tilbage?” spurgte jeg. ”Så kan vi gøre noget. Vi har kun brug for to. Hvad er sandsynligheden for at Impirius talte sandt da han sagde at vi ikke måtte tage tilbage alene. Det er værd at prøve efter det han har gjort.”

”Nej Aleander. Det er det, du ikke forstår. Imens du har været her, har Impirius sørget for at ingen får verdenen, nu hvor han ikke kunne beholde den. Din maske sidder fast.” Ciska’s stemme var blid, men ordene skar mig i hjertet. ”Så enten kan du dø i smerte fra at rive din maske af, eller blive her og forsvinde for evigt men glad.”

Vi sad begge i stilhed de næste minutter. ”Kom med mig tilbage. Vær i det rigtige og dø i smerte. Ikke det falske.” Ordene hakkede ud, og jeg kunne ikke tale ordentligt.

”Det bliver så svært og pinefuldt at få masken af. Alt det bare for ét sekund i den virkelig verden. Bliv her, lev bare et par minutter længer og uden smerte,” svarede hun.

”Ciska, du forstår ikke. Men du er så tæt på. Hvis det er det du vil have. Falskt. Så gør du det.” Med det kyssede jeg hende, bare i et sekund. Da lærte jeg at nyde sekunder. Det var det, jeg havde tilbage.

Jeg sad i min stol. Det var den sidste nat, før alt gik væk, så det var nu at jeg skulle dø.

Jeg lagde mig ned, og forberedte mig på at tage masken af. Jeg havde en saks i hånden, til selv at klippe den af når den sad fast. Jeg tog hånden op og gjorde det jeg altid havde gjort. Jeg hev, og faldt. Faldt ned i mørket og hev, jeg styrtede ned af, men der var langt til bunden. Jeg tog saksen og klippede, jeg kunne føle min hud blive hevet af. Sort rundt om mig. Blod flød fra mit ansigt og jeg mistede min stemme som ellers råbte så højt som den kunne. Jeg hev og klippede og hev igen. Og så landede jeg.

Jeg ramte mere end jeg landede. Ud af alle de ting jeg nogensinde havde prøvet, var det dét som havde gjort mest ondt. MEN.

Der så jeg verdenen, den rigtige.

Ét sekund. Men det sekund der betød mest.

Vampyrdrengen
af Ella

Jeg er på vej op af bjerget. Jeg skal hilse og sige, at det er 5 km lodret op. Alt det hårde slid bare for at redde en eller anden, ukendt, prinsesse. Det er også bare typisk en ond drage at sætte prinsessen på landets højeste bjerg. Men det går pænt hurtigt på grund af min nye fart. Jeg tænker tilbage på den morgen, det hele startede…

Jeg stod op, klar på en ny dag. Da jeg så i spejlet, at mine øjne var kulsorte – som et mørkt hul. Jeg snublede lidt over mine egne fødder på vej hen mod min bluse der lå på stolen. I stedet for at nå min bluse, gik jeg for langt. Jeg ramlede ind i væggen med fuld kraft, så meget kraft at jeg landede på jorden med et brag!

Jeg vendte mig om, og kiggede ind gennem det hul jeg havde fået kreeret. Da mærkede jeg en prikken på min skulder.

”Er du okay, min dreng?” sagde en kvinde, hvis ansigt jeg ikke kunne se. ”Ih du godeste, dine øjne er helt sorte. Du må være en af de udvalgte.” Det eneste jeg kunne fremstamme var: ”HUH…”

Jeg så dobbelt og var svimmel og fattede ikke en pind af hvad hun mente med ’den udvalgte’.

Der gik et par dage, før jeg så hende igen – i mellemtiden var det lykkes mig at skjule mine øjne med solbriller. Hun stod foran grønthandleren, da hun fik øje på mig og sagde; ”Ej, der er du jo igen.” Hun gjorde tegn til at jeg skulle komme tættere på, og derefter fortsatte hun med at snakke. ”Jeg har noget at vise dig, min dreng. Mød mig her om ti minutter, så skal jeg nok vise dig hvad.”

Jeg kom efter 5 minutters indkøb, men hun stod allerede klar. Hun trak mig med ud på en stor mark. Det var ingenting, ikke engang et træ.

”Du er en vampyr.” Startede hun.

Det gav ekko i mit hoved. ”Så jeg er en blodtørstig morder?” sagde jeg med angst i stemmen.

”Nej, du er et hurtigt og elegant væsen. Og du lever for evigt,” sagde kvinden roligt, for roligt. ”Prøv at tage et skridt frem…” I dét jeg tog et skridt frem, rykkede jeg mig yderlige 10.

”Wow …” fik jeg fremstammet.
”Jep, du er også hurtig,” sagde hun meget selvtilfreds. ”Hvorfor gik jeg så, ikke lige så hurtigt som det her, de andre dage?” spurgte jeg forvirret.
”Dine kræfter er kun lige sat i gang, det var det samme som det her, der skete den morgen med væggen. Og nu skal du bare øve dig lidt.” Hun tog et par højhælede sko frem, og rakte dem til mig.

Der gik et par dage hvor jeg bare øvede mig på at styre min fart, og det hjalp de højhælede sko rigtig meget på. Jeg fatter stadig ikke alle de kvinder, der går i dem til hverdag.

”Du skal redde prinsessen…” sagde hun en dag, helt ud af det blå.
”Arh, jeg tror først og fremmest at jeg lige skal lære at gå,” sagde jeg med et grin.
”Nej, jeg mener det!” sagde hun nærmest vredt, ”Prinsesse Amanda er blevet fanget i sit tårnværelse, af sin kæle drage Hugo.” Jeg forstod alvoren i det, og gik straks i gang med at pakke en taske til turen. Kun det mest nødvendige som f.eks. en deodorant og noget tør shampoo. Man ved jo aldrig om prinsessen er lækker, og hvis man er så heldig, så gider man da ikke at være fuldstændigt svedig og klam.

Da jeg havde pakket mine ting, drog jeg af sted. Det tog mig et par timer at nå ud til bjerget, jeg skulle igennem tre søer, og en krokodilles fordøjelse system, men jeg nåede det. Så var der bare 5 km lodret op.

”Og det er sådan jeg er kommet her til,” siger jeg til en trold, der tydeligvis er ligeglad. ”Jeg forstår det ikke, den historie er da meget interessant,” fortsætter jeg.

Trolden går forbi mig, imens han laver tegn til, at det var en kedelig historie. Jeg ruller øjne og går videre. ”Typisk bjerg trolde, at være så uforstående,” mumler jeg for mig selv.

Jeg er nået et pænt stykke op af bjerget, jeg mangler omkring 100 meter, og så er det bare at nå op til tårnværelset. Selv her fra kan jeg høre prinsessen synge. Det er også bare typisk prinsesser at synge, også selv om de ikke synger godt. Der er jo en grund til, at alle dyrene kommer hen til dem; fordi de prøver at lukke munden på hende!

Jeg er endelig nået frem til tårnet. Det sidder en masse sårede mænd og kvinder – og sover, af en eller anden mærkelig årsag – med enten armen i en slynge eller benet i gips.

”Vil du prøve at redde prinsessen, og det er da et mærkeligt tidspunkt at komme på?” siger en meget opgivende dværg. ”Øh, ja!!” siger jeg meget begejstret som svar på begge dele. Jeg får et sværd i hånden og bliver vist ind af døren. ”Vent lidt, du skal lige skrive under her!” siger den opgivende dværg, og rækker mig en blyant og et papir hvor jeg skal ’love at jeg ikke lægger sag an mod dem hvis jeg dør’.

”Hvordan skal jeg kunne lægge sag an hvis jeg er død?” spørger jeg, imens jeg skriver under. Dværgen trækker på skuldrene, og jeg går videre op af trappen. Det tager mig 30 sekunder, og så er jeg oppe ved dragen. Vi står ansigt til næsebor, meget intenst, vil jeg bare lige sige.

”Se, der er en anden prinsesse derover, du kan tage til fange,” siger jeg og peger over mod den tomme trappe. Dragen fnyser af mig. Jeg orker ikke at danse med en drage, så jeg løber så hurtigt jeg kan op af væggen for at forvirre den. Det virker, og den kigger efter mig imens jeg fiser frem og tilbage imellem gulvet, væggene og loftet.

Jeg samler mod til mig, og stikker sværdet ind i dens mave. Den laver et lille hyl. Det giver mig et chok og jeg ender med at stikke den ca. 5-80 gange mere.
Jeg kommer forbi den og ind af døren. Prinsesse Amanda sidder i vindueskarmen, da jeg kommer bragende ind.

”Åh, min prins. Du har reddet mit liv. Endelig kan jeg komme ud af det her værelse,” siger hun, imens hun slynger sig ind i mine arme. ”Æv, du lugter,” siger hun lidt efter.

”Så er det godt, jeg har taget deodorant med!” siger jeg stolt.
”Åh, du har også bare tænkt på alting!” siger hun på en sjov måde, fordi hun samtidig holder sig for næsen. ”Jeg har lige et spørgsmål,” fortsætter hun. ”Hvorfor kommer du kl. 24:04? Det er da et lidt mærkeligt tidspunkt.”

”Tja, jeg er ikke så vild med dagslys,” siger jeg sukkende. Hun kysser mig på kinden, og jeg ligger min mund mod hendes hals.

Download; Vampyrdrengen – af Ella