Freelance musikernes vilkår

03. december 2008

Kulturhuset Islands Brygge

”Vi er ikke arbejdsløse, vi er indtægtsløse…”

Når man er kunstner, er man en del af arbejdsmarkedet. Men hvilket arbejdsmarked? Og er det danske arbejdsmarked overhovedet gearet til at håndtere den virkelighed, kunstnere står i?

Helt aktuelt er dagpengereglerne blevet strammet, så man bl.a. er forpligtet til at søge fire fuldtidsstillinger – fagområde underordnet – om ugen for at opretholde dagpengeretten. Det harmonerer dårligt med f.eks. musikernes vilkår, som er præget af freelancejobs og kontrakt- og deltidsansættelser.

Men har dagpenge i virkeligheden tidligere fungeret som en skjult kunststøtte? Bør kunstnere have særregler if. til andre faggrupper? Hvilken betydning har den nuværende arbejdsmarkedssituation for kunstlivet? Hvad gør man i udlandet?

Disse og mange andre spørgsmål og synspunkter havde Rytmisk Center og Dansk Tonekunstner Forening sat sig for at undersøge ved at invitere til debat i Islands Brygges Kulturhus 3. december 2008.

Et nødvendigt inspirationsmøde
Konsulent Carsten Mørch-Bentzen fra Rytmisk Center – den ene af arrangørerne – bød velkommen. Og begrundede samtidig valget af dagens debatemne med, at Rytmisk Center helt aktuelt har svært ved at skaffe og fastholde de ca. 200 timelønnede musiklærere, skolen engagerer hvert år. Mange forlader freelancetilværelsen til fordel for et fast job uden for deres musikalske fag.

Herefter var scenen for en kort stund overladt til to freelancemusikere, sanger Mads Elung-Jensen og pianist Ellen Refstrup, som fremførte to ud af de 24 stykker i Schuberts Vinterrejse. På den måde fik debatten en smuk og helt konkret klangbund at leve på.

DR-journalist Lene Johansen kunne som ordstyrer give bolden op med meldingen om, at en af debattens modparter, Venstres kulturordfører Troels Christensen, var forhindret i at komme pga. sygdom. Arrangementet skulle derfor ses som et inspirationsmøde. Alle blev opfordret til at byde ind i debatten med inputs, som senere kan formidles til politikerne.

Lene gav ordet til Maud Sauer fra den hollandske organisation Kunstenaars & Co.
Hollandske kunstnere har en dagpenge-lignende støtteordning

Maud Sauer er selv freelance musiker (oboist) og er herudover involveret i Kunstenaars & Co, som er en privat nonprofit organisation, der arbejder for at styrke kunstnernes professionalisme og forretningsmuligheder.

Maud fortalte, at den nuværende situation i Danmark på mange måder kan sammenlignes med betingelserne for kunstnere i Holland anno 1999:
”Frem til 1999 var det bredt accepteret, at kunstnere kunne supplere indtægten med arbejdsløshedspenge. Men de politiske vinde skiftede, og der blev stillet skarpe krav til, at alle skal være en del af et det traditionelle fuldtidsarbejdsmarked for at opretholde retten til understøttelse.”

Maud var via Kunstenaars & Co. involveret i et storstilet lobbyarbejde for at skabe en ordning, der var rimelig for freelance kunstnere, og som ville få accept i den brede befolkning:

”Vi skabte WWIK-ordningen, som er en støtteordning for kunstnere. Der er ikke noget krav om, at kunstneren skal søge arbejde, når han er på WWIK-støtte. Til gengæld skal kunstneren selv tjene penge og dokumentere, at han øger sin indkomst (fra 2.800€ – 6.000€) i de tre første år. Desuden skal kunstneren opfylde nogle bestemte kriterier for, at få WWIK-støtte – han skal kort sagt dokumentere, at han er kunstner, f.eks. med et eksamensbevis fra et kunstakademi.”
Ud af 96.600 registrerede kunstnere i Holland (1,2 % af befolkningen) er 2.500 pt. på WWIK-støtte.

”Filosofien og argumentationen bag WWIK er, at det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at hjælpe kunstnere til på sigt at kunne opretholde en egen indtægt inden for deres fag, i stedet for at tvinge dem ind i fast arbejde i et helt andet fag. På den måde spilder samfundet nemlig mange uddannelsespenge på kunstskolerne.”

Kunstenaars & Co sætter ikke blot kunstnerne på en passiv ydelse, men støtter dem i et 5-punkts program med bl.a. intensiv information, coaching og løbende evaluering af kunstnerens løbende erfaringer. Maud præsenterede desuden et udvalg af Kunstenaars & Co’s aktiviteter og samarbejder med kunstnere.

Der er flere fagområder, som allerede har lovgivningsmæssig særstatus i Danmark
Lene Johansen åbnede for paneldebatten med Maud Sauer, Anders Laursen (formand for Dansk Musiker Forbund) og Lena Brostrøm Dideriksen (formand for Dansk Artist Forbund), som var den første, der fik ordet:

”Pt. er der ingen politiske initiativer og ingen dialog. Derfor prøver vi at flytte diskussionen fra blot at handle om beskæftigelsespolitik til at handle om kulturpolitik, og også erhvervs-, social- og uddannelsespolitik. Samtidig vil vi gøre op med holdningen om, at ’det-der med musik er noget, man gør i sin fritid’ – vi skal gøre noget for alle de professionelle udøvende musikere, så de kan beskæftige sig med deres fag; det de er bedst til. Vi er meget inspireret af den hollandske WWIK-ordning.”

Lena bemærkede desuden, at der ikke er noget nyt i, at visse fagområder har særstatus – Claus Hjort-Frederiksens hovedargument for ikke at ville kigge på kunstnernes muligheder i dagpengesystemet. Det har bl.a. landbrug og fiskeri.
Anders Laursen efterlyste en bredere accept af, at kulturens arbejdsbetingelser er en fuldt integreret del af kulturområdet:

”Kunstnerne vil gerne have gang i en karriere, men der findes stort set ingen faste jobs inden for de kunstneriske fag. Og kravet for at opretholde dagpengeret er, at man søger fire faste stillinger om ugen. Det gør det nærmeste umuligt at få en karriere, som er sammenstykket af freelancejobs, i gang. Resultatet er, at den enkelte kunstner taber 5-7 års dyr uddannelse fra f.eks. konservatoriet på gulvet og ender i et fast job inden for et helt andet fag.”

”Intet er mere tilfredsstillende end at klare sig selv”
Som et lille intermezzo citerede Lene Johansen den sygdomsramte V-kulturordfører Troels Christensen – han havde fremsendt sin planlagte tale:
”Når man vælger at blive kunstner, vælger man en usikker tilværelse, hvor der ikke er fast arbejde til alle. Til gengæld får man et mere spændende og fleksibelt liv end de fleste, som har et ’kedeligt job’ med villa, volvo og vovse. Intet er mere tilfredsstillende end at klare sig selv, og staten skal ikke udvikle sig til en ren barnepigestat. Regeringen har derfor ingen planer om at ændre den nuværende dagpengeordning.”
Lene understregede, at citaterne er plukket frit fra Troels’ tale.
Det var tid til synspunkter, kommentarer og debat fra både panelet og salen.

Vi vil ikke være ’særlige’
Lena Brostrøm fremførte, at kunstnerne ikke vil have særbehandling, men blot efterspørger nogle beskæftigelsesvilkår, som er rimelige if. til den type arbejde, de udfører. Samt at de forskellige kunstarter hverken har samme betingelser eller behov – man skal passe på med at betragte kunstnere som en homogen gruppe.
Anders Laursen mente, at man allerede nu begynder at mærke manglen på timelønnede musikere, censorer, musiklærere, mv. Og at det bliver langt mere markant i årerne, der kommer. Som Anders polemisk bemærkede:
”Man taler meget om den danske Flexicurity-model. Men i vores branche kender vi kun til ’flex’ ikke til ’security’”
Lena håbede, at man fra politisk hold snart vil opleve en opvågning:
”Inden længe kan problemet læses i statistikkerne. Det vil ikke bare være et problem for de mest udsatte kunstnere – nej, også de kunstnere, mange gerne vil se, ryger ud af faget…”

Kunstuddannelserne er under pres
En freelance-musiker fra salen bemærkede, at kunstuddannelserne de seneste år er blevet gradvist ændret, så der er større vægt på pædagogiske og erhvervsfaglige færdigheder end tidligere ifh. til det kunstfaglige:
”Vi skal passe på, at balancen ikke tilter!”
Anders Laursen kunne fortælle, at den britiske regering netop har bevilget 400 mio. pund til de kreative fag i den engelske grundskole.
”Måske kan vi få Beatles igen?”
Samtidig advarede Anders mod at gøre kunstverden afhængig af erhvervsstøtte – det er meget konjunkturfølsomt og savner samfundsmæssig forankring. Kunst skal være på finansloven.
En anden freelance musiker fremlagde problematikken meget præcist i sit kontante opråb:

”Vi er ikke arbejdsløse. Vi er indtægtsløse!”
Den klassiske sanger Jane slog tonen an i debattens slutspurt og fik kulturbrugerne på banen:
”Det er mit indtryk, at politikerne ikke lytter på vores argumenter. Men hvad nu, hvis vi kan skabe et tryk ved at tale til befolkningen i stedet.”
Rektor fra Rytmisk Musikkonservatorie, Henrik Sveidahl, var enig:
”Vi må erkende, at det, der fænger hos politikerne, er det, borgerne synes er vigtigt.”

Billedkunstner Ole Sporring fra Billedkunstnernes Forbund spurgte til panelmedlemmernes tanker om evt. aktioner.
Både Anders Laursen og Lena Brostrøm kunne afslutningsvist bekræfte, at der bliver arbejdet hårdt og kreativt på gangbare løsninger og konstruktiv dialog med politikerne. Og begge erklærede sig enige i, at befolkningen skal i tale – men hvordan:
”Spørgsmålet er, om befolkningen virkelig er interesseret i at vide, at kunsten er på røven!?”