Tekster fra Forfatterværkstedet

Her på siden kan du læse historier, som vi producerer på Forfatterværkstedet.

God fornøjelse!

Dig eller livet?
af Lena

Den læderindbundne bog lå støvet på min reol. Jeg havde ikke rørt den siden du forsvandt. Hvor er du? Pludselig var du ikke i skole mere. Politiet gav op, og ingen leder efter dig mere. Jeg havde ikke mod nok til at tale med nogen om dig. For det meste sad jeg på gyngerne ved legepladsen. Det mindede mig om alt det vi havde, hele vores liv var perfekt, inden det forfærdelige skete. Du forsvandt…. Bare tanken om dig, får mig til at græde. Der var øde på legepladsen, ingen små børn sad i sandkassen, eller oppe på klatrestativet. Idag var en svær dag for mig, jeg havde taget din bog med. Jeg holdt den tæt ind til kroppen. Den var tung. Et stykke af en presenning flød rundt på legepladsen. Jeg tog mig sammen, og tog et skridt mod buskene. Hvis man kigger godt rundt, kunne man skimte en presenning som hang på en busk. Vi havde lavet en hule sammen. Derinde havde vi blandet blod, og svoret at vi ville være bedste venner for evigt. For evigt er et mærkeligt ord. Intet kan være for evigt. Jeg er blevet en helt anden. Selv min familie kan ikke genkende mig. Det er som om du gjorde mig til den jeg var. Jeg havde brug for din støtte, til at finde hvem jeg i virkeligheden er. Nu vidste jeg også hvor meget jeg havde brug for dig.

Mor er læge. Hun troede jeg havde depression, men jeg fik hende overbevist om at jeg kun havde sorg, og hun forstod mig heldigvis. Far var også bekymret, men prøvede ikke på noget. Han sagde selv han var dårlig til at trøste. Min lærer sagde at jeg skulle holde lidt fri fra skolen. Han så hvor meget jeg led under det. Jeg satte mig på den fugtige jord, omringet af buske. Det var halvmørkt derinde. Al lyd var dæmpet. Jeg lagde forsigtigt din bog på jorden. Min mobil gav en lyd fra sig. “Kom hjem. Der er mad. Kh, Mor” efter det var der en forvrænget smiley, som skulle forestille et smil. Jeg lukkede øjnene et par sekunder, og tænkte på dig. Endnu en dag hvor jeg ikke kunne sidde alene i halvmørket og tænke tilbage på hvor godt vi havde det, selvom det gjorde ondt at tænke på dig, elskede jeg at forestille mig at du sad lige ved siden af mig. Dengang i den her hule, snakkede vi om alt man kunne finde på. Andre gange var der bare stille, hvor vi bare sad og tænkte. En til lyd fra mobilen

” Hallo. Svar.”. Hvis man ikke svarede hende lige med det samme, troede hun at der var sket noget. En til vibration fra mobilen.

“Du bliver tracket ned fra Mors- Iphone”.

“Kommer jo nu.” skrev jeg hurtig og trådte ud fra gemmestedet. Der sad en lille pige i sandkassen. Helt alene. Hun var igang med at fylde sand op i hendes spand. Hun havde plukket en rose, som lå ved siden af hende.

“Hej” sagde jeg. “Hej”. Der var ikke nogen andre. “Hvor er din mor?” spurgte jeg hende, og gik lidt tættere på.

“Hun er her ikke” sagde hun. Hendes øjne var mørke og mystiske. De mindede mig lidt om dine øjne

“Nåe, er hun så derhjemme?”

Hun smilede. “Ja, helt sikkert”

“Skal jeg hjælpe dig med noget?” spurgte jeg.

“Næh, jeg har ikke brug for noget. Men tak” sagde hun.

Der vendte jeg mig om, og gik hjem. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

Der var et eller andet ved den der pige. Hun mindede mig om nogen, men jeg kan ikke huske hvem. Din bog blev tungere under armen. Jeg havde ikke kigget i den endnu. Jeg var bange. Men da jeg prøvede at tage den under den anden arm, faldt der en lap papir ud. Det var et billede af en pige. Hun havde lyst hår og mørke øjne. Det var pigen! Pigen i sandkassen. Jeg kiggede forskrækket på portrættet. Hun så glad ud. Men hvem var hun? Og hvor kender du hende fra? Havde I noget med hinanden at gøre? Jeg syntes det var ret ubehageligt og løb hjem.

“Hvor har du været?” sagde mor, og kiggede bekymret på mig.

“Legepladsen” svarede jeg og gik ind i gangen for at tage mine sko af.

“Nå, har du lavet dine lektier?”

Jeg rullede med øjnene. Jeg kunne virkelig ikke tænke på det lige nu. ”Jaja,” sagde jeg.

“Men du mangler rigtig mange pligter inden du for…”

Jeg afbrød hende. “Ikke idag okay?” Så vendte jeg mig om og gik op på mit værelse. Klokken var mange da det ringede på, og det var allerede blevet mørkt.

“Kan du åbne op?” råbte mor fra hendes arbejdsværelse. Efter at tage mig gevaldigt sammen rejste jeg mig op fra sengen, og traskede ned til døren. Egentlig havde jeg glemt den lille forældreløs pige, indtil nu. Det ramte mig med et brag, og jeg blev lidt bange. Men måske var det jo bare far der havde glemt sine nøgler i tennisklubben. Bestemt åbnede jeg op, men til min overraskelse stod der ikke nogen. Jeg kiggede mig omkring for at se om der var nogen der prøvede at lave sjov med mig. Men der var ingen. Jeg kiggede ned. Noget havde fanget min opmærksomhed. Der lå en rose på dørmåtten. Jeg samlede den op og betragtede den. Pludselig flashbackede det fuldstændig tilbage til den mystiske pige. Havde hun ikke haft en rose ved siden af sig? Kuldegysningen løb ned ad ryggen på mig. Men der var noget pigen ville sige. Jeg kunne mærke det. Hun havde noget at sige om dig. I kendte ihvertfald hinanden, siden du havde et billede af pigen i din dagbog. Jeg ville gå ned til legepladsen og se om hun var der. Hun ved måske hvor du er? Og om du stadig er i live?

“Mor? Jeg bliver nødt til at gå.” Intet svar fra arbejdsværelset. En note blev skrevet og lagt på hendes skrivebord. Det var typisk hende at falde i søvn i hendes kontorstol. Jeg må indrømme at jeg var lidt bange. Det var altså lidt creepy at gå helt alene i mørket til en øde legeplads, og vente på en lille pige som kendte noget til ens forsvundne bedste veninde. Jeg var ikke lige så modig som dig. Men du lærte mig da lidt. Klokken var 00:47 og jeg løb resten af vejen op til legepladsen. Mine øjne vænnede sig hurtigt til mørket. Ja, jeg havde ret. Hun sad der. Igen var pigen ved at fylde sand i sin spand. Jeg havde virkelig lyst til at løbe hjem igen. Jeg var bange. Men det var for sent.

“Hej,” sagde hun.

“Hej,” svarede jeg stille.

“Jeg har ventet på dig. Der er noget du skal vide.” Hun talte højt og tydeligt.

“Men… hvem er du?” spurgte jeg.

Jeg fik intet svar. I steden for hentede hun din bog frem. Din bog.

“Hvor har du den fra?” spurgte jeg overrasket. “Giv mig den! Det er ikke noget du skal blande dig i!”

Hun rørte sig ikke. Hun åbnede bogen op på det sted hvor jeg havde lagt billedet af hende omhyggeligt ind igen. Hun tog billedet op og kiggede på det. Hun smilede blidt. Træerne hvislede stille i vinden. “Hvad ville du sige til mig?” sagde jeg efter et par dybe indåndinger.

Jeg var stadig bange, og min stemme rystede lidt. Men jeg beherskede mig. Hvorfor frygtede jeg hende så meget? Det var bare en pige fra en legeplads. En pige som gav mig besked på at måske ville fortælle noget om min bedste veninde. Men min mavefornemmelse sagde noget helt andet. “Er det noget om hende?” sagde jeg, og håbede inderligt at hun ville give mig et ordentligt svar.

“Læs,” hviskede hun og rakte mig bogen. Jeg tog imod den og satte mig langsomt ned på sandkassens kant. Her er hvad der stod:

En helt normal dag. Intet specielt. Hvad er hovedstaden af Holland? Vi har fået lektier for i dansk. Du reddede mig igen i dag med regne lektierne. Jeg takker dig mange gange for den aktion.

Der stod kun det på første side. Åbenbart havde hun tænkt sig at begynde at skrive dagbog på det tidspunkt. Jeg kan godt huske da jeg reddede hende med regne lektierne og gav hende lov til at kopiere det jeg havde skrevet. Dengang var det hele perfekt. Intet kunne være bedre. Dengang vidste jeg slet ikke, at hele mit liv ville blive ruineret, og at jeg ville blive til den her melankolske person.

“Læs videre,” sagde pigen. Jeg havde helt glemt hende og tabte bogen af bar forskrækkelse.

“Jaja.” sagde jeg og samlede bogen op igen, for at læse videre:

Jeg tror du er lidt forelsket i Marcus. Du lægger ihvertfald sygt meget an på ham. Du siger at det ikke er sandt, men det er det jo. Vi fik totalt grineflip i engelsk, og blev sendt ud. Vi grinte bare mere efter det. “Tie stille! Jeg kan ikke få vejret” råbte du.

Det kan jeg også huske. Jeg læser videre:

I går var der nogen der fulgte efter mig. En ældre dame. Måske var det bare noget jeg bildte mig ind, men hun stoppede ved min hæk, kiggede hurtigt på mig, og så vendte hun sig om og gik. Jeg låste døren efter mig. I dag var der ikke nogle der fulgte efter mig. Til gengæld stod der nogen ude ved mit vindue i flere timer. Jeg gider ikke at snakke med mine forældre om det. “Det er jo noget latterligt du bilder dig ind” vil de sige. Jeg overvejer at sige det til dig. Ja, jeg gør det i morgen. Der er nogen der  banker på, og mor siger jeg skal åbne op. To sekunder, så er jeg tilbage.

Men så stod der ikke mere. Intet. Jeg bladrede hele bogen igennem, undtagen billedet af pigen stod der ikke mere.

“Ved du så hvad der skete?” sagde hun.

“Nej” svarer jeg. “Det var det folk prøvede at finde ud af.”

“Hun døde. Hun blev myrdet. Hun havde fået noget at vide, som nogle personer ikke ville have at andre skulle vide. Åbenbart ville de tage den nemme vej, og bare komme af med hende.”

Hvem var hun? Og hvor vidste hun alt det fra? “Men hvorfor var der så ingen der fandt hendes krop?”

“Hun er levet videre som et spøgelse.” Som om. “Jeg kunne bedst lide livet da jeg var 6 år. Derfor valgte jeg den her alder.” Hvad var det hun fablede om? “Kom nu med. Vi havde det jo godt sammen!” Mener hun at hun er dig? “ Jeg kan jo hjælpe dig!” Hun tog en kniv frem. Hvad skete der her?! “Det gør kun ondt et øjeblik.” Jeg rejste mig. “Hvad mener du?” Hun trådte nogle skridt nærmere. “Jeg er jo din bedste veninde!”  Så løb jeg, men jeg kunne mærke at hun fulgte efter.

Jeg var totalt til grin
af Frida Voller Marcussen

Jeg kiggede mig i spejlet. Langt brunt hår. Det var ikke engang smukt og naturligt, ligesom de andre piger i min klasse.

Det lignede at jeg havde en brun moppe på hovedet eller en grim uglet paryk. Mit ansigt var også fyldt med bumser og urenheder. Da jeg foreslog en lille smule concealer, blev min mor meget ophidset og sagde, at jeg var alt for ung til makeup.

Jeg havde prøvet bumse creme men det virkede slet ikke, tværtimod blev jeg bare tomatrød i ansigtet.

Pludselig kunne jeg høre min telefon ringe inde fra mit værelse. Gad vide hvem det var? Jeg havde ingen venner.

Da jeg trådte ind af den hårde dørkarm, lod jeg mit blik falde over min telefon. Ukendt nummer.

Det var sikkert drengene fra klassen, der lavede telefonfis igen. Jeg sukkede og trykkede på den røde knap på skærmen. Og kiggede ud over mit værelse, som så ud til at være lidt rodet.

Jeg kunne egentlig meget godt lide mit værelse. Jeg havde en sort himmelseng, med et lyserødt tæppe og en masse lysegrå og lyserøde pyntepuder med små søde citater på.

Ved siden af min seng havde jeg mit hvide skrivebord med min computer og et højt hvidt skab, som jeg havde fået af min mormor. Min mor og jeg havde vasket det og givet det en lille omgang maling. På væggen hang der en boghylde med alverdens bøger og et billede af mig som baby.

Jeg var enebarn, selvom jeg altid havde ønsket mig en søster, som jeg kunne snakke med om alle de ting, jeg gik og kæmpede med. Men min mor og far havde alt for travlt med at arbejde til hele tiden til at passe en baby.

Da jeg kom i skole, ramte duften mig som en hård bølge lige i ansigtet.

Blomster og en lille smule af sprit. Det var Karla, hun havde fået en hundedyr parfume af sin mor sammen med et hårbånd og et matchende bælte. Hun får en regn af gaver hver dag, fordi hendes mor har en ny kæreste og hun har det dårligt med det.

Sådan nogen dyre ting ville min mor bare fnyse af. På den ene side syntes jeg også at det var lidt synd for Karla, men jeg forstod bare ikke hvorfor hun hele tiden talte så grimt til alle og blærede sig med alle hendes seje ting, mens at drengene bare sad og savlede over hende. Jeg fik helt kvalme.

Jeg lukkede døren bag mig og gik hen mod min plads i hjørnet, hvor jeg altid sad. Det er der hvor ingen kunne lægge mærke til mig eller prøve at tale til mig.

Da jeg slængede tasken over den ene skulder, kom jeg til at ramme mig selv i hovedet, det dunkede og gjorde sindssygt ondt. Jeg kiggede rundt i klasselokalet, heldigvis havde ingen set hvor klodset jeg var. Jeg prøvede at ignorere det og ikke tage mig til hovedet, så ingen skulle opdage det.

I frikvarteret stormede alle ud, for enten at spille fodbold eller sidde og snakke i solen med deres venner. Men ikke mig. Jeg slentrede langsomt hen ad jorden. Helt langsomt, den ene fod foran den anden. Jeg havde ikke rigtig nogen at være sammen med, så jeg havde ikke så travlt.

Pludselig kom Josh fra klassen gående hen ad gang imod mig. Han var helt klart den flotteste dreng fra klassen. Bare synd at Karla allerede havde sine kløer i ham. Jeg så gerne mig selv sammen med ham.

Han vinkede. Jeg kiggede mig bag mig, men nej, der var ikke nogen. Det måtte være til mig han vinkede.

Gad vide hvad han ville? Han viftede mig over og jeg gik hen imod ham. Mine håndflader var våde af sved.

“Hej Emily! Kan vi måske lige snakke sammen?..”

”OK,” fremstammede jeg. Mine hænder rystede og jeg begyndte at rødme helt vildt, mens han førte mig med hen under den store trappe hvor ingen kunne se os.

Han kørte håret tilbage med hænderne og kiggede på mig, så jeg blev helt varm i kroppen.

”Hør her, du er en rigtig sød pige og jeg er sikker på at der er tonsvis af drenge som kan lide dig på den måde..”.

Han slog håret tilbage og jeg stod bare og forsvandt i hans endeløse blå øjne.

”Men jeg må takke nej. Og du ved da også godt at jeg godt kan lide Karla!”

Åh nej! Det var bestemt ikke det jeg havde håbet på.

”Eh.. Nej til hvad?”

Jeg vidste godt hvad han mente, men det gav ingen mening.

”Du ved.. At komme sammen, du skrev jo til mig i går aftes og spurgte.”

Hvad! Det ville jeg aldrig turde at gøre. Nogen måtte have stjålet min telefon, men jeg var jo hjemme hele aftenen, ligesom jeg plejede at gøre.

”Øhh.. Emily.. vi ses..”.

Han småløb ned ad trapperne. Han syntes sikkert at jeg var virkelig mærkelig.

”Åhh!! Afvist!!”.

Nogen piger havde lyttet til os snakke bag trappen og stod nu og skraldgrinede. Jeg følte mig sindssygt til grin. Snart ville alle på skolen vide at jeg var blevet afvist af Josh, fordi at jeg sikkert ikke var ligeså smuk som Karla.

Jeg begyndte at blive svimmel og trådte et par skridt baglæns. Lige pludselig stødte jeg på en meget hård stentrappe og det rungede og sved i hele mit hoved.

Jeg satte mig ned og begravede hovedet i skødet. Næsten hele klassen stod og stirrede på mig ude på gangen og smerten i mit baghoved blev værre og værre.

Jeg var totalt til grin…

Senere fik jeg en frysepose på nede hos sygeplejersken, som insisterede på at jeg skulle gå hjem og hvile mig. Egentlig havde jeg det helt fint med det, jeg havde virkelig ikke lyst til at se mine klassekammerater i øjnene og specielt ikke Josh.

Senere på aftenen lå jeg henslængt på min seng og stirrede ned i et dameblad. De var alle sammen sindssyg smukke ligesom Karla. Og så slog det mig pludselig.

Jeg skyndte mig at tænde på knappen i siden af min telefon.

Og der stod det helt desperat og ynkeligt, i den lille blå Bubble.

Livet uden dig ville være som en knækket blyant … meningsløst KH Emily ❤️

Han havde selvfølgelig ikke svaret, fordi at han sikkert ikke vidste hvad han skulle skrive for ikke at såre mine følelser. Men det var for sent, de var allerede rigtig sårede. Der forsvandt alle mine muligheder for at få en eneste ven, direkte ned i afløbet. Men der var stadig noget der ikke helt gav mening i mit hoved.

Nogen måtte have stjålet min telefon, men den lå jo på mit værelse hele aftenen. Hvad måtte Josh tænke. En lille ynkelig pige som hverken kan finde ud af scorereplikker eller bare at stå op på to ben for den sags skyld.

Næste dag i skolen prøvede jeg at undgå Josh og de andre piger, men selvfølgelig kom der et par nedladende kommentarer omkring hvad der skete i går.

Om morgenen havde vi biologi, et af mine yndlingsfag. Da vi gik ind i naturlokalet, begyndte drengene straks og pille ved alle de forskellige udstoppede fugle, som stod rundt omkring. Mens alle pigerne himlede med øjne og fnisede lidt sammen. Der stank også bare af døde dyr og gammel gips.

Lyset skar i øjnene, som kom fra de meterhøje vinduer, der stod ud til gaden. Som om at skolen var virkelig glad for deres biologilokale og følte at de behøvede at vise det frem. På de mange diske stod der flere forskellige ting som mikroskoper, et akvarie med haletudser og en masse små maskiner man aldrig fik lov til at bruge alligevel, men de var der sikkert til pynt

Pludselig trådte vores biologilærer ind. Han var en lav skaldet man, som gik meget sammen bøjet, uden rigtigt at kigge folk i øjnene. Han hed Ole.

Ole havde nogen store runde briller på og en hvid kittel, der så ud til at være alt for stor.

”Hallo! Kan jeg lige få ro!” råbte han med en meget hæs gammel mands stemme.

Det var næsten helt synd. Klassen havde ingen respekt for ham og han var så lille så han kunne ikke rigtig styre os.

Til sidst var han blevet helt rød i hovedet og stod og klappede hårdt i hænderne for at få ro, de andre elever begyndte endelig at forstå at de skulle tie stille.

”I dag!.. øh.. I dag skal vi ud og lede efter frøer i parken”.

Han rømmede sig og tog en slurk af noget der lignede danskvand.

Allerede inden han havde snakket færdig, var alle eleverne på vej ud ad døren.

På vejen spurgte jeg Hedvig om hvad det var han sagde frøracen hed. Hun så ud til at være fuldstændig ligeglad med at hjælpe mig. Og hun pustede bobler med sit lyserøde tyggegummi, mens hun stirrede ned på mig.

”Ehm… Det ved jeg ikke, spørg læreren…”

Hun viftede håret væk fra ansigtet på en snobbet måde og gik sin vej. Jeg kunne bare mærke at hun var fuldstændig ligeglad med mig, men det var jeg ved at være vant til nu.

Jeg fik en klump i halsen.

Vi havde fået hver vores lille fiskenet og spand til at fange en almindelig grøn frø, det kunne da ikke være så svært. Eller det syntes jeg i hvert fald ikke. Karla og de andre piger var ved at gå op i limningerne over at de måske skulle komme til at røre ved en frø.

“Hvad hvis jeg får det på mit tøj, jeg har altså lige fået de her sko!” hylede Sasha op. Den første, der fangede en frø var Liam. Han smed den ned i sin spand og blærede sig mega meget.

“Skal vi ikke sige til læreren at vi er færdig? Nåh! Nej… I har jo ikke fangede nogen endnu!!”

Liam skraldgrinede, han havde en fest med at han havde fanget en først og var kæphøj nok til næsten at komme op ad slås med de andre drenge.

Mig derimod, jeg havde ikke fundet en eneste frø endnu. Det var faktisk sværere end det så ud til. I mellemtiden havde Josh, Liam og Simon fundet en kæmpe mørkegrøn tudse. Sådan en, selv jeg ikke brød mig særlig meget om at røre ved.

Drengene havde planer om at smide den i hoved på Karla og Sasha. Jeg vidste bare at de ville blive så vrede.

De listede sig om bag ved pigerne og de havde ikke opdaget noget endnu, de stod bare og grinede og pjattede. En lille del af mig, ønskede at de ville få den store fede tudse smurt rundt i hele ansigtet.

I sidste øjeblik så Sasha det og råbte til Karla at hun skulle vende sig. Karla skreg i vildens sky og begyndte at spæne væk i hendes lille korte nederdel. Josh løb efter hende og det prikkede lidt i mig, noget der føltes bekendt.

Jalousi.

Jeg endte med ikke at fange nogen frøer, hvilket var lidt skuffende, men jeg kom over det.

Da jeg kom hjem fra skole, tjekkede jeg alle mine sociale medier, som jeg altid plejede at gøre. Da jeg kom til Instagram, var det mest bare folk der spiste avocado toast, lavede seje trampolintricks eller søde selfies med deres venner. Endnu engang fik jeg denne lille prikfølelse. Selvom jeg syntes at det var dumt, ønskede jeg det stadig for mig selv.

Jeg scrollede lidt længere ned og pludselig så jeg noget, som fik mine øjne til at stå på hvid gab.

Hele min krop rystede, da jeg lod mine øjne glide ned til den lille tekst som stod under det billede som forestillede en sort sky.

”Jeg fatter ikke hvorfor Josh ikke kan lide mig. Jeg er jo meget pænere end Karla. Vi ved jo godt alle sammen at drengene kun kan lide hende fordi at hun er populær og har alle mulige seje ting, som hun får af sine rige forældre.

Jeg tror at jeg dobbelt tjekkede over en million gange, og hver eneste gang stod der stadig med tyk skrift. “Emily5000”. Hele min krop var våd af sved og mine hænder rystede voldsomt, hvilket også fik mit hovedet til at dunke. Højere og højere sagde det til mig.

“Det kan ikke ske… Det kan ikke ske… Det er bare en drøm…”.

Men nej det var det ikke, jeg nev mig selv i skulderen og jeg var stadig lysvågen. Men det kunne ikke passe, nogen måtte havde hacket min mobil.

Det første jeg gjorde, var at slette opslaget, men der var allerede tonsvis af kommentarer, som jeg ikke turde læse. Hvilket betød at opslaget i hvert fald havde været oppe i nogen timer. Heldigvis var mine forældre ikke på instagram.

Næste dag i skolen var smertefuld. Forestil dig en hel dag, hvor det eneste du laver, er at prøve ikke at kigge nogen i øjnene.

Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at fortælle det til mine forældre og de ville heller aldrig tro at det ikke var mig som lagde teksten op. Alle ville helt sikkert være på Karlas side og det var jo også rimelig synd for hende.

”Jeg har virkelig aldrig gjort sådan noget før, jeg sværger!”

Vandet bag mine øjne var på grænsen til strømme ud, men jeg måtte ikke græde, jeg havde en følelse af at det ikke hjalp at knække sammen.

Han stirrede ondt på mig, men det var jo i princippet også hans job, at straffe børn på skolen. Jeg var ikke sikker på hvordan jeg skulle komme ud af den her situation.

”Du er godt klar over at vi bliver nødt til at ringe til dine forældre og du bliver i hvert fald bortvist fra skolen i mindst nogen dage!”

Jeg nikkede, mens jeg kiggede ned i jorden uden af sige noget.

Hvis han ikke var vred før, var han det i hvert fald nu. Men man måtte da også blive deprimeret af at sidde på det mørke kolde kontor hele dagen. Han snakkede aldrig med nogen og der stank altid af gamle rådne møbler.

Det der bekymrede mig mest, var mine forældre. Ingen ville jo nogen sinde tro mig. Min mobil var begyndt at kontrollere sig selv og den har lagt et billede ud på instagram hvor jeg sidder og ryger og pjækker fra skole.

Min forældre var også så stolte af mig. De ville aldrig tro at jeg ville gøre sådan noget. Hvilket jeg aldrig ville, fordi at det gjorde jeg ikke.

Mine forældre opførte sig slet ikke som jeg troede de ville. Jeg havde troet at de ville råbe ad mig og give mig stuearrest for livet, men i stedet sagde de slet ikke noget. Hele aftenen sagde vi ikke et eneste ord til hindanen og jeg tror at jeg hørte min mor græde sent på aftenen.

Hvilket faktisk var tusinde gange værre. Jeg kunne virkelig mærke at de var skuffede over mig. Jeg havde slet ikke gjort noget og det var overhovedet ikke fair. Ikke nogen af gangene.

Ikke da jeg pludselig havde skrevet til Josh, ikke da jeg mobbede Karla på instagram og slet ikke nu. Jeg måtte gøre noget. Jeg kunne ikke lade det her lille stykke apparat ødelægge hele mit liv.

Mit hoved rungede og jeg var ikke en gang sikker på at jeg så klart, men det måtte gøres. Jeg åbnede skuffen ved mit skrivebord, hvor jeg havde lagt min mobil. Den var helt varm og sikkert allerede i gang med at ødelægge flere dele at mit liv. Så det måtte gøres hurtigt.

Ind på badeværelset og luk døren. Jeg stod et sekund og kiggede ud i luften, inden jeg smadrede telefonen mod det knaldhårde stengulv. Det gjorde jeg så et par gange.

Pludselig kunne jeg høre min mor råbe om hvad i al verden, der skete deroppe. Jeg svarede ikke, i stedet låste jeg døren. Jeg kunne ikke få hende til at forstå.

Da min mor var på vej op ad trapperne, smed jeg den hurtigt i vandet i toilettet, hvor den gav en hvinende lyd fra sig. Så fiskede jeg den op og kylede den ud ad vinduet.

Pludselig var det stille. Så kunne jeg høre min mor gå ned af trapperne igen.

Næste morgen vågnede jeg med et smil på læben. Da jeg kom ned af trapperne, kom min mor ikke hen og spurgte hvad jeg skulle have og spise. Det var meget besynderligt, for det havde hun gjort så længe jeg kunne tale.

Da jeg kom ind i køkkenet, stod min mor heller ikke derinde og lavede morgenmad. Jeg huskede pludselig, at hun havde sagt i går at hun skulle ud og rejse, men jeg havde da troet at hun ville sige farvel eller skrive en note på køleskabet.

Jeg besluttede mig for ikke at tænke videre over det, fordi at hun sikkert ikke ville vække mig eller også havde hun lidt småtravlt.

På vej til skole gik jeg lidt og nynnede en lille melodi. I lang tid havde der ikke været noget som føltes normalt. Og skolen var nok en af de mest normale ting i verdenen.

Da jeg kom ind i klasseværelset, sad min lærer med sin computer og så ud til at være dybt koncentreret. Jeg listede mig ligeså stille hen til min plads.

”Øhh.. Må jeg spørger hvad du laver?!”.

Hun så vred ud.

”Undskyld, det var ikke meningen jeg skulle forstyrre…”

Jeg snubler lidt over ordene, for jeg havde ikke lyst til at flere lærere skulle blive vrede på mig.

”Hør her, du kan godt tage og komme ud af mit klasseværelse, det her er kun for folk i klassen. Hen til din egen klasse.”

Kunne hun ikke genkende mig?

Jeg løb ud på gangen og så Josh komme gående med sin mobil i hånden.

”Øh… Hej Josh!”.

”Hej person jeg ikke kender…”.

Han smågrinede helt akavet, men han vidste ikke hvem jeg var. Det gjorde ingen.

Ikke engang min egen mor.

Jeg sprintede hjem. Hen til den græsplæne, jeg havde smidt min telefon. Jeg kunne næsten ikke få vejret og da jeg endelig var noget frem, måtte jeg sætte mig ned.

Jeg ledte over alt og rodede mine hænder og græsplænen.

Men den var væk.

Digte

Uden Tittel
af Maja

Mine tanker faldt på dig
jeg ved at jeg var fej
Det var ikke min mening at skubbe dig væk
Som om du bare var en sølle sæk
Du Betød ALT
Men det var ikke det der gjaldt
Han sagde at du skulle gå
Og at der var en anden jeg kunne få
Men jeg vil kun ha’ dig
Jeg håber du stadig ka’ tilgi’ mig

Uden Titel II
af Maja

Tårerne trillede ned af din kind
Tanken er låst fast i mit sind
Jeg kan ikke sove mer’
Jeg er bange for du også er der
I mine drømme er det dig der har magten
Det er dig der styrer takten

Sekunder
af Alanah

Klokken blev tolv, og alle skulle træde ud af VR verdenen. Vi havde sådan en regel om at vi skulle ud af den falske fantastiske verden, så vi ikke kom til at sidde fast.

Jeg tog min maske af, og lagde den på mit sidebord. Det var kun nogle måneder siden at VR blev noget som alle mennesker blev sat ind i.

Men denne gang var det kun halvdelen af dem på stue 1 der tog maskerne af. Carmen og jeg skyndte os ned til Impirius på første sal. ”Min højhed, de sidder stadigvæk i masken.” Det var ikke ofte at vi var nede i det højtærede afdeling, men i dag hastede det.

”Har I prøvet at tage maskerne af?” spurgte han.

”Nej, min højhed,” svarede jeg imens vi gik med lange skridt hen imod min stue. Impirius åbnede døren, og hentede hans soldater.

”Tag masken af hende her,” beordrede han.

”Men Impirius, vi ved ikke hvad der sker.”

”TAGE MASKEN AF!” råbte han nu. De hev først masken frem, men der var tråde der sad fast fra damens ansigt, til masken.

”Klip den af,” sagde Impirius. De hentede lægens saks, og med et par snit frigjorde de ansigtet. Der kom et skrig, så stilhed og jeg kiggede væk.

Tidlig morgen vågnede jeg af mareridt. Jeg tænkte næsten kun på ansigtet der i går blev revet til stykker og damen, der døde lige efter hendes voldsomme skrig.

Derefter sad jeg bare i min kube. Jeg så rundt. De hvide futuristiske vægge, den moderne arkitektur, og vinduerne ud til solopgangen. Ingen var endnu kommet ud af verdenen, og ingen af dem som faktisk kom ud til frokost, var gået tilbage.

”Vi bliver nødt til at sende alle fra stuerne tilbage til verdenen.” Impirius havde udtænkt en plan. ”Så I skal overbevise ALLE om at komme ud igen. Med det samme, før I selv glemmer. Ja, vores dygtige forskere har konkluderet at de har glemt alt om vores verden. Og tror at den de lever i er den rigtige.” Han holdt en lang pause. ”I får en digital dagbog, som er som en helt normalt chip sat ind i jer. I skal notere hver eneste skridt, så I husker. Tagedog ikke maskerne af, før I redder de andre ud, for ellers kan der ske store skader. ”

Jeg tog min maske på og kom tilbage til VR verdenen. Jeg sad alene på værelset og skulle skynde mig ud, jeg noterede hver skridt, som jeg fik besked på.

Der så jeg igen verdenen, og glemte næsten.

Gaden var fuldt af sollys, duft af alverdens lækre ting, men alligevel så rent og pæn som vores rigtige verden var for længe siden. Som Impirius sagde, skulle jeg notere hvert eneste skridt. Min ven Lukas noterede ikke, heller ikke rejsen hertil, og nu er han som de andre. Væk i vores falske verden. Ingen anelse om det andet. Jeg vidste at det skulle tages seriøst.

Det var ganske rigtigt at vi har prøvet at sove inden i maskerne, men aldrig havde jeg brugt så lang tid herinde. Jeg havde ondt i hovedet om morgenen, og selvom snart 2 dage var gået, var jeg endnu ikke modig eller rask nok til at konfrontere nogle om situationen.

Jeg havde besluttet mig for, at i dag ville jeg skynde mig ud. Det var farligt her. Inden længe ville jeg sikkert også glemme hvad der foregik.

Nu trådte jeg for alvor ind i byen, hvor alle var. Flere gange den dag prøvede jeg at overbevise og overbevise, men hverken dem jeg kendte og dem jeg ikke kendte troede på mig. De svarede bare ”Aleander, hvor har du været? Ud og høre teorier fra dine skøre venner.” Eller ”Er du gået vanvittig, dreng!”

Det værste var nok, at de få fra de andre stuer var lige så stille ved at tro på dem der sagde at det slet ikke passede. På den måde gik det galt, og mindre og mindre var de opmærksomme på at vi var begyndt på at sidde fast. Jeg blev afbrudt af nogen der prikkede mig på skulderen. ”Dig. Kom med mig. Jeg har noget at fortælle.” En pige, samme alder som mig, trak mig et par huse ned, og ind i lejligheden.

”Det du siger er sandt. Impirius har gjort det,” sagde hun. Jeg så undrende på hende, og gav tegn til at hun skulle snakke videre. ”Han ville have magt i begge verdener, men det du måske ikke ved er at det ikke er ham der har lavet verdenen.” Hun tog en lang pause og trak vejret dybt. ”Den oprindelige opfinder vil have spillet igen, men det ville Impirius ikke tillade. Han overbeviser folk om at gå ind i spillet. Efter lidt tid glemmer de, og så kan de ikke komme ud og bestemme. Hverken hvem der får ret til spillet eller noget andet. ” Hun kiggede mig i øjnene.

”Bare så han kunne få magt,” sagde jeg så.

En uge var nu gået. En uge uden held, udover pigen. Ciska hed hun. Jeg tænkte tit på hende. Men ingen havde tid til hverken venner eller mere, jeg havde kun en ting at tænke på og det var at redde alle. Måske med den nye viden kunne jeg, men jeg blev nødt til at prøve hårdt.

Jeg lagde mig til at sove, og det var rigtigt nok at man ikke kunne mærke masken.

Der var nogen der skulle ringes op i morgen. Nogen jeg entelig ikke havde lyst til at snakke med.

”Aleander. Dejligt at høre at du ringer.” Den varme stemme som jeg engang så op til, men for et par år siden skubbede væk. ”Jeg ved desværre at du kun ringer med vigtigheder, så kom dog på besøg. Fængsel tid er jo ikke så slemt hernede.” Jeg vidste at hun havde ret, og kun fordi jeg ikke vil give op, kørte jeg ned til Hjørnehøjs fængsel. Hvor min mor var.

”Aleander, min skat. Se hvor stor du er blevet. Men nu vil jeg vide, hvad er så vigtigt at du kommer herned?” Hendes øjne skar gennem mig som altid før – det mørke hår, tatoveringer og piercinger var der også stadigvæk. På en måde havde jeg forventet at hun vidste at det hele var falskt, men nu hvor jeg var her… Jeg troede at hun var faldet for verdenen.

Da jeg forklarede hende hvad der var sket, svarede hun bare kort ”Jeg havde forventet at den ene gang du kom, ville du komme med noget vigtigt at sige. Ikke bare en langt ude teori. Jeg forventede mere af dig. Mere end at bruge din tid på pjat, og komme herned for at lave det du i din alder åbenbart kalder sjovt.” Med det lagde hun en seddel i min hånd og gik.

Jeg var kommet hjem, og først nu havde jeg tænkt mig at se hvad hun havde skrevet.

”Jeg ved at du aldrig ville besøge din mor, bare for at sige det du sagde. Så hvis du taler sandt, skal du passe på. De vogtere der stod i rummet arbejder med Impirius, og jeg har ikke lyst til at tilbringe mere tid herinde, fordi jeg siger noget de ikke bryder sig om. Jeg får drømme fra en verden, som den du siger findes. Pas på, og red mig. Red os alle, min dreng.”

Det var ikke den hjælp som jeg havde forventet, men det var noget. Hvis det med drømmene var rigtigt, var det en måde at overbevise andre om det jeg sagde var sandt. Bare hvis jeg kunne overbevise én person, som havde indflydelse.

Hver gang jeg tog mig sammen, blev jeg bange, jeg tænkte på hende som døde foran mig, den dag hvor vi kun var nogle der vågnede, der hvor alle havde glemt, og nu. Ja, nu var det værst.

”Drømme. Drømme har vi hver nat. Og hvis nogen her snakkede om de præcise omgivelser i drømmene, ville I hurtigt se at ALLE jeres drømme foregår samme sted.” Jeg stod alene på torvet. Alle var samlet omkring mig, rundt om den stol jeg stod på. ”I tror at den verden I lever i, er den I altid lever i. MEN TÆNK MENNESKER TÆNK… Det her er ikke jeres hjem, stuerne er heller ikke hjem, dog er det i det mindste virkelighed.” Jeg lagde mærke til, hvor mange jeg stod foran og begyndte at ryste, men jeg vidste at nu hvor alle kiggede, blev jeg nødt til at råbe ud til dem. ”Kom med mig tilbage, jeg ved hvordan. Så husker I jeres liv.”.

”Jeg gør det. Jeg tror på dig,” sagde Ciska, der var dukket op blandt de andre. ”Kom så. Alle sammen. Vi skal ud herfra,” råbte hun så. Men ingen trådte frem og sagde at de var med os.

”Kom med mig,” sagde hun til mig. Alle de andre vendte tilbage til deres dagligdag.

Vi gik igen ned til lejligheden og satte os sammen i sofaen. ”Det du lige gjorde. Det var sejt. Men det var sidste forsøg.” Jeg søgte hendes blik, men hun talte bare videre. ”Imens vi alle har været herinde, er det gået galt udenfor. Nu hvor alle er herinde, er ingen i gang i vores rigtige verden. Det er kun et par dage indtil alle går under.” Nu kiggede vi hinanden i øjnene.

”Så rejser du med mig tilbage?” spurgte jeg. ”Så kan vi gøre noget. Vi har kun brug for to. Hvad er sandsynligheden for at Impirius talte sandt da han sagde at vi ikke måtte tage tilbage alene. Det er værd at prøve efter det han har gjort.”

”Nej Aleander. Det er det, du ikke forstår. Imens du har været her, har Impirius sørget for at ingen får verdenen, nu hvor han ikke kunne beholde den. Din maske sidder fast.” Ciska’s stemme var blid, men ordene skar mig i hjertet. ”Så enten kan du dø i smerte fra at rive din maske af, eller blive her og forsvinde for evigt men glad.”

Vi sad begge i stilhed de næste minutter. ”Kom med mig tilbage. Vær i det rigtige og dø i smerte. Ikke det falske.” Ordene hakkede ud, og jeg kunne ikke tale ordentligt.

”Det bliver så svært og pinefuldt at få masken af. Alt det bare for ét sekund i den virkelig verden. Bliv her, lev bare et par minutter længer og uden smerte,” svarede hun.

”Ciska, du forstår ikke. Men du er så tæt på. Hvis det er det du vil have. Falskt. Så gør du det.” Med det kyssede jeg hende, bare i et sekund. Da lærte jeg at nyde sekunder. Det var det, jeg havde tilbage.

Jeg sad i min stol. Det var den sidste nat, før alt gik væk, så det var nu at jeg skulle dø.

Jeg lagde mig ned, og forberedte mig på at tage masken af. Jeg havde en saks i hånden, til selv at klippe den af når den sad fast. Jeg tog hånden op og gjorde det jeg altid havde gjort. Jeg hev, og faldt. Faldt ned i mørket og hev, jeg styrtede ned af, men der var langt til bunden. Jeg tog saksen og klippede, jeg kunne føle min hud blive hevet af. Sort rundt om mig. Blod flød fra mit ansigt og jeg mistede min stemme som ellers råbte så højt som den kunne. Jeg hev og klippede og hev igen. Og så landede jeg.

Jeg ramte mere end jeg landede. Ud af alle de ting jeg nogensinde havde prøvet, var det dét som havde gjort mest ondt. MEN.

Der så jeg verdenen, den rigtige.

Ét sekund. Men det sekund der betød mest.

Vampyrdrengen
af Ella

Jeg er på vej op af bjerget. Jeg skal hilse og sige, at det er 5 km lodret op. Alt det hårde slid bare for at redde en eller anden, ukendt, prinsesse. Det er også bare typisk en ond drage at sætte prinsessen på landets højeste bjerg. Men det går pænt hurtigt på grund af min nye fart. Jeg tænker tilbage på den morgen, det hele startede…

Jeg stod op, klar på en ny dag. Da jeg så i spejlet, at mine øjne var kulsorte – som et mørkt hul. Jeg snublede lidt over mine egne fødder på vej hen mod min bluse der lå på stolen. I stedet for at nå min bluse, gik jeg for langt. Jeg ramlede ind i væggen med fuld kraft, så meget kraft at jeg landede på jorden med et brag!

Jeg vendte mig om, og kiggede ind gennem det hul jeg havde fået kreeret. Da mærkede jeg en prikken på min skulder.

”Er du okay, min dreng?” sagde en kvinde, hvis ansigt jeg ikke kunne se. ”Ih du godeste, dine øjne er helt sorte. Du må være en af de udvalgte.” Det eneste jeg kunne fremstamme var: ”HUH…”

Jeg så dobbelt og var svimmel og fattede ikke en pind af hvad hun mente med ’den udvalgte’.

Der gik et par dage, før jeg så hende igen – i mellemtiden var det lykkes mig at skjule mine øjne med solbriller. Hun stod foran grønthandleren, da hun fik øje på mig og sagde; ”Ej, der er du jo igen.” Hun gjorde tegn til at jeg skulle komme tættere på, og derefter fortsatte hun med at snakke. ”Jeg har noget at vise dig, min dreng. Mød mig her om ti minutter, så skal jeg nok vise dig hvad.”

Jeg kom efter 5 minutters indkøb, men hun stod allerede klar. Hun trak mig med ud på en stor mark. Det var ingenting, ikke engang et træ.

”Du er en vampyr.” Startede hun.

Det gav ekko i mit hoved. ”Så jeg er en blodtørstig morder?” sagde jeg med angst i stemmen.

”Nej, du er et hurtigt og elegant væsen. Og du lever for evigt,” sagde kvinden roligt, for roligt. ”Prøv at tage et skridt frem…” I dét jeg tog et skridt frem, rykkede jeg mig yderlige 10.

”Wow …” fik jeg fremstammet.
”Jep, du er også hurtig,” sagde hun meget selvtilfreds. ”Hvorfor gik jeg så, ikke lige så hurtigt som det her, de andre dage?” spurgte jeg forvirret.
”Dine kræfter er kun lige sat i gang, det var det samme som det her, der skete den morgen med væggen. Og nu skal du bare øve dig lidt.” Hun tog et par højhælede sko frem, og rakte dem til mig.

Der gik et par dage hvor jeg bare øvede mig på at styre min fart, og det hjalp de højhælede sko rigtig meget på. Jeg fatter stadig ikke alle de kvinder, der går i dem til hverdag.

”Du skal redde prinsessen…” sagde hun en dag, helt ud af det blå.
”Arh, jeg tror først og fremmest at jeg lige skal lære at gå,” sagde jeg med et grin.
”Nej, jeg mener det!” sagde hun nærmest vredt, ”Prinsesse Amanda er blevet fanget i sit tårnværelse, af sin kæle drage Hugo.” Jeg forstod alvoren i det, og gik straks i gang med at pakke en taske til turen. Kun det mest nødvendige som f.eks. en deodorant og noget tør shampoo. Man ved jo aldrig om prinsessen er lækker, og hvis man er så heldig, så gider man da ikke at være fuldstændigt svedig og klam.

Da jeg havde pakket mine ting, drog jeg af sted. Det tog mig et par timer at nå ud til bjerget, jeg skulle igennem tre søer, og en krokodilles fordøjelse system, men jeg nåede det. Så var der bare 5 km lodret op.

”Og det er sådan jeg er kommet her til,” siger jeg til en trold, der tydeligvis er ligeglad. ”Jeg forstår det ikke, den historie er da meget interessant,” fortsætter jeg.

Trolden går forbi mig, imens han laver tegn til, at det var en kedelig historie. Jeg ruller øjne og går videre. ”Typisk bjerg trolde, at være så uforstående,” mumler jeg for mig selv.

Jeg er nået et pænt stykke op af bjerget, jeg mangler omkring 100 meter, og så er det bare at nå op til tårnværelset. Selv her fra kan jeg høre prinsessen synge. Det er også bare typisk prinsesser at synge, også selv om de ikke synger godt. Der er jo en grund til, at alle dyrene kommer hen til dem; fordi de prøver at lukke munden på hende!

Jeg er endelig nået frem til tårnet. Det sidder en masse sårede mænd og kvinder – og sover, af en eller anden mærkelig årsag – med enten armen i en slynge eller benet i gips.

”Vil du prøve at redde prinsessen, og det er da et mærkeligt tidspunkt at komme på?” siger en meget opgivende dværg. ”Øh, ja!!” siger jeg meget begejstret som svar på begge dele. Jeg får et sværd i hånden og bliver vist ind af døren. ”Vent lidt, du skal lige skrive under her!” siger den opgivende dværg, og rækker mig en blyant og et papir hvor jeg skal ’love at jeg ikke lægger sag an mod dem hvis jeg dør’.

”Hvordan skal jeg kunne lægge sag an hvis jeg er død?” spørger jeg, imens jeg skriver under. Dværgen trækker på skuldrene, og jeg går videre op af trappen. Det tager mig 30 sekunder, og så er jeg oppe ved dragen. Vi står ansigt til næsebor, meget intenst, vil jeg bare lige sige.

”Se, der er en anden prinsesse derover, du kan tage til fange,” siger jeg og peger over mod den tomme trappe. Dragen fnyser af mig. Jeg orker ikke at danse med en drage, så jeg løber så hurtigt jeg kan op af væggen for at forvirre den. Det virker, og den kigger efter mig imens jeg fiser frem og tilbage imellem gulvet, væggene og loftet.

Jeg samler mod til mig, og stikker sværdet ind i dens mave. Den laver et lille hyl. Det giver mig et chok og jeg ender med at stikke den ca. 5-80 gange mere.
Jeg kommer forbi den og ind af døren. Prinsesse Amanda sidder i vindueskarmen, da jeg kommer bragende ind.

”Åh, min prins. Du har reddet mit liv. Endelig kan jeg komme ud af det her værelse,” siger hun, imens hun slynger sig ind i mine arme. ”Æv, du lugter,” siger hun lidt efter.

”Så er det godt, jeg har taget deodorant med!” siger jeg stolt.
”Åh, du har også bare tænkt på alting!” siger hun på en sjov måde, fordi hun samtidig holder sig for næsen. ”Jeg har lige et spørgsmål,” fortsætter hun. ”Hvorfor kommer du kl. 24:04? Det er da et lidt mærkeligt tidspunkt.”

”Tja, jeg er ikke så vild med dagslys,” siger jeg sukkende. Hun kysser mig på kinden, og jeg ligger min mund mod hendes hals.

Download; Vampyrdrengen – af Ella