Scenekunsten i det moderne samfund

16. december 2008

Kødbyen, Karriere Bar

”Ordet bliver så småt”

Scenen er sat i det tidligere slagteri, som nu huser et af Kødbyens hippeste gå-ud-steder, Karrierebar. Der sidder tre scenekunstekspert og en enkelt journalist på et hævet plateau med ryggen mod de store vinduer, som fuldender den rå, historiebærende scenografi med fugtig asfalt, kittelklædte slagtere, lastbiler, røde neonskilte og enkelte søgende sortklædte københavnere som de mest klichéfyldte elementer, der glider forbi vinduerne denne eftermiddag. Det er tirsdag den 16. december 2008, klokken er 16, og vi er samlet for at diskutere nødvendigheden af scenekunst i det moderne samfund. Rytmisk Center har inviteret. Foran panelet sidder 30-40 tilhører. Mange er selv aktive scenekunstnere, får vi snart afsløret. Andre har administrative roller i teaterlivet, og resten er vist blot interesserede på civilt niveau…

Velkommen
Carsten Mørch-Bentzen fra Rytmisk Center siger det første ord – ”velkommen” – i årets sidste debatarrangement fra hans hånd og opfordrer alle til at møde op til Rytmisk Centers debatter i 2009.

Herfra er taktstokken i hånden på ordstyrer Kristian Danholm, der til dagligt er journalist på DR Deadline.

Kristian sætter navn og gerning på de tre scenekunsteksperter: Olav Harsløf, som er professor på RUC og har forsket i scenekunst; Inger Eilersen, som er uddannelsesleder på Statens Teaterskoles instruktøruddannelse; og Jan Kiwi, der er musikteaterchef på Baltoppen i Ballerup.
Debatten er snart i gang.

Scenekunsten er fri, fordi den ikke længere er nødvendig
Olav lægger ud med en betragtning om, at hovedspørgsmålet om, hvorvidt scenekunst er nødvendigt i det moderne samfund, må være et trickquestion:

”Hvis jeg bare svarer ja til, om scenekunsten er nødvendig, er debatten jo slut, ” indleder han, ”så i stedet har jeg undersøgt anden del af spørgsmålet, som handler om det moderne samfund.”
Olav opridser kort og præcist, at modernismen startede omkring 1845-46 og sluttede sidst i 1970’erne, og at vi derfor lever i post-modernismen:

”Det rigtige spørgsmål må derfor være: Var scenekunsten nødvendig i det moderne samfund?”
Han svarer selv bekræftende og opridser en række af de tunge dramatikerdrenge – Ibsen, Tjekhov, mfl. – som bl.a. kunne sætte aktuelle problemer til debat på og uden for scenen.
”Den rolle har scenekunsten ikke længere, ja, mange går ikke en gang i teatret mere, ” sammenfatter Olav. ”Det er derfor muligt at leve uden scenekunst. Svaret på spørgsmålet må derfor være: Nej, scenekunst er ikke nødvendigt i det moderne samfund!”

Men Olav understreger konkluderende, at scenekunsten nu er sat fri, netop fordi den ikke er nødvendig.

Tillad mig at være uenig
Inger får ordet og ”tillader sig at være uenig” med Olav – hun mener, scenekunsten er højst nødvendig i dag..

(”Fint, så har vi en debat!” indskyder ordstyrer Kristian med afvæbnende parodisk tv-vært-mine.)
Inger vil gerne fokusere på kernen i scenekunst: At nogen har en historie på hjertet:
”Der er sket en bevægelse, ” uddyber hun, ” hvor det tidligere var en dramatiker, som nedfældede sin historie, er billedet mere nuanceret i dag, hvor det ofte er en instruktør eller et helt team, der sætter et tema på dagsordenen.”

Inger oplever en fusion af stilarter i scenekunsten: cirkus, digitalkunst, dans, musik, osv. – scenekunsten har med andre ord ekstremt mange formmæssige muligheder.
Men samtidig ser hun også relevante formål med scenekunsten:
”Scenekunst kan noget, andre formater ikke kan, ”fremfører hun, ”for scenekunsten er menneskets spejl, det er et rum for refleksion, et forum hvor vi kan sætte ting på spidsen, og som ikke – i modsætning til f.eks. journalistikken – har ansvar over for kilder mv.”
nger peger på, at der er rigtigt mange i miljøet, som brænder for et emne – kunsten er at gøre det vedkommende for andre…

Vi skal udfordre – ikke bekræfte!
Jan afslører, at han egentlig har en baggrund som billedkunstner, og at han har arbejdet professionelt med scenekunst de sidste 20 år. Han er chef for Baltoppen, som i mange år har været ”spillested for tidens musik”, som Jan udtrykker det. Men…

”For fire år siden besluttede vi os for at lægge profilen om, ” forklarer han, ”vi har indledningsvist stillet os selv spørgsmålet om, hvilket hus vi skal være.”
Baltoppen skal fremover være et sted for ny scenekunst. Et sted, der både kan gøde vækstlaget og have grene ud til internationale netværk.
”Vi arbejder ud fra et mantra om, at scenekunst ikke skal være bekræftende – det skal være udfordrende. Og det er en langsigtet pædagogisk proces at få drejet publikum i den retning.”
På trods af de høje kunstneriske ambitioner føler Jan sig hverken truet eller udsat ved tanken om Baltoppens geografiske placering i periferien af København:
”Jeg er ikke i tvivl om, at vi hos Baltoppen kommer til at bevise tesen om, at hovedstadens innovative kræfter ligger i yderkanten af byen.”

Åndelig iltmangel
Eksperterne har nu haft hovedrollen – det er tid til at bringe tilhørerne ind:
”Er der nogen, der kan give mig definitionen på scenekunst, ”spørger Kristian åbent. Intet svar. ”Er nogen i tvivl om, hvad scenekunst er?” Fortsat tavshed… En tilhører, der oplyser, at han selv er scenekunstner, bryder muren:
”Jo, vi er sgu’ da i tvivl om, hvad den præcise definition på scenekunst er. Men mit bedste bud er, at det er kunst, der udfolder sig på scenen. I min verden er ikke al teater kunst.”
Olav giver – igen – et historisk rids:
”I 50’erne kaldte man scenekunst for ’sal og tribune’ – i dag hedder det blot ’scenen’. Man har med andre ord flyttet fokus fra publikum til kunstnerne.”
Jan vil gerne tale mere om publikum:
”Prøv at kigge på teaterlivet sydpå. Jeg oplever en stor kraft, energi og søgen fra publikum. Herhjemme er publikum mere indadvendt. Det afspejler sig i teaterudbuddet. Det bliver lidt kedeligt. Det giver åndelig iltmangel. Det skal ses i lyset af, at netop kunsten bidrager til bl.a. humanistisk og demokratisk tænkning. Samfundet har sgu’ brug for scenekunsten!”
En fra salen er ikke i tvivl om, at scenekunsten er uundværlig. Hun går endda så vidt som til at udråbe alt til at være scenekunst:
”Alle kunstarter og medier har nærmest taget scenekunstens virkemidler til sig – se bare f.eks. nyhedsformidling og rockkoncerter. Men det kunsten kan, er at give os alle en kritisk bearbejdning af alt omkring os – i stedet for bare at lulle os i søvn.”
Olav supplerer med en kommentar om site-specific scenekunst med udgangspunkt i en netop afholdt større event på Bolsjefabrikken skabt af bl.a. 80 skuespillere, musikere, visual artists, mfl.:
”Og tag bare Kødbyen som eksempel. Her ligger en stor, fælles fortælling gemt, som med enkle greb kan blive til fantastisk scenekunst. Lige her.”

Noget for pengene
Inger mener, at scenekunstbegrebet er meget bredt:
”Scenekunst er alt det, der sker i et rum, og som ikke er dokumentarisk – teater, opera, rock, poetry… you name it! Scenekunsten kan formidle følelser som ingen andre kunstarter. Sorg, jalousi, forelskelse. Nogle gange bliver ordet alene for småt.”
Kristian vil gerne tematisere modtageren, publikummet igen:
”Jan, lider scenekunsten ikke blot af, at vi som forbrugere har rimelig store forventninger til, hvad vi bruger tid og penge på?”
”Jo, ” bekræfter Jan, ” Men det er netop det, jeg efterspørger – større nysgerrighed hos publikum. Jeg så gerne, befolkningen var i kontakt med kunst løbende fra vugge til krukke. Kunst skal ikke kun være lystbetonet, det bør være en langt større del af menneskets dannelse.”
En scenekunstlærer fra salen indskyder, at:
”… Jeg oplever, at mange almindelige mennesker er bange for eksperimenterende teater. De er bange for at føle sig dumme!”
Olav bryder ind. Han bliver provokeret af kategoriseringen ’publikum’ og ’kunstnere’:
”Der findes mennesker. Og når menneskemassen får en kritisk størrelse, forvandler den sig til et publikum, og andre forvandler sig til skuespillere – det var sådan de græske tragedier opstod.”
Inger savner mere omtale og bedre ledelse af teatrene:
”Man er ikke nødvendigvis en dygtig teaterleder bare fordi, man er en dygtig kunstner. Det tager tid at blive en stærk businessleder. Samtidig mener jeg ikke kun, det er publikum, der skal opdrages på – der skal en masse lobbyarbejde i gang hos beslutningstagerne.
Med enhver debat om kunst følger en diskussion om penge. Således også her – det er Olav, der bringer emnet på banen:
”I kølvandet på postmodernismen skete der en sammensmeltning af kunstarterne. Grænserne mellem teater, musik, performance, installationer, mv. blev udvisket. Problemet er, at Kunstrådet stadig fordeler midlerne i specifikke kasser.”
En tilhører bruger sin taletid på generelt at bede om flere penge til scenekunsten: ”… så kan vi komme ud til et større publikum.”

Nye måder at lave teater på – nye succeser
Inger fortæller, at tysk teater blomstrer og giver et eksempel på hvorfor:
”På Volksbühne i Berlin har de en anden måde at lave teater på, end vi kender herhjemme. De har en langt mere radikal tilgang og tør tage gevaldige chancer. Grundlæggende giver de scenen til en kunstner for en periode. Kunstneren kan herefter folde sin vision fuldt ud ved at gøre, hvad han vil med de økonomiske og menneskelig ressourcer, han har til rådighed. I Danmark har vi fortsat en ekstremt traditionel struktur og rollefordeling i teaterverden.”
Kristian søger en forklaring på, hvad de teatre i Danmark, der mod alle odds har succes med nye teaterformer, gør. Hvad er formlen?
Olav har ikke svaret, men giver mange årsager til succeserne:
”Bornholms teater har udsolgt stort set hele sæsonen, uden at de nogensinde annoncerer. Det skyldes dybt indgroede vaner hos det lokale publikum. Andre teatre er lykkedes med at lægge nogle helt uigennemskuelige snit skråt gennem de traditionelle målgrupper. Hvad de gør, ved vi ikke.”

Mediernes magt?
Inger bytter for en kort stund rundt på spillets roller, da hun spørger Kristian – egentlig dagens ordstyrer – om, hvorfor medierne konsekvent nedprioriterer omtale af scenekunst:
”I modsætning til sportsbegivenheder og nuttede isbjørne, skaber kulturnyheder ikke identifikation, ” indleder Kristian, ” så i en nyhedstime ryger kulturnyheder nederst i bunken, og vil typisk være en hyggelig afrunding på f.eks. Tv-avisen. Samtidig har DR fundet en række metoder til at håndtere kulturstoffet i forhold til deres public service-forpligtelser – bl.a. med Kulturguiden, der er et overbliksprogram, det er virkelig billigt at producere, og i programmer som Smagsdommerne og filmmagasinet Premiere.”
En tilhører advarer mod at fokusere for meget på mediernes magt og opfodrer i stedet kunstnerne til selv at tage teten:
”Jeg er da i tvivl om, hvorvidt medierne sidder på magten. Jeg mener, det er kunstnerne, der sidder på magten. I stedet for at bruge så meget energi på at komme i medierne, bør de hellere bruge energien for at finde, nå og stimulere deres publikum direkte via netværk og elektroniske medier. Jeg ved bl.a., at unge musikere opdeler deres tid i 50 % på kunst, 50 % på networking med deres publikum.”
Hvis man vil nå medierne, kommer Kristian dog med et konkret tip:
”I bliver nødt til at sætte jeres forestillinger i et samfundsmæssigt perspektiv for, at vi har en historie at fortælle. I må tænke udover de minutter, hvor der sker noget på scenen. Den tilgang har bl.a. givet forestillingen ’Pretty Woman’ på Husets Teater mængder af landsdækkende omtale.”

Debatten lakker mod enden. Jan mener, at scenekunsten er på vej mod ’det rigtige’ og er således fortrøstningsfuld. Inger lover at uddanne fagligt kompetente instruktører med historier på hjertet. Og Olav sætter sin lid til Ingers elever: ”Det er dem, der spiller den største rolle i udviklingen af scenekunsten.”

Få minutter efter det (næst)sidste ord har forladt scenen, tager scenetruppen A-Kompagniet over: En trist kaktus, en flad tandpastatube, en electric boogie julemand med topmave og iPod… Stilhed, opbrud, dans foran og bag vinduet. En stum, morsom og fysisk forestilling. Ja, kun ét enkelt lille ord har kompagniet taget med til sit publikum i dag: ”Død.”

Kl. 18 er det hele forbi.